Vellykket grafisk roman.

ANMELDELSE: Lad os springe over alle diskussioner og vitser om, hvad forskellen er på en tegneserie og en grafisk roman.

Thomas Thorhauge, der er et velkendt navn både over og under grunden i det danske tegnermiljø, har udgivet Kom hjem, der må rangere som Danmarks anden grafiske roman indenfor de senere år.

Den er prangende i sine gebærder og ganske vellykket som fortælling.

Alenemor i et kollektiv
Romanen foregår i Frankrig og København (og en lille smule på månen). Den handler om alene-moren Thea, der efter et færdselsuheld ender som del af et "politisk aktivt kollektiv," det som man også kan kalde en "terrorcelle" – alt efter hvor man står, forstås.

Fortællingen panorerer med flid gennem mangfoldige politiske og personlige diskussioner i kollektivet, og vi følger gruppens forskellige aktioner, hvoraf den sidste er en lidt mere alvorlig af slagsen og finder sted i København. Indimellem den megen snak (hvori naiviteten ikke helt undgår at støde ind i forfatterens store begejstring for fart) er flettet nogle anekdoter i blåt og en veloplagt eksperimenteren med nogle af tegneseriens grundlæggende virkemidler: billedbeskæring, sekvensering, sideopsætning og taleboblernes placering og udformning.

Det kan nogle steder virke en kende for syntetisk, men tilføjer alligevel romanen en drømmende stemning, der i sine bedste øjeblik godt kan gå hen og blive sådan lidt små-epifan i det.

Stor troværdighed
Når synsvinklen er lagt hos Theas lille søn, Robert, der er omkring tre år gammel, virker alle Thorhauges krumspring bedst. Så får han netop – som man kun kan gøre det i en tegneserie – skabt en barneverden af stor troværdighed, qua de manglende ord. En treårig dreng kan jo kun se, og sådan er det også i de sekvenser af Kom hjem: ordløs sansning af verden, monteret i fragmenter, der i sekvenseringen danner en subjektiv og meningsgivende sammenhæng.

Drive og fortælleglæde
Rent begrebsmæssigt kan man også godt kritisere tegnestilen en lille smule. De der gummiagtige stiliseringer og en lidt halvhjertet brug af dyretræk i visse af karakterernes ansigter virker lidt som et ikke helt lykkeligt møde mellem en europæisk intellektualisme og god dansk hygge.

Til gengæld er der drive i hver eneste side, og farverne knalder derudaf sammen med glæden ved at fortælle.

Hvis man overhovedet interesserer sig for genren er der ingen vej udenom Kom hjem.