Teksteksempler

1. Uddrag fra Mand i uddrag

Han kommer vandrende. Fredeligt. I de blå og rødsprængte øjne kan folk ikke se sig selv, men de kan se og lugte, hvor han holder til. Stedet han altid vender tilbage til. Han stirrer udtryksløst ind i solen. Den hælder mod horisontens huse. Han krydser Mimersgade og bestiller en pølse, grimasserer og synger ”det hele lidt til og meget mer”. Han spiser og spilder obligatorisk ned ad sig selv, på skjorten, får også den klat på buksebenet som man stående på et ben forsøger at tørre af med skoen. En vanskelig øvelse.
     En tyver til pølsemanden på gaden, siger han og hilser overdrevent med en finger eller to til hatteskyggen. Vender sig så med en dyb indånding. Med solen i ryggen, trukket af sin egen evige skygge, forsvinder han ind i Café Heimdals røgfyldte mørke.

Lejligheden er fuld af lort og gamle mælkekartoner. Han er bekymret for at stå op. Det er umuligt at bevæge sig rundt i de to små værelser uden at støde ind i ting. Han vælter flaskerne og askebægeret på gulvet, da han efter at have været gennem de tomme pakker på sengebordet rækker ud og roder efter et skod. Djævlelort og pavepis, mumler han, men det er ikke en dag til store armbevægelser. Klokken er ti over elleve. Om det er morgen eller aften, det er ikke til at sige, vækkeuret er gået i stå. Han trækker det op, mens han ligger i sengen. Verden går i gang igen ti over elleve. I hans lejlighed.
     På tre kommer han op i siddende. Der afgår tog til Tønder, Bramming, Fredericia og alle S-togsstationer i hovedstadsområdet, i alle retninger afgår der tog fra et sted inde i hjernen. Han må lægge sig lidt på siden, inden han med hænderne tæt presset mod kraniet finder vej til badeværelset, hvor han med den ene hånd plasker vand i ansigtet, mens han med den anden støtter sig til væggen. Han lader vandet fra den kolde hane løbe, gennembløder et håndklæde og lægger det omkring nakken. Sådan står han i ti minutter eller mere, svajende og med koldsved piblende frem på benene.
     I køkkenet er der hverken panodiler eller bajere. Det ved han, inden han når så langt. Han åbner en dåse makrel i tomat, dens næse sender mavesækken op i halsen til hilsen. Han må lade den stå, men han kaster ikke op. Det gør han aldrig. Hvilket helsemæs11 sigt set er en skam. Kastede han op, ville han på kort sigt have færre kvaler i efterbranderten, og på langt sigt ville hans lever og nyrer tage mindre skade. Men det nytter jo ikke noget. Han finder pung og tøj ved sengen, samler flaskerne sammen i en pose og kigger sig en enkelt gang meget diskret i spejlet over den smalle kommode i gangen. Han går i Føtex, undgår den lille købmand på hjørnet, han klarer ikke at møde nogen, han kender. Måske når han har taget et bad og fået et par bajere foran fjernsynet.
     Det er onsdag, der er Champions League, han har spillet 100 kroner på 3-3 til 100 gange pengene igen, for satan. Han vinder selvfølgelig aldrig noget, men allerede før kampen er fløjtet i gang er hans tilstand betragteligt bedret. Han kommer til at gå ud senere, ingen tvivl om det.

NB! Uddraget er fra s. 9-11.

