Skrivning kan være en terapeutisk proces – og lidt for privat.

ANMELDELSE: Ligegyldigt hvordan man vælger at anskue litterær skrivning, må man vel have en holdning til fortællerens rolle, i forhold til den særlige mening en roman giver, som fx et brev eller Sandhedens time på TV3 ikke giver.

Hvis vi nu siger, at forskellen på forfatteren og fortælleren skaber et spændingsforhold, og at det forhold udgør en af de bærende mure i litteraturens hus, så er der ingen tvivl om, at Skrifte – med sin alt for rigtige titel, der vel nærmest fungerer som infinitiv genrebetegnelse – var kollapset allerede inden Synnøve Søe satte sig til tasterne første gang.

Jeg håber ikke, der befandt sig levende subjekter inde i konstruktionen, selvom det hele jo er fantastisk selvbiografisk.

Fremstiller familienag og tom glamour
Bogen er simpelthen pinlig at læse. Der er et alt for stort sammenfald mellem den kvindelige hovedperson og forfatteren Synnøve Søes identiteter. De er fx begge to Danmarks første tv-vært for "et hardcore talkshow" og alene dette sammenfald ødelægger enhver mulighed for litterær glæde.

I Skrifte er der hverken scene, kulisse eller fortæppe. Der er bare en skribent, der fremstiller sig selv og sit lortelivs blanding af tungt familienag og tom glamour.

Ellers er der så to skrifttyper i teksten, der skal forsøge at spille lidt mellem første og tredje person, og noget fortællende og fortalt tid, der ligesom nærmer sig hinanden gennem bogens skriden (læs: skrigen) gennem sine sider.

Ingen dække med tredjeperson
Udover at det er hårrejsende naivt at tro, man opnår noget tilnærmelsesvist anstændigt litterært dække ved blot og bart at bruge tredjepersonsfortæller, gøres ondt endnu ondere ved den, bogstaveligt talt, totale mangel på ironi.

Mange af nutidsfortællerjegets små indstik skal vist nok virke som aforistiske kommentarer til den fortidige og forfærdelige handling, men de er helt igennem blottet for dybde, poetisk såvel som psykologisk.

Dog skal det nævnes at der foregår en slags udvikling med nu-jeget igennem forløbet. Men selvom der tændes en lille smule lys i sortsynet, går alligevel kun én eneste intention gennem denne pinagtige terapeutiske akt: for fuld kraft at skrige sin sygdom ind i ørerne på læseren.

Nu har jeg set dig nøgen
Bogen kan vel godt have sin berettigelse endda, enten for folk der er meget interesserede i, hvordan Synnøve Søe har det, eller for folk der bare godt kan lide at læse om folk, der har det virkeligt dårligt – men som litteratur betragtet er det simpelthen for lavt. Skrifte er slet ikke skønlitteratur. Her skrabes bunden nedefra.

Et enkelt lille citat? "Jeg er SÅ rasende! Så rasende. Gud eller hvem som helst, gør mine tanker stille, men gør det nu. Med det samme!"

Nu har jeg set dig nøgen.