Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ANMELDELSE
Morten Søndergaard:
Tingenes orden
Roman
168 sider
Kr. 225,-
Borgen, 2000


Af Jakob Hansen

 

omslag
 

Vandringer i by og hjerne

Tingenes orden hedder Morten Søndergaards første roman. Men det er ikke just orden, der præger den måde tingene kommer myldrende i denne bog. Faktisk har hovedpersonen fået sig så effektiv en hukommelse, at alle mulige ting fra tankerne om fortiden begynder at materialisere sig rundt omkring ham. Og hvilken uorden skaber det ikke.
    Søndergaard er digter og encyklopædist, og tingene er meget vigtige for ham, har han sagt i et interview, hvor han også fortæller: "Jeg oplever det som om, at tingene har en viden - uden at det bliver metafysisk - og at jeg er på samme niveau som tingene, jeg er ikke over eller under dem, jeg er ikke afskåret fra dem: Jeg er selv en ting. Det er vel noget med at insistere på det objektive, at man kan sige noget om verden. Det er sgu det det handler om."

Morten Søndergaard er med sin digtning en del af det kendemærke ved en side af 1990ernes litteratur, som handler om at lade det selvoptagede og patetiske 'jeg' være lidt i fred og i stedet for vende opmærksomheden ud mod elementernes verden, mod verdens virvar af ting. "Jeg er den utydelige grænse mellem kaos og orden", hedder det i digtet "Solfanger" fra bogen Ild og tal , og den grænse som digteren undersøger og befinder sig i, handler vel kort sagt om det lidt uldne forhold mellem tingene i sig selv derude og så den måde, vi ser dem på, og de ord vi bruger om dem.
    I denne roman er det stadig Søndergaards og sprogets og hjernens mellemværende med tingene, som hvirvles mod læseren i en række helt korte og fint afbalancerede kapitler. Men det handler også om erindringer, labyrinter, København og kærlighed.

 

Søhesteformet hjernevinding
Hele romanen foregår i tankerne hos den person, som ikke er blevet sig selv igen efter at have fået en tagsten i hovedet. I et af de første kapitler fortæller lægen på hospitalet, at "det er hippocampus, der er blevet rystet, en søhesteformet hjernevinding i det indre af hjernen. Det er den, der skal holde styr på både korttids- og langtidshukommelsen."
   Problemet er bare, at hovedpersonen nu lider af omvendt hukommelsestab. Det som bare skulle være lidt uro efter en hjernerystelse udvikler sig til en hel række barndoms- og begyndende ungdomsminder, som kapitel efter kapitel bobler frem.

Bogen er hægtet sammen af en række links mellem nutid og fortid: Umiddelbart efter lægen har talt om en søhesteformet hjernevinding, følger der fx et kapitel, hvor den unge mand netop mindes en søhest, han fik som seks årig. Og om den lyder det: "Søhest, søhest, der fordeler al viden i verden,"
    Søhesten, som også er afbildet på romanens titelblad, er altså det sted i hjernen, hvor vi husker det, vi ved om verden. Og det vi ved er bl.a. en masse ting, som knytter sig til vores minder. Alle de ting bærer vi sådan set rundt på inde i hovedet, og når vi erindrer noget, er det på samme måde virkeligt for os. Sådan kan man i hvert fald vælge at forklare, hvorfor alle de genstande, som optræder i hovedpersonens erindringer efterhånden flyder rundt på gulvet omkring hans seng på hospitalet og senere fylder hele hans lejlighed op.

 

Byen og hjernen
Efterhånden som man lærer oplevelser, stemninger og tanker fra drengens fortid at kende, får han navnet Ikaros som i den græske myte. I myten var Ikaros spærret inde i en labyrint. Det lykkedes ham dog at flygte ved hjælp af de vinger, som hans far flikkede sammen, men trods faderens advarsel fløj Ikaros for tæt på solen, vingerne smeltede, og han styrtede i havet.
    I Tingenes orden er faren pilot, og han har bygget et labyrintisk hus med mange rum. Men Ikaros bevæger sig også rundt i sin egen hjernes labyrintiske irgange, hvor den ene erindring fører til den næste: "Pludselig står bedstemorens lænestol midt på gulvet. Hjernen lever sit mørke liv; den følger en ny og ukendt orden, som han har at indordne sig under."

