Actionarkæologi og sværdkampe

Underholdende, medrivende, spændende og sjov… Raymond Khourys romandebut, Den sidste tempelridder, er en vaskeægte fuldblods renæssanceracer, men ender alligevel med at skuffe – i hvert fald en lille smule.

ANMELDELSE: Vi starter i det Hellige Land i 1200-tallet. Korstogsridderne – eller rettere Tempelridderne – er i færd med at tabe det sidste og afgørende slag mod de muslimske tropper, og en lille flok stikker til havs medbringende en hemmelig dims samt et kodet brev af intet mindre end ufattelig vigtighed…

800 år senere i New York åbner The Metropolitan en udstilling af Vatikanets skatte under stor ståhej og medieopbud: Aldrig har så mange og så værdifulde skatte fra Vatikanet været udstillet – og sandelig om ikke arrangørerne har valgt at overraske museumsgæsterne med en gæsteoptræden af fire autentisk udklædte tempelriddere til hest.

Eller har de? Ret hurtigt viser det sig, at de fire tempelriddere vist ikke har så frygteligt meget med arrangørerne at gøre. Den ene trækker nemlig sit sværd og hugger hovedet af en vagt, sekundet inden de fire rider op ad trappen og indleder et veltilrettelagt og særdeles voldsomt og blodigt røveri.

Koder, gåder og Den Hellige Gral
FBI leder efterforskningen og får støtte af Vatikanets udsendte monsignore. Ret hurtigt viser den (supersmækre) kvindelige arkæolog Tess Chaykin sig at være FBI-agent Reilly en uvurderlig støtte i efterforskningen – og så ruller snebolden ellers.

Jagten på hjernen bag røveriet sætter ind, men Reilly og Tess er tilsyneladende konstant et lille skridt bagud i forhold til den mystiske mand, der også jager røverne – og tilmed kynisk afliver dem en for en, den ene mere bestialsk end den anden. Ret hurtigt viser det sig, at det slet ikke er en simpel berigelsesforbrydelse, vi har med at gøre. Målet for bagmanden var ikke de ufattelige rigdomme, der var udstillet – men i stedet en antikvarisk dechifreringsmaskine, som i første omgang kan afkode Tempelriddernes 800 år gamle brev – og i anden omgang muligvis afsløre gemmestedet for den ufatteligt vigtige dims, som Tempelridderne i indledningen stak af med fra det Hellige Land.

Renæssanceracet er endnu engang iscenesat, og som sine forgængere i genren så gør romandebutanten Raymond Khoury det faktisk særdeles effektivt. Den sidste tempelridder er både medrivende, underholdende, spændende og sjov. Men selvom plottet i referat lyder uhyre kulørt og sine steder læner sig endda meget kraftigt op ad den læst, som Da Vinci Mysteriet er skåret over (der er både koder, gåder, broderskaber og Den Hellige Gral samt skurkagtige udsendinge fra Vatikanet og saftig populærvidenskab inde over), så er Den sidste tempelridder faktisk langt mindre kulørt end sit forbillede.

Dan Brown på valium
Og hvor kun få har turdet sætte spørgsmålstegn ved Dan Browns bestsellers underholdningsværdi, så er der op til flere (bl.a. denne skribent), der har undret sig over den ganske rædderlige litterære kvalitet i verdens bedst sælgende voksenbog. Derfor skulle man jo tro, at – undskyld udtrykket – Den Hellige Gral er velforvaret, når nu en roman med nogenlunde samme plot og karaktertegning, men fra en forfatter med meget bedre styr på sine litterære virkemidler, dumper ind af brevsprækken… I forhold til fx Da Vinci Mysteriet er der simpelthen skruet ned for banaliteterne i Den sidste tempelridder og op for realismen.

Problemet er bare, at det viser sig, at realisme i denne sammenhæng ikke er overdrevet klædeligt. Det er en sand lise at blive fri for lægeromanudtryk á la "hendes gnistrende sorte øjne mødte hans viltre blik", som Dan Brown sværger til, men i bund og grund er en verdensomspændende jagt på en hemmelighed fra 1200-tallet, der ville kunne ændre verden, som vi kender den – og derfor forsøges forpurret af en særdeles magtfuld organisation med hovedsæde i Rom, bare ikke særlig realistisk.

Derfor forekommer Raymond Khourys forsøg på at skabe lidt dybde i sine hovedpersoner, hans tilløb til at etablere dem på en scene, der virker tæt på virkeligheden, uinteressante. Dertil kommer hele fornemmelsen af tidligere at have læst noget, der minder ualmindeligt meget om Den sidste tempelridder. Det bliver sådan lidt Dan Brown på valium-agtigt, og så spændende og sjov bogen end er, ender den alligevel med at blive en lille smule skuffende.