Tak som fire dådyr

Simon Grotrian forfører, masserer og skævdrikker læseren.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Man skal være gjort af et helt særligt stof, hvis man kan læse OG samtidig fatte Simon Grotrians kringlede hjernevindinger. Dét gør sig altid gældende – især er han dog pløkumulig at læse, mens man sidder på toilettet – men det har han garntrisse ikke noget imod...

Woody Allen skrev engang noget i retning af, at "det er helt umuligt at opleve sin egen død objektivt samtidig med at man spiller på blokfløjte" Sådan er det også lidt med Grotrian – som er alt andet end en letlæst løjseragtig grobrian. Faktisk er han måske muligvis DEN allermest heavy danske digter – og tilmed produktiv, sidst, vi hørte fra ham, var så sent som i foråret, hvor han udgav den meget personlige salmebog Jordens salt og verdens lys.

Starter i det høje C
Nærværende 78 sider lange digtsamling starter ud helt oppe i øverste etage af digtningens allerhøjeste og mest skingre C med en serie såkaldte figurdigte. Nuvel, jeg er fra Jylland, og har spist af bliktallerken, så jeg fatter naturligvis ingenting af dem – de indbyder efter tyve stivøjede gennemkig stadig kun til hastig viderebladring.

Et eksempel, hører jeg dig hviske? Jamen værs'god, du kan få en munter lille sag fra side 18:

Host-host! Jojo, det er da lidt skægt og alting, men for denne læsers personlige dollar er det bare heller ikke andet. Nu må du endelig ikke lade dig forlede til at tro, at hele denne digtsamling er sådan (: læs artyfarty) – for det er den langtfra. Grotrian HAR bare et finurligt, sælsomt, mææærkeligt hovede.

Sprogets supersoniske ørkenfugl
Gudskelov, for lidt senere forføres, masseres og skævdrikkes læseren pludselig af digterens rødglødende Navarones Kanon af et sprog. Har du måske ikke savnet ord som "forløsningsfred", "solnedgangsplasket", "materiemumier", "Egyptenknæfald" – eller sætninger som "det sofatunge hjerte står om natten som en tåge"?

Come on, vel har du så!

Grotrian er sprogets tegnefilms-roadrunner, den der supersoniske amerikanske ørkenfugl (meep-meep!), der tager sin læser med og med og med, indtil denne pludselig – uden at have opdaget det – står ude midt i luften, klar til det helt store frie fald. Og så falder man og virkeligheden får lækker rød plydsbeklædning på i nogle timer.

Grotrians digte hviler i sig selv. Det er denne anmelders opfattelse, at deres ubændige livsvilje og kraft er alt nok. De anviser ikke særlige veje, de søger ikke at stille spørgsmål eller give viise svar, de ER i sig selv, ved sig selv. Det er en slags alfa-digte – om man vil – i en verden af svagbrystede, servile beta-digte. De ligner ikke rigtig noget andet i verden. Og det er vel lidt dét, som det hele også handler om. Mmmm?