Digitale digte

Mening eller ej. Det er sjældent et nøglespørgsmål i poesi – men når nu poesien ikke er skrevet af et menneske, men genereret af en computer, som i Tomas Thøfners nye bog, Altings A, så forholder det sig noget anderledes…

ANMELDELSE: Computerpoesi? Hvad i alverden er det for en fisk?

I Thøfners forord, Poesi med stort C, til sin egen (og vel landets) første samling i genren, redegør han udførligt for baggrund, metode og faldgruber i projektet. Dette bliver yderligere uddybet i et grundigt appendiks, bagest i bogen, der nærmest må få en Klaus Høeck til at blegne af misundelse med sine tekniske referencer, sin abrupte start med en avanceret formel og sin uendelighed af matematisk utilgængelighed i øvrigt.

Men det får hvile et øjeblik, appendikset, vi starter kronologisk med forordet. Projektet er nemlig ikke så utilgængeligt eller tosset endda. Det er først, når man begynder at trænge ned i de bagvedliggende programmeringstekniske detaljer, at tal og bogstaver begynder at danse fandango ned over siderne.

Thøfner har simpelthen konstrueret nogle forskellige computerprogrammer, hvor man hælder ord ind i den ene ende – gerne sammenhængende ord, ikke nødvendigvis lyriske, men fx et par nytårstaler, et bibelsk Evangelium, lidt læserbreve eller andet godt. Ud af den anden ende kommer så poesi.

Ja, eller gør der? Det er jo så spørgsmålet.

Mening eller ej
Et af computerdigtene, som Thøfner har navngivet "Ude af stand til hvem" efter en central linje i digtet, slutter med ordene "vær en / verden af stof og / al villen er umulig" – og det, sammen med den forunderlige titel, lyder da ret poetisk. Og det er såmænd også muligt at læse en hel del meninger ud af de tre linjer, som konklusion på et i øvrigt ret lapidarisk digt.

Og det er for mig den helt centrale pointe i denne bog af computerskabt cut-up poesi: At meningen tilsyneladende i langt overvejende grad skabes i læserens hoved. Altså, når vi læser "almindelig" poesi (i forordet starter Thøfner med at spørge, om nogen digtsamling kan karakteriseres som almindelig – og det er langt mere end et retorisk spørgsmål), så har tekstens afsender, digteren, oftest én eller anden intention med sin tekst. Han forsøger vel på et eller andet plan at indlejre en form for mening eller formål i eller med sin tekst.

Men det kan et computerprogram bare ikke. Og når vi så alligevel kan læse mening i computerteksterne, er det enten den gode gamle sandsynlighedstese om, at en abe på et eller andet tidspunkt ville få skrevet sig frem til fx King Lear, hvis man gav den en skrivemaskine og ellers ventede længe nok på at tilfældet ville indtræffe – bare i mindre målestok hér – eller også er det, fordi meningen opstår i modtageren, i læserens hoved.

Mening eller ej
Dén tanke er da sjovt. Den er måske ikke ny – men Thøfners måde at føre "bevis" for tanken er. Det er en slags cut-up poesi i anden potens. Problemet med denne bog er bare, at det sjove meget, meget hurtigt holder op med at være sjovt. Og det rigtigt interessante ved bogen er, at så dukker der faktisk noget andet sjovt op.

Lad mig forsøge at konkretisere: Det er morsomt, at man som læser tilskriver en maskinel tekst mening. For så fører man jo netop bevis for, at meningen primært opstår i ens eget hovedet. I dét øjeblik, man er kommet til den konklusion, er det faktisk ikke så farligt interessant at læse flere af teksterne i bogen. For teksterne i sig selv er ikke specielt interessante. De er … ja, hvad er de egentlig?

Ord, der umiddelbart falder for, er fx "tekniske", "kolde", "kedelige" – men spørgsmålet er jo så, om dén karakteristik er farvet af ens viden om projektet? Om man ville læse digtene anderledes, hvis man formodede, at der sad et menneske bag tastaturet, mens computeren genererede poesien?

Og når man sådan har moret sig med at være usikker på sin egen læsesituation – og nået frem til, at uanset hvad, er digtene i sig selv ikke gode eller spændende nok til, at man gider læse ret mange i træk, så kan man måske begynde at overveje, hvad det er, denne form for poesi konkret kan. At trænge ind i selve genren.

Mening eller ej
I forordet er Thøfner selv inde på, at computerpoesiens vaklen mellem mening og tilfældighed har fat i det centrale for et digt.

Og det er ikke noget helt tosset udgangspunkt for at forsøge at forstå, hvorfor poesi er så ualmindeligt interessant (i hvert fald for en – indrømmet – umådelig lille, nærmest nørdet skare af ordhoveder): Denne dirren i spændingsfeltet mellem det tilsyneladende absurd tilfældige i at knække en linje på et givent sted og forsøget på, på den ene side, at indlejre mening eller i hvert fald et udsagn i dette linjeknæk fra forfatterens side – og, på den anden side, læserens forsøg på at fange selv samme eller en helt anden mening i linjeknækket og digtet som helhed.

I dette spændingsfelt, mellem tilfælde, lynnedslag og mening, kalkulation, opstår poesien. Opstår det smukke. Opstår kunsten. Men kan det være kunst, kan det være poesi, kan det være smukt, når der er maskine og ikke et menneske i den ene ende af den kommunikation? Det skurrer lidt i ørerne, ikke sandt? Det er ikke helt let at tro på. Faktisk er tanken så kættersk, at den ikke langt fra at være en smule provokerende.

Men bare rolig, min poesielskende, kulturradikale medsammensvorne – det er håb endnu. For i virkeligheden er det ikke særligt smukt, det Thøfner præsenterer os for i sin bog. Det er ikke særligt poetisk eller kunstnerisk. Det ligner måske nok ved første øjekast – men det mister meget hurtigt sin glans. Om det så er, fordi der mangler mening eller noget helt andet, det er vanskeligt helt at få styr på.

Mening eller ej
Men der mangler i hvert fald nerve. Ja, der mangler sgu også nærvær. Og en forankring i noget genkendeligt. Det hele bliver meget, meget lapidarisk – meget løsrevet, luftigt, utilgængeligt. Det bliver reduceret til sine bestanddele, ord, hvis man går for tæt på.

Men et skævt og spøjst indspark – også til selvrefleksionen som læser, dét er projektet i hvert fald. Spørgsmålet er så, om det kan bære en hel bog? Jeg mener "nej".

I mine øjne havde projektet vundet mere ved at blive præsenteret som et tekstligt eksperiment med forordet og en serie teksteksempler i et tidsskrift, som en kronik eller lignende – og så med appendikset, den utilgængelige men strengt nødvendige for hele projektets troværdighed gennemgang af metoder, programmel og bagvedliggende matematisk teori, lagt ud på en hjemmeside sammen med originaltekster og en syndflod af andre computergenererede poetiske tekster.

I en bog er der næsten for lidt kød på idéen til at det giver – mening…