2. Uddrag fra Fjolsernes hus

Da Henrik havde overstået tiende klasse og netop var fyldt sytten begyndte han i gymnasiet. Han var nu fuldt udvokset, og det samme var hans kønsorgan. Han havde målt omhyggeligt efter. I slap tilstand elleve centimeter lang og fire i diameter. I stiv tilstand frygtindgydende fireogtredive centimeter eller over en femtedel af hans højde, som han tænkte, og otte i diameter. Det er nu ikke helt sandt, hans målebånd var en smule unøjagtigt, og han afrunding lidt for gavmild. De virkelige mål kommer her, men kun for den stive tilstand, der jo er den mest interessante: 33,7 og 7,6. Det er dog stadigvæk imponerende, og jeg så derfor ingen grund til at rette ham.
     I gymnasiet krævede det kun en enkelt tur under fællesbruserne efter idræt, før klassekammeraterne havde erkendt hans storhed. Selv idrætslæreren, der var stolt af sin egen udrustning og altid underviste i de dengang næsten moderne cykelshorts for ligesom at fremhæve dette aspekt af sin fysiognomi, blegnede et øjeblik eller to på vej mod sin aflukkede bruser, som han nu pludseligt var gladere for end ellers. Med en blanding af misundelse, afmagt og den vulgære humor, der kendetegner sunde drenge, blev Henrik hurtigt til Jern-Henrik, hvad der alligevel var for subtilt til de fleste, de kendte som sagt ikke den tegneserie, eller mere folkeligt simpelthen til Hestepikken.
     Henrik var ikke ked af disse øgenavne og endnu mindre 10 ked af, at de med tiden blev stadigt mere udbredte og benyttede blandt gymnasiets elever. Selv underviserne antog efterhånden den vane at tiltale ham Jern-Henrik. Det andet øge-, eller et kælenavn var det måske, var dem dog et nummer for skrapt. De var jo undervisere og cand.mag.’ere, de havde gået, nej studeret, på universitetet, de havde dannelse og ønskede alle deres skuffede til DKP, VS, SAP, KAP og andre forjættende akronymer afgivne stemmer til trods at vise dette og i øvrigt at besidde autoritet og lærerværdighed, og derfor var det ikke alt, deriblandt Hestepikken, de kunne tage i deres mund.
     Som alle raske drenge kendte Henrik naturligvis til selvtilfredsstillelsens ensomme og monotone liderlighed. For ham var den en kilde til udløsning og stolthed, når han med to hænder rev i sin vældige pik. Hans løsslupne bevægelser i køkkenrullens nærhed forhindrede aldrig et tredie, selvbeundrende øje i at kigge med, og det var blot endnu en dimension af selvtilfredsstillelsen.
     O, Henrik, du Hestepik, på dit stadigt lydisolerede værelse, der nu gunstigt skjuler din svinske grynten, mens du med kærtegn mishandler dig selv bøjet over dine pornoblades tiltrækkende, grimme og effektive glitter af åbne og fyldte munde, af bare patter, spredte kusser og savlende pikke, umulige fotografier af umulige stillinger skabt til umulige mennesker som os, købt for en slik, alene i smug i kioskerne, hurtigt nu, her er ingen andre og ned i skoletasken, eller mere dristigt i grupper i supermarkeder i en solidarisk, hinanden påtvunget og halvt kunstig kådhed, mens én af jer ved kassen udbryder højt og uden at være blevet spurgt, Express er sgu det bedste af dem, sandt måske, men ikke kun Express, også Ugens Rapport med de legendariske Grå Sider, SuperExpress, Cats og alle de andre er fyldte, så herligt fyldte, med obskøne og urealistiske historier, med almindelige, menneskelige drømme om omkostningsfri og uendelige glæder, købt først i nysgerrighed, siden i desperation over den pige, der ikke er der, og altid i dagligdags, allestedsnærværende, liderlig længsel.
     Alt det kunne man dengang få for omkring fyrre kroner eller en times arbejde på lageret i Rødovre Centrums vinhandel. Henrik var dog som alle andre drenge mere ambitiøs, og han satte sig selv et mål, urealistisk højt, uopnåeligt: Han ville i seng med en rigtig, levende pige. Det pinte ham dagligt, hver time og hvert minut, at han ikke havde været det. Det pinte ham, fordi han vidste, at nogle af de andre allerede var blevet lukket indenfor, hvor det flyder med mælk, honning og ukendte safter, og det pinte ham overhovedet, fordi han ikke havde været det. Det var det eneste, han tænkte på. Han gik i skole, han løste opgaver, og han skrev stile, han spiste aftensmad med sine forældre og gik i biografen med sine venner, men det var slet ikke ham, det var hans dobbeltgænger. Den rigtige Henrik lå nedenunder denne sin sociale medhjælper og tænkte på sex og på, hvordan man kunne få det. Han var slet ikke sikker på, at man kunne, men selvfølgelig kunne man det. Det var faktisk slet ikke så svært, som han gik og troede.
     Til en gymnasiefest stod Henrik i kælderlokalet, han havde ikke lyst til at danse, sagde han til sig selv, så han stod og hang og snakkede med nogle andre. Blandt dem var der en pige, Rikke Mogenstrup, Ride-Rikke, som hun blev kaldt, hun kom vist fra landet og havde som et minde stadig en hest et sted i Glostrup, og hun elskede den hest, så de snakkede om dyr, og Henrik havde engang haft en hund, og han sagde til Rikke, at han havde elsket den hund, hvad han aldrig havde, men han troede på det, mens han løj, og måske havde Rikke heller ingen elsket hest, hvem ved, men hun troede i hvert fald også på det, og pludselig havde Henrik i en gymnasiekælders halvmørke, tilrøgede hjørne, nedenunder aulaens lakerede dansegulv en tunge i sin mund og et bryst i den højre hånd, som hidtil kun havde gjort sig andre erfaringer. Det var ikke et kønt syn, men de så ikke sig selv, de var unge, ligeglade og antændte af et urgammelt gymnasiebegær, og senere gispede hun, da hun tog den i hånden, og mumlede, at så passer det, og fra det øjeblik vidste han, hvad han var, og vidste, at hun vidste det. Han var Jern-Henrik, drengen med hestepikken.