Dengang jeg drog af sted...

ANMELDELSE: Som titlen jo fastslår, handler Gå om det at flytte fødderne for at komme fremad, hvilket unægtelig sker ret ofte for de fleste af os og derfor er et berettiget og ofte udforsket emne indenfor litteraturen. I Gå er projektet udspecificeret som det at opsøge de huse og veje, hvor de helt store forfattere har skrevet og gået i tidens løb.

Det starter med, at fortælleren, der generelt er nærmest umulig at skelne fra forfatteren, en skønne dag skrider fra det hele; rejsen til fods er et opgør, en oplysningsproces, selvdannelse, og man bliver nærmest ulideligt klog af den. Sammenbindingen mellem læsning og vandring viser sig at være et tema med noget bund i; selvom 216 sider uden egentlig plotudvikling måske allerede på forhånd er at overskride en fundamental sikkerhedsafstand.

Filosofi og lommeuld
Til at starte med var jeg begejstret, og hvis ikke man kender Tomas Espedal, og det gør man jo ikke, er han da turen værd; anekdoterne og de mange små analyser, samt enkelte øjebliksbilleder og landskabsbeskrivelser, er såmænd fine sager. Idéen er pudsigt tænkt og overbevisende udført.

Men Tomas og jeg var alligevel nødt til at skilles med en vis kulde imellem os. Det grundlæggende problem i vores forhold er, at vi ikke kan enes om grænsedragningen mellem filosofi og lommeuld. Med en blød synsvinkel og en utæmmelig hang til ufuldstændige sætninger delagtiggør han læseren i alt fra at skifte plaster på fusserne til, hvordan det at blive klippet får én til at føle sig ny i hovedet.

Og bliver det ved med at være spændende at høre om, hvordan han sidder småfuld og betragter folk og skriver i sine notesbøger? Er Benjamin og Baudelaires Paris ikke stjerneblændt bedre end denne her postmodernisme? Hvad ville der ske, hvis bogens prangende undertitel blev udskiftet med den mere forsvarlige "eller en sludder for en sladder om at drikke sig stiv og onanere"?

Jeg-jeg-jeg!
Vi blev jo ikke ligefrem uvenner, men min betydelige glæde faldt altså længere og længere nedad, jeg kunne ikke fastholde bogens tone, efterhånden som hans selvbesyngelse besteg højere og højere tinder uden at få andet med end utålelige sammenligninger af sig selv med kanonens allerstørste forfattere.

Alle de store navne, Tomas spiller bold op ad, er så langt bedre, end han er, hvilket han vist har en tendens til at forveksle med jævnbyrdighed. Når man ubekymret tror, man kan bide skeer med snart sagt enhver flanør og opdagelsesrejsende fra Rousseau og Wordsworth over Nietzsche og Kierkegaard til Baudelaire og Rimbaud, vil jeg mene, der kræves lidt større selvironi, end Espedals fortæller formår at installere i tekstens udsagn.

Jeg kan til sidst – jeg-jeg-jeg! – ikke se andet end, at han er en flødebolle, men måske er det mine øjnes blylodder, der har formørket indsigten. I sin helhed ender bogen med at være en noget brægende flakken om mellem litteraturhistoriske anekdoter og tilsyneladende selvbiografisk rygrankeri.