Et liv krænget ud

Synnøve Søes roman er egentlig skruet sammen på et litterært lavt niveau – men den overholder samtidig alle sine egne spilleregler og bliver et vigtigt socialt vidnesbyrd.

ANMELDELSE: I Synnøve Søes socialdokumentariske roman følger vi en lille dreng, Peter, der vokser op i et forarmet hjem; komplet med psykisk syg, absolut passiv og inkompetent mor, og en alkoholiseret far. I sit valg af motiv er Drengen på stigen dejligt dansk og deprimerende – omtrent ligeså opmuntrende, modbydelig og søndagshyggelig som Forbrydelsen.

Trods den dystre og deprimerende stemning, er der alligevel få lyspunkter i form af andre menneskers omflakkende tilstedeværelse i Peters liv, fx vennen Bjørn og hans morforældre. I chok-litteratur er det gangbart og effektivt at installere håb blot for at knuse det.

Tresporet fortælling
Den kradse dynamik får mere at leve af i fortælleopsætningen, hvor en tresporet fortælling krydser sine egne spor frem og tilbage i bogens socialpsykologiske analytik.

Dels følger vi en middag, hvor Peter prøver at forstå sine forældres manglende tilstedeværelse, både fysisk og psykisk op gennem hans opvækst. Her udspiller Peters mål om at tilgive sine forældre sig. Dels er der det indflettede barndomsperspektiv, hvor alle detaljerne rulles ud. Og endelig følger vi Peter i dagene efter middagen, hvor han har givet op, er blevet sindssyg, mens resterne fra middagen står og rådner op omkring ham.

Foruroligende læsning
Stemningen er kvælende og lader indholdet sive gennem læseoplevelsen som en forbinding, man er blødt igennem. Det er dybt foruroligende at tænke på, at nogle børn lever sådan med en psykisk syg mor. Man får lyst til at kværke moder-skurken, så som hadeobjekt er romanen altså et fund. Men kan man lide at have det godt, kan den ikke anbefales.

Bortset fra enkelte morbide udpenslinger, er de litterære ambitioner konsekvent sat på så lavt blus, at det opløser al frygt for det banale og Drengen på stigen minder også, teknisk set, mest om triviallitteratur. Således er den, uden nogensinde at skrue helt op, ganske ferm, især glider dialogen bare derudaf. Fortælleren bekymrer sig aldrig om grænserne mellem indre og ydre, og styrer med hård hånd sin synsvinkel og stemme et habilt stykke ind i hovedet på Peter – og ender med at skabe et forholdsvist slagkraftigt socialt vidnesbyrd.