RELEVANTE LINKS:

Filmens officielle hjemmeside

Det kan være svært at skære gennem den tommetykke hype, der omgærder frigivelsen af De to tårne, Peter Jacksons seneste tilbygning til trilogien om Ringenes Herre. Tag bare den obligate pressekørsel af filmen for den hjemlige kritikerstand forleden dag. Siger og skriver een person fra hvert medie havde fået lov at overvære seancen, dog kun mod forevisning af det tilsendte adgangskort samt overholdelse af forbudet mod at medbringe håndbagage i biografsalen. Den slags forhindringer giver kun mening, når filmselskabet har mistanke om, at nogen rigtig gerne vil se filmen.

I tilfældet De to tårne er mistanken begrundet. Siden den 19. december sidste år har 1,2 millioner danskere set Eventyret om ringen, som også er udkommet på DVD, så de ulykkelige få, der ikke fik den set, kan få bragt orden i sagerne. Dertil kommer, at anmelderne i den grad dømte første del inde som en værdig filmatisering af J. R. R. Tolkiens genreskabende epos. Mon ikke reaktionen bliver lige så begejstret denne gang. I hvert fald indfrier filmen alle mine forventninger. Og mere til.

Rejsen mod Mordor
Groft sagt falder handlingen i De to tårne i tre hovedspor. Det første følger hobitterne Frodo og Sam på deres færd mod Mordor, den onde Saurons rige, for at ødelægge ringen. De får ufrivilligt følgeskab af den krybende Gollum, der lover at lede dem til Mordors porte. Det er ikke et sikkert løfte, for Gollum er besat af ringen, og hans ødelagte sind veksler skizofrent mellem barnlig oprigtighed og det giftigt udspekulerede.

Imens støder Aragon sammen med dværgen Gimli og elverbueskytten Legolas på Rohanfolket. Deres konge Théoden er blevet tryllebundet af den korrumperede troldmand Saruman fra Isengard, som har sendt sine horder af Orker og uruk-hai'er afsted for at angribe kongedømmet. Men med hjælp fra Gandalf, der har rejst sig efter den drabelige kamp med Balroq'en i Morias miner, bliver kongen løst af fortryllelsen. Han beordrer sit folk at søge dækning for Sarumans styrker i Helms kløft - en hidtil uindtagelig fæstning i bjergene, og så er scenen sat for et slag mellem godt og ondt af enorme dimensioner.

I et tredje mindre spor støder Frodos venner fra Herredet, Merry og Pippin, på de vældige træhyrder, kaldet Enter. De vogter over Midgårds dybe skove og kommer til at spille en ikke uvæsentlig rolle i kampen mod ondskabens riger.

Status på halvvejen
Med De to tårne befinder vi os i Tolkien-trilogiens midte, hvorfra man har bedre overblik over Peter Jacksons dispositioner. Eksempelvis er der klart tale om en fortsættelse af sagaen og ikke en opfølger eller toer. Hvis man ikke lige kender historien fra bogen, er det ikke muligt at springe på her, for Jackson gør sig ingen anstrengelser for at resumere. Det er både et klogt og konsekvent valg, der prioriterer filmen som et sammenhængende værk, som vitterligt kan og skal ses i sin monstrøse totalitet.

Eventyret om ringen havde to afgørende svagheder, der nu bliver en styrke i De to tårne. For det første var det nødvendigt med en ret så omfattende præsentation af filmens univers og figurer, som gjorde indledningen noget lang spyttet. For det andet savnede man et klimaks. Filmens afsluttende træfning, der kostede alt for menneskelige Boromir livet, havde ganske enkelt ikke dramatisk tyngde til at forløse de forudgående næsten to en halv timers film. I stedet for at runde filmen af, fremstod den blot som endnu en episode i rækken.

I De to tårne er alt forarbejdet nu gjort, og Peter Jackson kan koncentrere sig om at levere monumental og spektakulær action fra begyndelse til slutning. Tolkien-aficionados vil måske beklage, at fortællingens moralske og filosofiske lag er blevet kraftigt reduceret i De to tårne, ligesom romantikeren må sande, at vægten ligger på krig og ikke kærlighed.

Til gengæld har man sjældent set noget, der når spændingsniveauet i De to tårne til soklerne. Med sine hyppige sceneskift holder Jackson historiens 3-4 handlingstråde stramt bundtet og øger filmens tempo til det hæsblæsende. Kun få gange sænkes farten, og da er det for mest effektivt at bygge op til næste energiudladning. Det hele kulminerer i slaget ved Helms Kløft, som allerede må have indskrevet sig som en af de mest ekstravagante kampscener i filmhistorien. Jackson og co. har uden tvivl vredet den sidste byte ud af computeren for at kunne give et så levende indtryk af, hvordan et stormløb med titusinde brølende Uruk-haier tager sig ud.

Sublim teknik
Teknisk set er De to tårne uovertruffen. Filmens computeranimationer er et foreløbigt højdepunkt i den udvikling, der for alvor tog fart med Steven Spielbergs Jurassic Park fra 1993. Spielbergs dinothriller havde dog den åbenbare skavank, at publikum skulle vente i noget, der føltes som hele kridt-, jura- og tertiærtiden tilsammen, inden vi endelig fik T-rexen at se.

Med al tydelighed viser De to tårne, at det nu knap ti år efter er teknisk og økonomisk muligt (formedelst 270 millioner $, ganske vist) at lukke helt op for bestariet; kæmpemæssige krigselefanter, stinkende helvedshyæner og flyvende øgler er bare nogle af ondskabens animalske inkarnationer, som giver ordet fabelagtig en helt ny klang. Uimponeret over at 'det kan lade sig gøre' nøjes Jackson ikke med at fetichere skabningernes blotte eksistens på lærredet, men lader dem indgå som selvfølgelige elementer i handlingen.

Bedrift
Som de fleste vil vide er alle trilogiens dele indspillet simultant over en periode på halvandet år. Det gør Ringenes Herre til en kraftpræstation, der sætter nye standarder for filmproduktion i et nyt årtusinde. Det er intet mindre end en bedrift at holde sammen på en så righoldig godtepose af visuelle detaljer og samtidig sikre den intensivering af såvel billedsprog som handling, der naturligt vil være publikums forventning efter første dels overvældende succes. Det lykkes til fulde.