Besøg forlaget 2 Feet Entertainments hjemmeside...

UDDRAG: – De unge, altså mine elever, ja, man skulle ikke tro, at det snart er voksne mennesker, sagde manden overfor Poul. Det var endnu en dag i 'Ærligt nærvær'. Manden havde præsenteret sig som Ib Olsen, gymnasielærer, og tilføjet, – Snart forhenværende, Herren være takket og lovet. Der var dog endnu et par år til pensionen, og Ib Olsen var kommet med et klart formuleret ønske om 'at læsse af. At fortælle hele lortet, med fordomme og det hele, til et forhåbentlig åbent menneske'.
    Så Poul havde fyret 'Napolitana'en op, tilberedt kaffen og sat sig til rette for at høre på Ib Olsen.
    Som sagde, – Pigerne, ja, de er jo dejlige. Og infantile, på en underligt skræmmende, voksen måde. Taler om at 'få lavet bryster', får Gore-Tex sprøjtet ind her, der og alle vegne, læber, kindben – jeg fatter ikke, at det er tilladt. Men sådan er det altså. Og knejtene kappes om, hvem der kan se mest ussel ud, se ud, som om man lige er stået op, med håret i én fedtkage, bukserne så langt ned om røven, at man må vende sig væk, hvis man ikke vil se sparegrisen kigge frem. Men ved du, hvad det værste er?
    – Nej, sagde Poul og nippede til sin kaffe, mens han tænkte på, at Ib Olsen sandsynligvis elskede sit arbejde højt.
    – Kulturløsheden. Ja, du hørte ret. Kulturløsheden. Det er muligt, at de unge ved, hvor Britney Spears har fået sprøjtet Gore-Tex ind i numseballerne, men prøv at fortælle dem om Jens Otto Krag. Hvem? Eller Churchill? Aldrig hørt om den mand. Hitler? Mjah … jo, der er nogen, der ved det med jøderne. Som var vildt klamt. Så langt kan vi nå. Men altså, herreste jemini, når det kommer til det større perspektiv, hvorfor vi er nået dertil, hvor vi trods alt er, så er der lukket for det varme vand. Der er ganske enkelt ikke nogen hjemme, ingen interesse. Jeg personligt holder skolereformerne i halvfjerdserne ansvarlig. Det kan du godt huske, ikke, Poul? Hvordan børn ikke længere skulle vide noget, andet end hvor man slog det op. Og nu sidder vi så midt i videnssamfundet, og der er ikke en levende mors sjæl blandt mine elever, som ved en hujende fis – og jeg skal sige dig hvorfor.
    Ib Olsen lyste af veloplagthed i sin Red & Green polo over de lyse sejlerbukser og det grålige skæg. Manden bar sandaler.
    – Sig mig hvorfor, sagde Poul.
    – Fordi man ikke ved, hvad man skal slå op. Det er jo et paradoks, ikke.
    – Joh …
    – Man ved ikke, hvis man ikke ved noget, vel? Hvad skulle få dig til at taste 'etruskerne' ind på Google, hvis du aldrig har hørt om dem? Den anden dag sagde jeg i spøg, eller desperation om du vil, at Kong Pyamas og Kejser Slendrian havde opfundet henholdsvis nattøjet og sjusketheden. Jeg sværger, der var elever, der tog noter. Og så er der altså nogen, der har svigtet.
    – Jaeh … sagde Poul. – Hvem?
    – Forældrene. Vi ser nu de første generationer af børn, hvis forældre i al væsentlighed er opdraget i institutioner. Langt fra fars pibe og eftertænksomme leksikon under gulvlampen. Selv forældrene ved ikke noget om noget. Jo, de læser tonsvis af reklamejunk hvert år, de stakke af forbrugerlort, som ryger ind gennem brevsprækken. I min barndom blev vi sgu da i det mindste slæbt gennem Nationalmuseets samlinger. Det føltes måske lidt tørt og pligtagtigt, men det var da også spændende. Og så vidste man, at der var nogen, der hed inuitter. Om ikke andet. Noget hang ved, gav en en fornemmelse af, at verden var andet end en søndagsudflugt til Tøjserus.
    – Til hvor?
    – Tøjserus. Ja, det hedder rigtigt 'Toys 'R Us', på engelsk, i daglig tale blandt mange jævne danskere slet og ret Tøjserus. Har du ikke lagt mærke til det?
    – Øh …
    – Ja, at flere og flere forretninger hedder noget på engelsk? Som flere og flere måske er gode til, men som ligesom ikke rigtig passer ind i gadebilledet.
    Poul sagde, – Som 'Estate-mæglerne'?
    Ib Olsen grinede. – Ja. Du ser for dig en sukkerplantage på St. Croix, ikke? Eller – eller – du ser måske snarere et parcelhus med rådne halvfjerdservinduer, opført i mokkafarvede snydesten, på Gefionsvej, til en obskøn overpris. 'Estate-mæglerne', min bare røv! I min tid hed forretningerne 'Importøren' og 'Ole Høite, Foto og Musikinstrumenter'. Hvad fanden var der galt med det? Er der da slet ingen grænser for den fattigfine, forlorne manipulation, som den sagesløse befolkning skal udsættes for? Kan du huske, C V Jørgensen sang, 'Hvor længe skal der lefles' ? Længe, åbenbart.
    – Måske skulle du skrive en kronik til Politiken, foreslog Poul.
    – Er gjort. Og hvad så? Det er jo bare et surt ophost fra en talende skuldertaske.
    – Jeg er lige kommet i tanker om en anden, sagde Poul. – Placeto-liv.
    Ib Olsen så intenst på ham i nogle sekunder, før smilet kom igen.
