Digteren Tomas Thøfner har begået en smuk, lille bog. Et essay om livet og døden, som tager udgangspunkt i personlige erfaringer i forbindelse med broderens død. Genremæssigt ligger vi et sted mellem erindring og filosofi. Det første bliver katalysator for det sidste.

ANMELDELSE: En fransk filosof, vist nok Sartre, siger et sted, at livet uden døden ville være meningsløst. Hvis vi levede evigt, ville vi aldrig have ambitioner i tilværelsen. Vi ville ikke tage livtag med vanskeligheder. Alting kunne udskydes. Vi skal med andre ord sætte pris på døden.

Men for Tomas Thøfners bror er det omvendt. De psykiske dæmoner, han kæmpede mod, fik ham til at isolere sig fra livet. Både i form af overvægt, social fobi og flugt til dvd-action. Der var ikke rigtigt noget liv, hvilket Thøfner smukt men lakonisk udtrykker ved at remse broderens efterladte effekter op.

Det er, hvad der er tilbage af et liv. Det suppleres lidt senere men en lige så trist liste over inventaret i broderens lille lejlighed.

I essayet forsøger Tomas Thøfner at indkredse dels sine egne tanker omkring broderens liv og død, dels de tanker, som tankerne har sat i gang. Først og fremmest kredser bogen omkring det fravær af forklaringer, som dødsfaldet rummer.

Normalt vil man i essayformen støde på et regnvejr af namedropping. Filosoffers ideer og forfatteres anekdoter. Men Thøfner gør det kliniske renset for den slags. Modigt vælger han at lade sin personlige erfaring være det eneste udgangspunkt.

Når metaforen træder til
Thøfner er ateist. Ved broderens bisættelse medvirker ingen præst. Det er Thøfner selv, der holder en tale, som ville have gjort Richard Dawkins [Evolutionsbiolog og bannerfører i moderne ateisme, red.] stolt. Broderen bliver en lille parentes i forhold til 18 mia. års univers. Bagefter synger de en salme. Dejlig er jorden. Thøfner bemærker selv, at det er en voldsom modsætning.

Når forståelsen svigter, tager myterne over, skrev Johannes V. Jensen i sin tid. Det er i sproget og forestillingsevnen, vi begriber det ubegribelige. Som Jensen frasiger Thøfner sig religionen og vil i stedet forlade sig på forklaring og fornuft, men faktisk ender bogen med en form for afklaring. En decideret trosbekendelse, hvor der til slut står: "Jeg tror på at tiden længe har været inde til at tørre krokodilletårerne væk, vi er sammen om at være alene, for vi er ikke børn længere, det er os der er de voksne."

En flot metaforisk beskrivelse af, hvordan mennesket i denne verden er overladt til sig selv. Men alligevel kan være sammen om det. Hvordan vi står med hele ansvaret. Exit Gud. Det bliver faktisk rendyrket eksistensfilosofi. Et ekko af Camus' formaninger om at tørre øjnene og skubbe den tunge sten foran sig. Arbejd hårdere! Se glad ud!

Filosofi der forvirrer
Bogen bærer titlen Punktum, en fin metafor for døden. Et ophør af fortælling. Thøfner skriver i bogen, at begivenhederne omkring broderens død i sig selv tegnede en klar fortælling. Og det er trods de triste undertoner blevet en god fortælling, der kan blive stående efter det sidste punktum er læst.

Men det er faktisk ikke fortællingen, men bogens filosofiske indhold, der fortjener den helt store ros. Det er klassisk filosofi. Den gør ikke én det mindste klogere. Filosofi handler ikke om nøglefærdige løsninger eller indflytningsklare fakta.

Filosofi kan én ting. Rejse de spørgsmål, som bringer vores grundlæggende forvirring op på et højere niveau. Det gør Tomas Thøfner. Der er liv efter bogen.