Renset for bøgetræer

Thomas Qvortrup fortsætter ad det spor, han lagde ud i sin debut, Tæt på paradis: Der bliver drukket og horet igennem i jetsettet – samtidig med at en understrøm af ondskab og lede manifesterer sig i en stribe bestialske mord. I den nye roman Delvecchios dom følger man en stjerneadvokats samvittighed tage hævn over et retssystem, der tillader skyldige at gå fri…

ANMELDELSE: En meget udansk bog.

Noget i den retning var der et af dagbladene, der karakteriserede Thomas Qvortrups første roman, Tæt på paradis. Og det er meget præcist formuleret: Der var virkelig meget lidt vajende bøgeskov i Qvortrups debut, som fulgte en gruppe australske beachbums med lig i lasten. Ganske vist mødte de undervejs i deres hærgen på en thailandsk strand en lille gruppe danske piger eller kvinder, men de kunne såmænd ligeså godt have været svenskere, tyskere eller hollændere. Pointen var snarere, at pigerne – specielt en enkelt af dem – var kommet meget langt hjemmefra og i øvrigt havnet i seriøst dårligt selskab.

Og hvor der kun var få reminiscenser af Danmark i Qvortrups debut, så står hans nye roman Delvecchios dom som en fuldgyldig, international produktion. Hvis det ikke var, fordi jeg vidste bedre, så havde jeg ikke i én eneste sætning undervejs fået fornemmelsen af, at jeg sad med en dansk roman mellem hænderne. Den virker så amerikansk eller international (og det er ikke ment som en anke), at det er helt uforståeligt, at man faktisk læser den på originalsproget.

Retfærdigheden ske fyldest
I Delvecchios dom møder vi forsvarsadvokaten Jeff Delvecchio, som er den store, lysende stjerne blandt amerikanske advokater: Han er ung, mere end velhavende og så tilpas glat og dygtig, at han endnu ikke har lidt et nederlag i retssalene i sin karriere. Og det er vel at mærke en karriere, som udelukkende tæller "umulige" sager med maksimal mediedækning.

Det siger næsten sig selv, at en ubrudt stribe af sejre i den slags sager giver lidt knaster. Selv i den mest firkantede advokathjerne skraber frikendelse på frikendelse af voldsforbrydere lidt i overfladen på samvittigheden. Og skulle de ikke gøre det i advokathjernen, så rykker de i hvert fald noget ved den menige borgers retsbevidsthed – foruden at skabe seriøs misundelse blandt kollegerne.

Så samtidig med at Delvecchio selv drøner derudad i sin spritnye Mercedes E med diet-cokes og udenlandske øl i køleboksen, europæiske vine i tusinddollar-klassen, lækre jakkesæt, som ofte kun bruges en enkelt gang eller to, og store armbevægelser på toprestauranterne plus lidt amfetaminer til at vågne på og et par benzodiazepiner til at sove på, så er der en eller anden, der tager hånd om retfærdigheden… En efter en bliver Delvecchios klienter nemlig opsøgt af en eller anden, som forsøger at få dem til at angre deres forbrydelser, inden han slår dem ihjel på en ofte ganske grusom måde. Og helt logisk rettes mistanken mod det eneste, de forskellige ofre tilsyneladende har til fælles: Jeff Delvecchio.

Som læser følger vi i små, umærkelige skift henholdsvis advokaten og drabsmanden. Og vi trænger helt ind under huden på begge: Ser scenerne med deres øjne, følger med i deres tanker og lærer langsomt deres bevæggrunde og baggrunde at kende. Men efterhånden som romanen skrider frem bliver det stadig vanskeligere at holde de to lag i fortællingen ude fra hinanden. De to mænd – og er det nu to mænd, eller bare to sider af samme mand? – har samme vaner, samme sprog, samme tanker og færdes i de samme kredse.

Bret Easton Qvortrup
I Qvortrups univers følger vi nogenlunde samme klientel som i Bret Easton Ellis' serie Under nul, Uskrevne regler, American Psycho og Glamorama. Men i modsætning til fx American Psycho – og for den sags skyld også Tæt på paradis så er skildringen af volden og mordene i Delvecchios dom ikke lystfyldt. Den er snarere modstræbende og sorgfuld – omend fascineret. Men den er der, beskrivelsen, og den er ekstremt eksplicit, kvalmende og bestemt ikke for sarte sjæle.

Et stykke inde i Delvecchios dom går det op for læseren, at Qvortrup i virkeligheden har videreført selve grebet fra Tæt på paradis. I den første bog blev handlingen drevet fremad i konstante overlap: Først så man en scene gennem én af personerne, derefter så man samme scene gemme et nyt sæt øjne, som så førte læseren en lille smule videre. Herefter overtog en tredje person depechen, startede med at vise den nye scene med et nyt blik og gik herefter skridtet videre igen…

I Delvecchios dom bliver det undervejs klart, at Jeff Delvecchio selv tilhører den gruppe, som man følger i Tæt på paradis. Han blev blot hjemme, da de andre var tvunget til at flygte ud af landet, fordi han ikke var involveret i det sexdrab, der satte den første bogs handling i gang.

Letlæst på den svære måde
Så også hér er der en parallel til Easton Ellis' univers, hvor man i en stribe bøger på helt samme måde følger smågrupperinger af samme overklassemiljø med overlap i persongalleriet og gennem konstante skift i synsvinklen får en scene eller en erindring belyst fra forskellig hold. Men i modsætning til Ellis er det ikke så meget rodløshed og overfladiskhed, der danner baggrund for myrderierne og brutaliteten i Qvortrups bøger.

Rodløshed, umodenhed, overfladiskhed, materialisme, overforbrug og fremmedgørelsen er alt sammen til stede – men selve myrderierne bliver ikke nær så indkapslede af omgivelserne som i Easton Ellis' univers. Hos Qvortrup er de mere et udslag af et egentligt psykopatisk sind, som i hvert fald i nogen grad står i grel opposition til det omgivende miljø, og som sådan måske også en smule enklere at kapere for læseren.

Hvad, der også var enkelt for denne læser at kapere, var Delvecchios dom. Hen over 300 sider sker et skred i romanen: Hvor man startede med at læse for at hitte ud af, hvem der egentlig stod bag mordene, så mister man dette fokus undervejs – og læser i stedet for i stigende fascination af en verden så kvalmende tom, rungende hul og alligevel magnetisk dragende, at man skal meget langt væk fra forårets vajende bøgetræer for at finde noget lignende.

Selvom de eksplicitte skildringer af myrderier og voldsfantasier er svære at læse, fordi øjnene og hjernen nærmest gør fysisk modstand mod ordene, så er romanen som sådan opslugende og læst i ét hug som suget fra et jetfly med kurs mod San Francisco…