Prisvinder på det jævne

Heksens tid blev kåret som årets islandske krimi i 2005. Men det forekommer noget tyndt, mener vor anmelder. Godt nok har bogen kvaliteter – dog minder den mest om et miskmask mellem en hårdkogt Raymond Chandler og en influenzaramt Colin Dexter.

ANMELDELSE: Havde journalisten Einar fra Eftermiddagsbladet arbejdet for mig, var han hurtigt blevet fyret som følge af talentløshed. Einars skaber, den islandske forfatter Árni Thórarinsson, og Einars foresatte i kriminalromanen Heksens tid nøjes imidlertid med at forflytte den småkiksede og alkoholiserede journalist fra hovedredaktionen i Reykjavik og til provinsen.

Her – fra egnen omkring Akureyri – bliver et par af hans første opgaver dækningen af en drukneulykke i forbindelse med en overlevelsestur på Jøkelfloden og et interview med gymnasieeleven Skarphedinn, der skal spille hovedrollen i et gammelt skuespil om en mands pagt med djævlen. Den karismatiske Skarphedinn forsvinder imidlertid kort før premieren, og Einar, som allerede er godt i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder i forbindelse med drukneulykken, påbegynder nu også en efterforskning af Skarphedinns forsvinden.

Efterhånden som Einar kommer bagom idyllen, får han indblik i det provinsielle samfunds skyggesider, hvor organiseret kriminalitet, narkoproblemer og politiske intriger er en del af dagens (u)orden.

Overraskende løsning
Heksens tid blev i 2005 kåret som årets bedste islandske krimi og indstillet til den islandske litteraturpris samme år. Jeg kender ikke sammenligningsgrundlaget, men det forekommer mig, at det må være lidt tyndt, hvis Heksens tid skulle være det bedste, som islandsk kriminallitteratur kunne præstere i 2005. Bevares, Thórarinsson får på elegant vis ført gamle sagn og myter ind i vor tid, han evner at skabe et accelererende handlingsforløb undervejs i værket, og løsningen på romanens kriminalgåder er overraskende.

Alligevel lykkes bogen kun næsten. Fortællingen er for banal i forhold til det relativt store persongalleri, som det kan være vanskeligt at holde styr på, medmindre man tager noter undervejs. Hvad angår de humoristiske tilløb, som bogens foromtale lover, kan man sige, at den hele tiden prøver at være morsom uden at være det.

Forvirrende miskmask
Thórarinsson refererer til kriminalserier som Inspector Morse og Taggart. Det skulle han måske have afholdt sig fra, for selvom det er udmærket at have ambitioner, er der ingen grund til at udstille sin egen uformåenhed ved at minde læseren om nogle af de ypperste indenfor genren. Thórarinsson vil for meget på én gang i Heksens tid, og resultatet bliver et forvirrende miskmask af hårdkogt Raymond Chandler og influenzaramt Colin Dexter på en blå mandag. Kort og godt: en krimi på det jævne.

Jeg vil heller ikke undlade at påpege, at der i den danske oversættelse af Heksens tid forekommer adskillige sproglige fejl, som måske ikke gør teksten uforståelig, men som dog forstyrrer og irriterer undervejs. Jeg fristes til at tro, at det skyldes et mangelfuldt kendskab fra oversætteren Gísli Magnussóns side til – især – faste vendinger i det danske sprog. Det kan imidlertid undre, at ingen på forlaget har fået øje på de sproglige fadæser såvel som på de korrekturfejl, der optræder lidt vel hyppigt i teksten.