Terror i Oslo

ANMELDELSE: I Saudiarabien bliver den unge Noorah dræbt af hendes mand. Det efterlader hendes bror Saeed i en tilstand af nærmest sygelig sorg og hævntørst. Problemet er blot, at genstanden for Saeeds hævntørst er en af den arabiske verdens mest effektivt bevogtede og verdens rigeste mænd: Prins Yasir…

Samtidig opløses en islamisk terrorcelle ved tilfældets gunst i Oslo – og talknuseren Tommy Tenvold får et tilbud om et tilsyneladende både lukrativt og attråværdigt topjob i et internationalt inkassofirma. Tre nøglebegivenheder, som på overfladen ikke har meget med hinanden at gøre – men skinnet har det som bekendt med at bedrage. Specielt i kriminalromanerne.

Tre spor
Tom Kristensen har med Dødsriget skrevet en roman om tilfældets absolut sorte ironi. Om sommerfugleeffekten, der tilsiger, at små begivenheder leder til enorme konsekvenser, hvis bare omstændighederne er gunstige – eller i dette tilfælde ugunstige – og man venter længe nok.

I Dødsriget følger vi i det ene handlingsspor en nyslået terrorist med en absolut personlig og hemmelig dagsorden. Han vil på én gang slå til mod det vantro vesten og ramme den hånd, der fodrer ham med uset kraft.

I et andet spor følger vi den specialstyrke i det norske politi, der forsøger at modvirke hans aktion – og i et tredje spor er vi i hælene på en uvidende Tenvold, der bare drømmer om at gøre sig økonomisk uafhængig via sit gyldne job i det private erhvervsliv.

En bog om hævn
Dødsriget er en effektiv spændingsbog – velskrevet og spændende, lydefrit oversat. Plottet afvikles på en måde, så man umiddelbart køber de grundlæggende præmisser. Man for forståelse for de private motiver, der driver terroristen – om end man aldrig på nogen måde opfordres til at billige hans metoder.

Men samtidig bliver det måske også en smule småt. I hvert fald hvis man sidder med håbet om at få en forståelse for eller indsigt i terrorens væsen. For det er slet ikke Kristensens ærinde. I stedet har han skrevet en roman, der måske nok kredser om terrorismen – men i bund og grund handler om noget så oldschool og nede på jorden modbydeligt som hævn og ituslåede forhåbninger.

Det gør på ingen måder romanen ringe – det gør det bare til en anden bog, end man måske kunne forvente. Afslutningens grumhed – den sorte, sorte ironi – er helt særlig modbydelig og hele bogen værd.