Ligesom tingenes konkrete tilstedeværelse og minderne om tingene smelter sammen i fiktionen, så smelter byen og hjernen også sammen. Ikaros ser på et tidspunkt et røngtenbillede af sin hjerne, hvor "en række påfaldende lige skygger, streger, der går på kryds og tværs i et ordnet netværk, fine linjer, gader, der forgrener sig og danner et kort. (...) Det er et kort over en by, og byen er København" Herefter bevæger Ikaros sig rundt i byen ad gader, gange, veje og stier, eller er det bare rundt i sin egen hjernes kort over byen?

Ikaros har et kort over byen i sin hjerne, men byen ligner også en menneskelig hjerne. Gennem sammenligninger og metaforer bliver byen i stigende grad beskrevet som noget komplekst og organisk, der opretholder en form for bevidsthed! Det er en spændende analogi at følge i glimt, og man får færten af nogle mulige sammenhænge.
    Ligesom de konkrete ting flettes sammen med bevidstheden om dem, så er mange sætninger også med til at væve tingene sammen, fx: "Han går tur i sin hukommelse". Eller: "København ligger én til én i hans hjerne. Hvad skal han stille op med denne uregerlige hovedstad? Hvordan skal han bære sig ad med at kende forskel?" Samtidig bliver det af og til svært for læseren at afgøre, hvad der foregår inde i hovedet, og hvad der sker ude i byen. Og det er sikkert også meningen at overskride og flosse grænsen for, hvad vi kalder virkelighed.

 

Tankernes strømmen
Romanen igennem spørges der til, hvad et menneske egentlig er. Det er bl.a at være på to ben og udstyret med en hjerne og erindring, der er i stand til at glemme forskelle og detaljer og derved tilegne sig det abstrakte. Men de egenskaber mangler Ikaros netop i sin særlige tilstand. Han befinder sig i et kaos af tankestrøm og indtryk fra verden:
    "Tingene har overtaget hans lejlighed, hans tanker, hans liv. I hans hjerne findes kun dette absurde rasende kaos, et plumret mudder af genstande, der opløses i tankernes strøm. Han har mistet alle relationer. Han er selv en ting." Og det er denne labyrint, som Ikaros til sidst må flyve væk fra - sammen med Alice, som endelig gør det muligt at glemme. Tror jeg nok.

Bogens virvar af ting vidner om en trang til at lade alting myldre frem i en rivende strøm eller nå derind i sig selv, hvor det hele hvirvler frit omkring eller følge tingenes ukendte mønstre og årsager, men samtidig vidner romanen også om nødvendigheden af at ordne tingene i en eller anden form. Tingenes orden er både en roman om at erindre og et eksperiment udi at komme bagom den måde, vi vanligt opfatter verden på, at snige sig ind på tingenes egen orden - om det så er et sted i hjernen, eller hvor det er. På samme måde forsøger Søndergaard også løbende at dreje udtryk og talemåder i et forsøg på at aftvinge sproget en ekstra viden om verden. At forske i sproget og sin erindring må på denne måde svarer til at forske i virkeligheden.

Tingenes orden er en fascinerende bog, fordi den er let og elegant skrevet og læst, og alligevel er den sammensat og ikke lige til at gennemskue. De mange spredte refleksioner og sproglige firnuligheder virker aldrig tyngende eller påklistrede, men smyger sig ind og ud mellem de levende erindringsglimt, som må være en del af Søndergaards egen historie, der væves imponerende fint sammen med det mere filosofiske og poetiske projekt.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]