Forfatteren kan være overbevist om. at kun de stædigste hænger på efter de første ti sider, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Mikkel Thykier synes at finde fornøjelse i at teste sine læseres ekspertise og udholdenhed, og han er åbenbart ikke interesseret i at lade sig læse af hvem som helst.

Til en begyndelse indleder han sin, som dramatik opsatte, prosatekstsamlingshybrid Godmorgen, Columbus, med et fransksproget citat, hvis ophavsmand den interesserede (og forhåbentlig franskkyndige) læser må søge grundigt efter i den godt skjulte kolofon.

Allerede her får Thykier altså etableret en elitær distance til store dele af værkets potentielle publikum. En distance, som jeg – som (indrømmet) novice udi kunsten at læse Thykier – næsten omgående får en fornemmelse af, at han ynder at omgive sig med.

Kun de stædigste hænger på
Skulle man nu vove at springe citatet over og haste videre til den egentlige tekst – enten fordi man alligevel ikke forstår fransk, eller fordi man tænker, at et indledningscitat kun i undtagelsestilfælde har den store betydning for et værks indholdsside – kan Thykier føle sig rimeligt overbevist om, at det kun er de allerstædigste (og anmelderne), der hænger på efter de første ti tilknappede sider, der fremstår som et tæt kondenseret forsøg på at beskrive umuligheden i sprogligt at fremmane billedet af (d)en andens ansigt og jeg-fortællerens oplevelse af det.

De øvrige tekster er stillet op som dialoger og lejlighedsvis som stykker for tre stemmer, men i langt de fleste tilfælde forbliver mindst en af aktørerne stum. Talen lukker sig om sig selv, går i ring eller fungerer som spejlbilleder af udsigelser i forudgående replikker.

(Sam)talerne strider sig således stædigt sendrægtigt og i løsrevne scener fremad mod sidste side med ungdommeligt naive betragtninger over tilnærmelsesvise møder, over køn, med- og mellemmenneskelighed eller mangel på samme, samt glimtvis personlige erindringer, i en diskurs, der synes hentet hos den intellektuelle, sprogligt begavede division af det politisk oplyste autonome miljø, men kunne have været udskiftet med en hvilken som helst anden diskurs.

Som indholdsløst smalltalk
På indholdssiden er teksterne præcis så uvedkommende og substantielt indholdsløse som størstedelen af den smalltalk, man kan komme for skade at overhøre i en overfyldt bus fra universitetet en mandag i regnvejr eller i pausen under et litterært undergrundsarrangement for wannabees en torsdag på Nørrebro.

Det er en tale, hvis fornemste opgave det er at holde stilheden og den indre tomhed på afstand og at signalere til omverdenen: Jeg kommunikerer, altså er jeg! Som den kvindelige Columbus i værket siger til Emil: "Du er ikke bange for at kede dig, vel? For det skal du ikke være."

Voila, mine damer og herrer, sådan skaber en nutidskunstner smal litteratur! Sådan skiller en forfatter sig ud fra den brede hob skribenter, der henvender sig til pøbelen med læservenlig, handlingsmættet og/eller sprogligt inciterende tekster.

At sabotere sproget
For at kunne dechifrere Godmorgen, Columbus, er det nærmest uomgængeligt, at man kommer på sporet af Maurice Blanchot, ophavsmanden til tidligere omtalte citat, og sætter sig ind i denne franske litteraturteoretikers univers: Et univers, som for mig at se har det ærinde at sabotere sproget og dermed at lade hele litteraturen implodere som begreb betragtet, i og med sin til det nihilistiske grænsende forestilling om sprogets manglende funktionalitet som kontakt- og forståelsesdanner.

Efter min mening bygger Thykiers værk på en uhyggeligt skrøbelig konstruktion, som kun er bæredygtig, så længe den understøttes af et elitært universitært læserpanel med hang til blodfattige, usensuelle og verdensfjerne abstraktioner.

Det samme, vil jeg, med det kendskab, jeg indtil videre har erhvervet mig til Blanchot, mene, gælder for Blanchot, hvis udlægninger af sprog og litteratur som en fra livet løsrevet enhed jeg umiddelbart må opfatte som sprogfilosofisk og litteraturteoretisk flueknepperi af første klasse.

Konstruktionslitteratur
Der skal nok være dem, der vil klappe i hænderne, fordi det i udpræget grad lykkes Thykier at mime den sprogets og skriftens truende tomhed og magtesløshed som middel til at nå den anden (i eksistentiel og eksistentialistisk forstand), som Blanchot åbenbart er så optaget af. Jeg er bare ikke en af dem.

Jeg må opfatte Godmorgen, Columbus som ren konstruktionslitteratur, form for idéens skyld eller med andre ord endnu et eksempel på den konceptkunst, jeg elsker at hade.