Fersk som et æg uden salt

Dem, der ikke bryder sig om femikrimien og dens forfatterinder, får krudt til kanonen med Therese Philipsens debut.

ANMELDELSE: Skal man grine eller græde..? Mest af alt har jeg lyst til bare at trække på skuldrene og komme videre i bunken af bøger til efteråret. Men presset af min redaktør får Den tjekkiske forbindelse lige et par ord med på vejen.

Gigantiske klichéer
Jeg ved ikke, hvad der er værst – det uoplagte sprog eller det dårlige plot. De utroværdige karakterer eller de gigantiske klichéer. Den uengagerede afvikling af handlingen eller de tæerkrummende banale refleksioner over journalistlivet. Eller jo – jeg ved godt, hvad der er værst: Summen.

For summen af alle disse synder er Den tjekkiske forbindelse. En uøvet og skidt gennemført krimi om en ung kvindelig journalist, der arbejder på et tv-program, der til forveksling ligner kriminalmagasinet Station 2 med en programvært, der til forveksling ligner Niels Brinck osv.

Denne kvindelige journalist sendes med kameramand på tur til Tjekkiet, hvor en dansk lastbilchauffør er fundet dræbt i en busk bag et bordel. Det lokale politi er nogle slemmer karle, mafiafætrene næsten endnu værre, og så bliver kameramanden endda kørt ned!

Svævebaner, Ørneborge...
Efter lidt lir på redaktionsgangen ender vores vores heltinde i en i bedste James Bond-inspireret scene, hængende i en låst kabine i en svævebane på vej op til en skummel Ørneborg af noget nazi-noget, og så skyder de også hende ned! OG SÅ – stod jeg af.

Det er simpelthen ikke godt nok. Der er ingen udvikling i scenerne, figurerne er fladere end gennemslagspapir, sproget fersk og blegt som et kogt æg uden salt.