    – Ja, Placeto-liv. Som også sælger huse, selv om enhver idiot med sprogøre og et modicum af paratviden vil tro, at de sælger … ja, medicin.
    – Placebomedicin.
    – Ja, nikkede Ib ivrigt. – Ja, rigtigt. Du ville være blevet en god, bitter gymnasielærer, Poul!
    Poul sagde, – Det er længe siden, jeg gav fortabt overfor den energi, Ib.
    – Ikke forstået. Ib Olsens øjne hang debatlystne på ham.
    – Jo, jeg ved ikke, hvornår det skete, men på et eller andet tidspunkt gik det op for mig, at livet består af et uendeligt antal øjeblikke, og at nærværet – evnen til at være tilstede i hvert af disse øjeblikke – var det vigtigste for mig. Men okay, jeg havde også lært om Churchill og de andre store malere.
    – Churchill –
    – Jeg skulle bare teste din viden, grinede Poul.
    Ib Olsen grinede med. – Som Kong Pyamas. Godt så.
    Poul sagde, – Jeg kan sige det på en anden måde. Hvordan ved vi, at der ikke engang, et eller andet sted, i en fjern, glemt kultur, måske har eksisteret en konge ved navn Pyamas, som gik og rodede lidt med den todelte natdragt for herrer? En beklædning, som måske, ad uransagelige veje, satte sig ubevidste spor i senere kulturer, helt frem til vores?
    Ib Olsen betragtede ham alvorligt. – Det er et godt spørgsmål.
    Poul sagde, – Ja, måske. Eller også er det det rene sludder. Jeg mener, vi lever ikke så mange år på denne planet, Ib. Jeg vil sige, at min måde er den, at jeg tager tiden i agt.
    – Hvordan?
    – Ja, ved ikke at gå alt for meget ind i de ting. Altså viden. Det er en skøn ting, men der skal være balance i tingene. Hvad hjælper det at være ekspert i inuitter og etruskere, hvis man ikke kender sig selv og ikke ser Vorherres himmel?
    – Er du religiøs? sagde Ib Olsen.
    – Ikke sådan, at jeg har en gud, som jeg bliver tosset over, hvis nogen laver en fræk tegning af. Nej.
    – Men du beder?
    Poul smilede. – Jeg beder om at blive et bedre menneske. Og prøver på at være det. Men jeg ved oprigtig talt ikke helt, hvem jeg beder til. I sidste ende er det jo kun mig selv, der kan gå ud og være en, som jeg tror på.
    – Og lægge ører til mindre oplyste sjæles kvababbelser?
    – Sådan tænker jeg ikke på det.
    – Men du må da krumme tæer, når jeg sidder og hidser mig op over sædernes forfald?
    – På ingen måde. Det er livet. Det er oven i købet sjældent, at der kommer en så inspirerende og livlig person her, som så helt og fuldt er tilstede, både nu og i det, han gør i det daglige. Som også er livet. Din lod – med og uden kvababbelse.
    – Det morer dig?
    – Ja, det har moret mig at høre på, hvad du har at fortælle. Du er bedre end 'Bager-Jørgen'.
    – Mener du det?
    – Ja da. Vi har jo kun det sjov, vi selv laver, Ib. Jeg forstår til fulde din desperation ved at se en kultur, du elsker, gå i glemmebogen, eller hvad den nu gør. Og dybt inde tror jeg, at du elsker livet. Dine elever. Du vil dem det godt, og det kan de ikke undgå at mærke, også selv om de tror, at Kejser Slendrian opfandt sjusketheden. Du spøger med dem. Det er din ret. Nogen vil sige, at det er det eneste, vi rigtig kan gøre.
    Ib Olsen sagde, – Er der aldrig nogen, der har beskyldt dig for at være en hellig rad?
    – Jo, det hænder. Er der aldrig nogen, der har beskyldt dig for at være en moraliserende kloge-Åge?
    Ib Olsen gav et lille, smilende fnys og lod sig synke lidt sammen i stolen, mens han sagde, – Jo, det hænder.
    – Apropos ærlighed, sagde Ib lidt senere, da de havde husket at drikke lidt af kaffen, – her er en vits. Et ægtepar i teatret. Manden bøjer sig over til konen og hvisker, – Jeg har lige sluppet en fis, en rigtig sniger. Hvad synes du, jeg skal gøre?
    Poul så på Ib, det var allerede sjovt.
    – Så bøjer konen sig over og hvisker, – Jeg synes, du skal sætte et nyt batteri i dit høreapparat, skat.
    De grinede, Poul af morskab over vitsen, Ib mere af morskab over, at Poul grinede. Sjovt var det.
    Så sagde Poul, – Her er en anden. En ung mand spørger sin far til råds. Hvilken slags kone skal han vælge? Ib så ud under øjenbrynene, tavs.
    – Faren siger, – Vælg en pige med meget små hænder. Sønnen spørger selvfølgelig hvorfor, og faren siger, – Fordi så ser din pik større ud.
    De grinede igen, denne gang af de omvendte årsager.
    Poul sagde, – Måske skulle vi gå ind i stand-up, når du går på pension. Vi ville more os.
    Ib nikkede. – 'Poul & Ib'. Det kunne godt gå hen og hitte. – Som 'Bager-Jørgen'.
    – Ja, Dronningen lo da i hvert fald hjerteligt, sidst jeg så 'Bager-Jørgen' i fjernsynet.
    – Tonight I'm going to do it with tartelets, sagde Poul og imiterede 'Bager-Jørgen'.
    – Så du hr. Donaldson? sagde Ib. – Brudens far? Da kameraet kørte hen på ham? Han så sådan lidt … afventende ud.

NB! Uddraget, der er en del af kapitel 23, står s. 222-227 i bogen.