Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 26.8.2009
[Opdateret d. 26.8.2009]

ANMELDELSE
Thomas Thorhauge:
Kom hjem
Grafisk roman
200 sider
Kr. 249,95
Rosinante
Udkommet 15. maj 2009

 

Af
Christian Bonde Korsgaard




Omslag til bogen

Thomas Thorhauge
Er født 1973, tegner og selverklæret tegneserieaktivist, som har været med til at give den danske tegneserie et gevaldigt løft – også intellektuelt – de senere år.

Det er bl.a. sket med bogen Forandringstegn (2004) om grafiske romaner og antologien Blæk (2006), der samlede op på ny dansk tegneseriekunst.

Udgav sin første tegneserie i 2000 og har senest udgivet minitegneserien Jørgen Leth i 2008.

Thorhauge er formand for Dansk Tegneserieråd, der blev stiftet i foråret 2009.

Andre grafiske romaner
På dansk grund kan man nævne Allan Haverholms Sortmund fra 2006 og så diverse værker af Teddy Christiansen og Peter Snejbjerg (hvoraf den fremragende Hypernauten netop er genudgivet på Forlaget Forlæns).

Får man smag for genren, er det også værd at få fat i norske Jasons helt sublime værker, hvoraf indtil videre to er udkommet på Forlaget Fahrenheit.

Ny tegneserielinje
Forlaget Rosinante skriver i deres pressemeddelelse: "Graphic novels er tegneserier til et voksent publikum i romanformat – og tit af et mere litterært tilsnit end traditionelle tegneserier. Rosinante udgiver som startskuddet for en ny udgivelseslinje to graphic novels i foråret 2009, Thomas Thorhauge: Kom hjem og Posy Simmonds: Gemma Bovary."

Forhåndsanbefalinger
Som et lille marketingtrick er der foldet et papstykke omkring bogen med et par ultrakorte forhåndsanbefalinger.

Sissel-Jo Gazan står for en af dem: "Kom hjem er en sjælden perle, og til alle der endnu har graphic-novel-genren til gode: Start her!"



*

RELEVANTE LINKS:

Besøg Thomas Thorhauges hjemmeside – læs mere om Kom hjem og bl.a. mulighed for at bladre i minitegneserien Jørgen Leth...

Læs Senturas artikel om den danske tegneserie, der stormer fremad, fra 2006 – bl.a. om Allan Haverholms Sortmund – også gode links...

Hos Free comics – "Tegneserier til folket" – kan du læse flere anmeldelser af tegneserier...

Besøg Dansk Tegneserieråd...


  Social kritik med knald på farverne

Vellykket grafisk roman.

ANMELDELSE: Lad os springe over alle diskussioner og vitser om, hvad forskellen er på en tegneserie og en grafisk roman.

Thomas Thorhauge, der er et velkendt navn både over og under grunden i det danske tegnermiljø, har udgivet Kom hjem, der må rangere som Danmarks anden grafiske roman indenfor de senere år.

Den er prangende i sine gebærder og ganske vellykket som fortælling.

Alenemor i et kollektiv
Romanen foregår i Frankrig og København (og en lille smule på månen). Den handler om alene-moren Thea, der efter et færdselsuheld ender som del af et "politisk aktivt kollektiv," det som man også kan kalde en "terrorcelle" – alt efter hvor man står, forstås.

Fortællingen panorerer med flid gennem mangfoldige politiske og personlige diskussioner i kollektivet, og vi følger gruppens forskellige aktioner, hvoraf den sidste er en lidt mere alvorlig af slagsen og finder sted i København. Indimellem den megen snak (hvori naiviteten ikke helt undgår at støde ind i forfatterens store begejstring for fart) er flettet nogle anekdoter i blåt og en veloplagt eksperimenteren med nogle af tegneseriens grundlæggende virkemidler: billedbeskæring, sekvensering, sideopsætning og taleboblernes placering og udformning.

Det kan nogle steder virke en kende for syntetisk, men tilføjer alligevel romanen en drømmende stemning, der i sine bedste øjeblik godt kan gå hen og blive sådan lidt små-epifan i det.

Stor troværdighed
Når synsvinklen er lagt hos Theas lille søn, Robert, der er omkring tre år gammel, virker alle Thorhauges krumspring bedst. Så får han netop – som man kun kan gøre det i en tegneserie – skabt en barneverden af stor troværdighed, qua de manglende ord. En treårig dreng kan jo kun se, og sådan er det også i de sekvenser af Kom hjem: ordløs sansning af verden, monteret i fragmenter, der i sekvenseringen danner en subjektiv og meningsgivende sammenhæng.

I nogle af overgangene flirter Thorhauge lidt med nogle fantastiske elementer, men de får aldrig helt luft nok under vingerne til at føje sig fuldendt sammen med den til tider ret tunge dialog i kollektivets stuer.

Drive og fortælleglæde
Rent begrebsmæssigt kan man også godt kritisere tegnestilen en lille smule. De der gummiagtige stiliseringer og en lidt halvhjertet brug af dyretræk i visse af karakterernes ansigter virker lidt som et ikke helt lykkeligt møde mellem en europæisk intellektualisme og god dansk hygge.

Til gengæld er der drive i hver eneste side, og farverne knalder derudaf sammen med glæden ved at fortælle.

Hvis man overhovedet interesserer sig for genren er der ingen vej udenom Kom hjem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

[ t o p ]       [ h j e m ]