Inga Toft, født 1944, har siden sin debut i 1979 udgivet syv digtsamlinger, når man regner den nye 'Brud stykker' med. Hun har også skrevet en enkelt novellesamling i 1997, der at dømme efter de nøje udvalgte anmelder-citater på flappen blev pænt modtaget. Med andre ord kunne man vel kalde hende dét, der plejer at hedde en 'etableret lyriker'. Og alligevel ikke rigtig. For spørgsmålet er vel hvor mange, der kender hende – selv gjorde jeg i al fald ikke.
Egentlig er det svært at skulle vurdere digtene. På den ene side er de nemlig så knastørre, at man kunne være angst for at miste tænder ved læsningen. Men på den anden side er der samtidigt noget rigtig sympatisk og gævt over dem. Ordet gævt er valgt med omhu som det jyske udtryk, det er. Inga Toft gør bestemt ikke nogen hemmelighed ud af, at hun er jyde – hverken i den lidt sindige måde, hun skriver på, eller med de motiver hun behandler.
'Brud stykker' består af i alt 36 digte, der falder i to hovedafsnit på hver 18 digte. Det første afsnit hedder 'Brud'. Det andet hedder 'Stykker', såmænd. I afsnittet 'Brud' former digtene et skåret billede af et kærlighedsforhold, der måske har været – måske ikke. Under alle omstændigheder ender det med den lakoniske konstatering: "Det svundne er ikke mere en drøm / men brudstykker af den virkelighed, der omgiver dig". Afsnittet 'Stykker' er mere prosaagtig og let at gå til, og indeholder en masse små skitseagtige portrætter af mennesketyper – fra mappedyret til landsbyens særling. De virker meget autentiske og selvoplevede.
Hovedproblemet med 'Brud stykker' er, at alle digtene virker for antydende og for lidt udfoldede. I kærlighedsdigtene ved man aldrig rigtig, hvad der foregår, og sproget er ikke spændende nok til at fastholde interessen. Der er en musikalitet i digtene, der vidner om sprogsans. Men det ligger mere i, at ordvalget er sparsomt og bevidst - end i en sansende brug af sproget. I portrætterne er der en række billeder man husker - f.eks. kvinden, der kører et tv hjem i indkøbsvognen. Men det ligner også noget, man har set et utal af gange før.
Samtidig er layoutet ikke vellykket. At de forholdsvis korte digte – det længste er på 17 linjer – hver har en titel skrevet med en meget 'poetisk teksttype' – sådan masser af buer og streger, skråskriftsagtig – virker lidt søgt. Og forsideillustrationen med et hjerte, der brændes på bålet, er lidt for naivt og plat symbolsk for min smag. Det bliver lidt for meget, og får én til hurtigt at dømme 'poesibog' – i betydningen selvsmagende føleri.
Og det er synd. For jeg understreger – efter at have brugt pegepinden til at understrege, hvad der kunne gøres, fordi jeg fornemmer, at forfatteren kan og vil noget mere – at igennem digtene strømmer der trods alt et eller andet tiltalende frem. Portræt-digtene har f.eks. en rolig konstaterende tone, der virker meget menneskekærlig. Ligesom Inga Toft skriver i digtet om 'Budet': "Selvrespekt var ikke et ord han brugte. / Han havde den bare." I digtenes usentimentale men lidt sørgmodige stemning tegnes et sind, der ved noget om livets store og små brud.
Der er ikke nogen rigtigt vellykkede digte i samlingen. Men da Inga Toft til hverdag er beskæftiget som journalist, bliver hun nok ved med at skrive. Heldigvis. For måske kunne der faktisk også blive en digter ud af hende.
Sprog:
Underholdning:
Potentiale:
Nødvendighed:
|
* * *
* *
* * *
* *
|
[Der gives mellem en og seks stjerner]
