Når der går tennisalbue i tilværelsen

Robert Zola Christensen har skrevet en sjov roman om et parforhold i krise. Under den ironiske tone og de absurde optrin rumler dog en forstemmende karakteristik af det moderne menneskes manglende evne til at rumme andet end sig selv og egne behov.

BONUS-INFO:
Direkte til uddrag fra bogen

ANMELDELSE: Enhver, der har kone og små børn, ved, at tennis hører til det lette her i livet, sagde John McEnroe engang. Sådan hænger det nu ikke helt sammen for Morten, hovedpersonen i Tennis. Hans træningsmakker, Henrik, stiller sig nemlig ikke tilfreds med at banke den blaserte Morten på banen, men forfører også hans kone, Iben.

Iben flytter hjemmefra, og Morten mister hurtigt grebet om hverdagen med sin lille, sukkersyge datter, Trine, og jobbet som konsulent på universitetet. Måske har han aldrig rigtigt haft greb om nogle af delene, men blot hvilet i en magelig selvforståelse af at kunne slå til, hvis det virkelig gælder. Det gør det bare ikke for en akademisk middelklassemand som Morten. Og da det gør, smuldrer alt mellem fingrene på ham. Heldigvis trænger den svenske mikrobiolog og cykelentusiast, Göran, sig ind i Mortens liv, og skaber på sin egen bizarre facon en smule stabilitet i hjemmet. Han glæder Trine med et udstoppet lam, og drager den omsorg for hende, som hendes forældre ikke formår.

Kernen til den ægteskabelige krise findes nemlig ikke i Ibens utroskab, men i hendes og Mortens fallit over for datterens sygdom. I få afsnit og en enkelt af de faktabokse, der på studentikos vis afrunder en del af bogens kapitler, fortælles en grum historie om omsorgssvigt. "…et eller andet sted inde i alt det her er Trine", tænker Morten i et sjældent klarsyn, men datteren kommer aldrig til syne, fordi forældrene er alt for optagede af deres egne følelser og reaktioner på sygdommen. Symptomatisk nok finder de atter sammen, kort efter de har placeret Trine på et behandlingshjem.

Fodnote i eget liv
De rystende scener, hvor Trine er døden nær af insulinchok eller lemlæstes af en afmægtig Morten, kontrasterer den ironiske fortælletone, der både er romanens styrke og svaghed. Den ironiske distance er eminent til at karakterisere en intellektuel mands manglende evne til at mærke andres følelser og udtrykke sine egne. Faktaboksene, der både konkret og mere filosofisk uddyber både historien og samtiden, fungerer nærmest som en reference til den akademiske fodnote, og dermed også til en mand, der er en fodnote i sit eget liv. Morten distancerer sig blasert fra alt, og forbliver ude af stand til at træde i karakter. Det er lattervækkende, men gør det samtidig også meget svært at holde af ham og tage hans krise alvorligt.

Tennis er en ualmindelig sjov og velskrevet roman. Faktisk så sjov, at jeg jævnligt skreg højt af grin under læsningen. Alligevel sad jeg lidt uforløst tilbage. Romanens absurd-ironiske grundtone, der er lidt i familie med Helle Helles og Erling Jepsens, skyder ikke bare et filter ind mellem Morten og hans omverden, men også mellem denne læser og historien. Der gemmer sig en dybt alvorlig og meget forstemmende historie om menneskelig uformåen inde i fortællingen. Zola ridser den op i enkelte, præcise nålestik, men det grimme og det grumme drukner næsten i den distancerende latter.

Historien er helstøbt, hvis man køber den ironiske præmis. Men uh, hvor ville jeg gerne høre mere af den alvorlige historie indeni.