Danske tegneserier stormer fremad

TEGNESERIER: Historien om det danske tegneserie-nybrud omkranses af to fuldkomne og selvsikre udgivelser af Rackham-netværket – Forandringstegn og Blæk – anført af Danmarks eneste akademiske autoritet på området, Matthias Wivel, og hans udøvende makker, T. Thorhauge.

Forandringstegn og Persepolis
I 2004 udkom Forandringstegn, der både er en introduktion af væsentlige udenlandske udøvere af seriøs tegneseriekunst og en efterlysning af samme satsning på dansk grund. Antologien består af interviews og tegneserie-samples – og den er mildest talt lækker.

Mest kendt i dag er Marjane Satrapi [iraner, bosat i Paris, red.], der dog ikke portrætteres, men kun nævnes i Forandringstegn. Hun må nok siges at stå forrest i lanceringen af de nye tegneserier herhjemme. Hovedværket Persepolis (på dansk i 2005) har mere end nok substans til at bære den nærmest hysteriske hype, der forfølger det.

Sortmund
I forbindelse med Komiks-messen udkom et veritabelt hav af værker; nævnes kan her kun nogle enkelte.

Den mest ambitiøse er Sortmund, der med sine knapt 300 sider i hardcover ærligt fortjener betegnelsen graphic novel – oprindeligt et retorisk markedsføringstrick udtænkt af den legendariske Will Eisner for at narre nogle forlæggere til at interessere sig for et album, i dag et misbrugt udtryk der er synonymt med tegneserier for voksne (ikke porno, dog).

Med et fast tag i sine forgængere, en stilisering der er til at tage og føle på, samt masser af god tid, fortæller Allan Haverholm en prangende Faust-lignende historie om sataniske drab, dommedags komme og såmænd også lidt romance. Den kommer, ikke ubesværet, vidt omkring i både fortællemåde og handling. Ved at satse voldsomt bliver den tung i stof og motiv, men den redder sig gennem alle kriser og kursskifter netop på grund af sin vilje til stor episk fylde.

Med Sortmund har Danmark ikke fået et mesterværk, men en god og blivende begyndelse.

Tegninger, Sloth, Kage og MakulatorOperatør
Hvor Sortmund er et stort anlagt forsøg på stor fortællekunst, afskærer HuskMitNavn et par skarpe hjørner med sine Tegninger 2003-2005 og opnår en måske lidt letkøbt, men bestemt også original, samfundskritisk og dyb enkeltrammet humorisme.

Længere ude i hampen er Ib Kjeldsmarks ubegribelige fantasi, Sloth, der får Freak Brothers til at ligne velopdragne spejderdrenge.

Kamæleonen Ole Comolls opsamlingsalbum, Kage, er heller ikke til at overse. Det er stilistisk og stregmæssigt det bedste af de nye danske albums; han bevæger sig sikkert omkring i udtrykkets forskellige lag.

Meget lignende, men mere ambitiøs med sine tematikker og det samlede udsagn, er Tobias Enevoldsens Sidste år som MakulatorOperatør, der som værk betragtet bestemt er vellykket og helstøbt.

Blæk, Jernvognen, Vent lidt...
Den flotteste af de nye udgivelser er uden sammenligning antologien Blæk, det rundhåndede resultat af den eftersøgning Rackham satte igang med Forandringstegn.

Blæk markerer, hvor Danmark står lige nu. Og det er et sted, hvor alle, der rører sig, skyder på alt, der rører sig. Udtrykkene flyver frit og faretruende rundt for at fange fugle i flugten – og det eneste dårlige man kan sige om den, er at antologien nærmest er barok i sit storprangende overbud af eksperimenterende knald-på.

Blæk svinger fra det højrøvet selvforblændede gennem solid avantgarde til melankolske meditationer. Køber man kun én tegneserie, og står man også lidt vaklende mellem at være kvalitetsbevidst og kedelig, må det blive Blæk, man støtter.

Vil man have det bedste af det bedste, skal man dog gå til et af vores nabolande – til nordmanden Jason, en sand mester i at tegne mellem tegningerne. Hans værker hviler på en subjektiv selvsikkerhed og vokser på en hvid tomhed. På dansk er udkommet hans Jernvognen og Vent lidt... Begge disse værker er bedre end alle de her nævnte danske tegneserier.

...Endnu mangler hovedværket
At der vitterligt sker en masse i tegneserieverdenen i øjeblikket, er altså ikke bare tom snak. Det sker, og det sker for fuldt tryk. Men bølgen ruller lidt vel meget frem som medielir, antologier, humoristiske albums og opsamlinger. Og det er både et godt og et skidt tegn, at undergrunden pludseligt sidder til bords ved Go'Morgen Danmark.

Endnu mangler et substantielt, definitivt hovedværk, så man må håbe at der er flere dristige forsøg på større værker på vej, at bølgen er en reel kunstnerisk bølge og ikke et udslag af forretningsbetændelse.