ANMELDELSE
Søren Toft
Ilmarch
Noveller
136 sider
Kr. 198,-
Samleren
Udkommet marts 2003

Af
Julie Top-Jensen

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas anmeldelse af Søren Tofts roman Den elektriske nattergal [Samleren], der kom i 2006...

Søren Toft braser befriende afsted i sine debutnoveller: Tempoet er hæsblæsende, sproget løssluppent, og universet ret foruroligende.

Spøjse glimt af småsære menneskers mærkelige tilværelser i bizarre paralleluniverser. Det er varen, som debutanten Søren Toft leverer i samlingen Ilmarch – seks stk. noveller, som stikker i øst og i vest på en meget forfriskende måde. Måske bliver det ind imellem næsten for frisk i det – men gennemgående er det en styrke hos Toft, at der er så meget kul på.

Velkendt Danmark
Det er et velkendt Danmark, men med markante twister, man møder på ilmarch med Søren Toft. Fx provinsbrylluppet i Bryllup med Eliza med talentløse talere, trommen på tallerknerne og fyrværkeri-spruttende islagkage, men også med en desperat polsk brud, som sidder ude i egetræet og nægter at være med til festen – hvilket man sådan set ikke er uforstående over for efter at have stiftet nærmere bekendtskab med den håbløse flok om det hesteskoformede bord i forsamlingshusets lokaler.

Der er også den pinagtige historie B. Z. Severinsen om to bizarre typer, som sniger sig til at bo på et deprimerende plejehjem for at lænse de gamle for livsvisdom. Det er imidlertid sværere, end man lige tror, og projektet løbet noget af sporet.

Badutspringssprog
Et par af novellerne er lidt sværere at falde for. Både Jukeboks Charlie om en samling frustrerede gademusikanter og titelnovellen Ilmarch om en fugleudstopper i praktik på Zoologisk Museum har deres stærke sider, især er der fine sproglige badutspring i den sidste, men hvad vi skal med fortællingerne, er jeg ikke sikker på. Dét behøver jo ikke være et kvalitetskriterie, men når man flere gange undervejs i læsningen tvivler på, hvad man man skal stille op med denne bogstavmolevit, kan det blive lidt problematisk.

Men generelt kastes det på en og samme tid til-det-gabende-kedsommelige og let forskruede univers for læserens fødder i et sikkert og veloplagt sprog – som i denne lille erindring:

"Søndagsskole og varm mad to gange dagligt. Det er både udfordrende og trygt at vokse op i en landsby lidt uden for Esbjerg, med få undtagelser kan man lege lige præcis hvad og hvor man vil ude i naturen, så meget plads er der, og blandt jyder holdes det for sandt, at de børn, som ikke blæser væk i efterårsstormene, vokser op og bliver sunde mennesker at leve der".

Hvad er der nu galt med and i rød karry?
De spøjse fortællinger finder sted i et univers, der er en smule forskruet – på den ene side et genkendeligt Danmark, på den anden side en besynderlig planet, beboet af bizarre typer. Ikke et ondt ord om bizarre typer – det er forfriskende, at en julebøn fx kan lyde sådan her i den forskruede Hr. Fuptogts dyrehandel:

"Kære søde Gud, først og fremmest et stort tillykke med juniors fødselsdag. Du sidder uden tvivl i din silkekimono med nysnoet overskæg lige nu og svinger spisepindene over en gang stegt and i rød karry. Glædelig jul og velbekomme til jer begge to, eller hvor mange I nu er samlet på en juleaften. Jeg skal slet ikke trætte dig med min personlige lideldesehistorie på nuværende tidspunkt, blot vil jeg fortælle dig, at at alting er gået rigtig galt for mig her på det sidste. Blandt visse andre ting er jeg blevet forladt af mine nærmeste og befinder mig nu i mere end én forstand i livsfare. Umiddelbart vil jeg mene at en sådan opsparing nok skulle kunne kvalificere mig til lidt velgørende opmærksomhed fra din side […] En eventuel garanti for at Ketty og jeg ikke ligger med stængerne i vejret inden nytårsaften vil være intet mindre end et mirakel. Ja, visselig! Fortsat god aften og på forhånd tak."

Og så har jeg ikke nævnt Sparkedragten. Om den vil jeg bare sige, at fodbold øjensynlig har større eskapistiske kvaliteter, end jeg var klar over. Man bliver helt bekymret for kærestens kærlighed til timerne på den grønbrune pløjemark, han kalder en fodboldbane.

En ny genre
Crazyrealisme – en genre er født med Søren Tofts Ilmarch (nå ja, det er måske ikke, fordi det aldrig er set før, men det er ihvertfald ikke set lige sådan her). Tak for turen i kapgang.