Der mangler plads til undren

Thue Friislund debuterer med novellesamlingen Forsvindingsnummer, der trods et godt blik for dagliglivets monotoni og mærkværdigheder er for entydig til at være rigtig interessant.

ANMELDELSE: Forsvindingsnummer rummer 14 korte tekster, der næsten alle kredser om forskellige, mandlige jeg-fortælleres større og mindre genvordigheder med tilværelsen i en nutidig storby. Friislund lægger sig i både tematik og fortælletone op ad Raymond Carvers slice-of-life-stil med en række kig ind i hverdagssituationer, der gemmer på drama lige under overfladen.

Friislund har et rigtig godt blik for detaljer – dufte, synsindtryk, gestus – og formår i de fleste af novellerne at skære en lille bid liv – oftest ladet med melankoli eller desperation – skarpt ud på siderne. Detaljerigdommen er dog oftest parret med et noget sendrægtigt tempo og i visse tilfælde med tommetykke pointer. I Stregkoder møder vi et ægtepar, der bruger en sommerhusweekend på at sætte fotos i album. Han er mest tændt på projektet og klipper og klistrer sin version af familiehistorien frem. Hun tager fat på afrejsedagen, og laver et album med alle hans fraklip. Et godt billede af et ægteskab, hvor man lever – og oplever – ved siden af og ikke med hinanden, men fortalt så omstændeligt, at pointen er klippet ud længe før enden.

For meget af isbjerget
Friislund er bedst, når han giver lidt slip og lader velgørende glimt af absurditet og lurende fare komme frem på siderne. Den antydede konflikt mellem tre drenge i svømmehallens omklædningsrum i Kongen vender tilbage rumsterer længe efter, man har glemt selve historien om en fars traumatiske barndomsoplevelser i samme svømmehal. Og Wimbledon, en pingpong-dialog på to sider om beskaffenheden af tennisbaners kridtstreger, er en fuldbyrdet absurd genistreg med rigeligt stof til eftertanke. For hvis kridtstreger holdes oppe af små muskelmænd – hvad mon man så ellers har gået og overset i tilværelsen?

Forsvindingsnummer er ikke en helt vellykket debut. Friislund har sans for menneskers små idiosynkrasier og besynderlige omgangsformer, men de fleste af novellerne mangler den mangetydige uforudsigelighed, der er nerven i slice-of-life-genren. Vi kan se for meget af isbjerget og sejler trygt og umærkede udenom.