Digte fra en selvfremstillingstid. Vor anmelder føler sig sygt gammel, når han bladrer i Theis Ørntofts digtsamling.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Jeg følte mig sygt gammel, da jeg de første par gange bladrede i Theis Ørntofts debutdigtsamling Yeahsuiten.

Dels fordi sproget, fx et ord som ”sygt”, der figurerer flere gange i Ørntofts digte, og som min datter på otte og hendes klassekammerater bruger i udstrakt grad, virkede distancerende på min læsning – dels pga. coveret, både de unge zombier på forsiden og paradebilledet af forfatteren på flappen, anstillet dekadent på en dobbeltseng sammen med en vinflaske, et askebæger og et stykke melon, men også med guitaren og solbrillerne klar, formentlig stirrende på et fjernsyn.

Men hvad kan man sige – vi lever vel i en efterhånden ekstrem selvfremstillingstid?

Zombie-jeg
Og zombier er måske det mest præcise ord for den identitetsfornemmelse, disse digte tilsammen afsætter. Identiteten, en følelses af kontinuitet i bevidstheden, er ikke så meget forankret i sproget og jeget, som den er forankret i kroppen, når den skider, løber, er fuld, sover eller er søvnig.

I digtet Jeg går hen ad gaden og det er et vendepunkt i mit liv, hvor jeget meget sigende er på en løbetur, læser man følgende sætninger

Jeg er et led i en narration, ja måske endog et led i en fiktion, ren overflade, en maske man smider, når man ikke længere orker at tage den på.

Man kunne fristes til at kalde det centrallyrisk, men i så fald kun centrallyrisk ved en tilfældighed, eller hvis det ellers passer ind i resten af selvfremstillingen.

Facebookpoesi
Da jeg læste ovenstående digt sammen med mine studerende, begyndte de spontant at snakke om Facebook og Twitter, om overfladiskhed og disse online statements om, hvad man laver nu og nu og nu.

Jeget er da også en form for online-tilstand, imens kroppen er offline; det eneste befriet fra den overfladiskhed, man ellers fornemmer. Et jeg der ”taler med ansigter, ikke mennesker”, som det hedder et sted.

Ny poetisk tone
I Ørntofts digte er der således en indbygget afstand til jeget og dets fornemmelse for verden, som er yderst vedkommende og muligvis tidstypisk for unge mennesker i dag.

Digtene formår på en ligefrem måde at få beskrevet en ekstrem overfladiskhed – kun forbundet af den stil, der lægges for dagen, om det nu er tøjet eller den musik, man lytter til – i sammenhæng med en dybere fornemmelse for verden, som helt grundlæggende er poetisk. Den splittelse forsøger digtene at skrive sig henover, og de gør det med succes.

I virkeligheden burde det måske ikke være digte, som kommer ud af Ørntofts mixerpult, snarere små pophits, men jeg synes alligevel, at digtene formår at indfange en tone og en jeg-fornemmelse, som vi endnu ikke helt har stiftet bekendtskab med i dansk poesi – kun på Facebook og lignende steder.

 
Teksteksempel

[NB! Digtet står side 12 i bogen. Linjedeling og opsætning kan være anderledes end i bogen, det gælder også citatet i anmeldelsen.]