Flugten i vasketøjskurven

Ind er et helvede af en bog. Den er umulig at holde af, men alligevel må man anerkende, at den indenfor sin genre er yderst velskrevet og højest effektfuld. Det er postmodernisme, når det er både værst og bedst.

ANMELDELSE: Det er heldigt at roman-betegnelsen har så vide rammer for, hvad man kan fylde i den. Ellers kunne norske Thure Lund godt risikere at løbe ind i anklager om falsk markedsføring.

Ind er nemlig ikke en roman – men en anti-roman. Den lever af at lade sine lag overlappe hinanden, for at syrede og ulogiske mønstre kan tegne sig på kryds og tværs af hinanden. Især går den slags fiksfakseri hårdt ud over det, man kalder den litterære teksts verdenslag. Forfatteren opererer med et ustabilt fortællerjeg, der har en så stærk indre synsvinkel – og interesse for sig selv – at intet ydre rigtigt træder frem for læserens bevidsthed.

Stikker af i vasketøjskurv
Romanen er inddelt i tre hoveddele og handler, så vidt man kan påstå, den har en handling, om en kedelig mand, der får en byld på ryggen (ja, så spændende er udgangspunktet) hvorefter han begynder at gå baglæns gennem en skov (det er helt skørt) for så at blive arresteret og indlagt på et sindssygehospital, hvorfra han stikker af i en vasketøjskurv, som han vist egentlig aldrig forlader igen.

De sidste hundrede sider tilbringes således med flashbacks og alskens fortællesammenbrud inde i en vasketøjskurv – jeg er ikke helt sikker. Stærke sager, hvis man er til den slags sindsoprivelser. Tyndt pis, hvis man kan lide at drikke sin te grøn og ren.

Smadrede fortællinger
Indimellem er Ind virkelig forfærdeligt langt ude, men som oftest er den alligevel bare et irriterende opkog af David Lynch med hovedpine, Roland Barthes uden rødvin og T.S. Eliot på en dårlig dag.

Forfatteren er dog på ingen måde ueffen og kan producere både kritik og grotesker af høj kaliber. Men idet han vælger at blande alting uløseligt sammen, bliver grænserne mellem fortællingen og det fortalte så – ja, undskyld udtrykket – gennemkneppede, at der inden længe kun er trevler tilbage.

Branket læseoplevelse
Jeg synes. man bør anerkende energien, den klare skrivestil og de mange gode idéer. Jeg synes også, man bør ærgre sig over det spild af energi, klar skrivestil og gode idéer, som den vanrøgtede og nedbrudte helhed virkelig er. Men synes man. at fortællingens opløsning stadig er et spændende projekt at glo på, skal man slå vejen forbi dette nedslag af norsk postmodernisme – så er det, seriøst, topklasse.

Samlet set vil jeg beskrive min læseoplevelse som smagen af sortbrankede spejlæg tilsat lugten af brændt metal. Alt i alt minder dette solipsistiske og selvoptagede tramperi om at børste tænder med ståluld og mayonnaise: Det foregår ikke helt efter forskrifterne og gør mere skade end gavn.