En letvægter siger stop!

En lidt splejset sag – både formmæssigt og indholdsmæssigt. Sådan kunne en hurtig karakteristik af Torben Gammelgaards debut som forfatter lyde. Splejsen på Gl. Kongevej er skam underholdende nok, men den er både hurtigt læst og hurtigt glemt.

ANMELDELSE: Jeg kan huske støvet, der ligesom står helt stille i luften. Synlig i solstrålerne, der falder ind gennem vinduet og ned på gulvtæppet, hvor jeg ligger og roder rundt med et par matchbox-biler, nogle glaskugler eller måske et par miniature plasticsoldater. Det er en tilfældig af en endeløs række af søndag formiddage, jeg er et ubestemmeligt sted mellem syv og tolv år gammel, der er Giro 413 i radioen, hvor skiftende radioværter, efterhånden som jeg bliver ældre, læser mærkværdige, sproglige konstellationer op, der afslører en fabelagtig kreativitet i den udspekulerede øvelse at samle penge ind til godgørende formål. Tiden står akkurat ligeså stille som støvet – og på et eller andet tidspunkt kommer den så, hver evig og eneste søndag: Fiskerpigens sang.

Den højspændt dramatiske fortælling om, hvordan et skib går ned – den efterladte fiskerhustru får et telegram med besked om, at hendes elskede er død. Men det er han jo slet ikke, thi han genopstår med ordene:

Humor, ironi og budskab
På en sær og dejlig ulogisk måde bliver denne klistrede sag af en dansktopvise til en form for rød tråd i Torben Gammelgaards humoristiske debut Splejsen på Gl. Kongevej, som er et bud på en samtidsroman for os nogle-og-tredive-årige i stil med Robert Zola Christensens Jysk fitness, som kom sidste år. Humoristisk, ironisk og dog med et budskab.

Ironien er nogenlunde sammenlignelig med Zola Christensens, humoren er måske mere som at læse Bjarne Reuters ungdomsromaner på syre (og dermed på et lidt højere niveau end førnævnte Christensen). Og budskabet – ja, det er faktisk nogenlunde det samme som i Fiskerpigens sang: Det kan godt være, at skibet går ned, og man svæver i overhængende fare for eksistentiel forlis, men måske er dét skæbnens nåde: Måske er det dér, man kan finde livets lykke…

I romanen følger vi tre personer og over kun fire dage. Men i løbet af de fire dage oprulles deres liv, som det er levet indtil nu for læseren – og for dem selv. Og hver især drager de så deres konklusioner, tager tilværelsen op til revision og forsøger at finde ud af, om de lever livet, som de bør – eller om der evt. skulle være mere i vente for dem på livets landevej.

Ikke mange fibre
Selvom det ret beset er de største spørgsmål for det enkelte individ, der er i spil i bogen, så er det ikke nogen stor sag i sig selv. Det hele bliver pakket ind i skæve smil og en distanceret form, der på den ene side inviterer figurerne i romanen og læserne til at tage fat på selvransagelsen, og på den anden side holder det hele en armslængde ude fra livet og alvoren.

Således møder vi både den ene og den anden slags trussetyve, vi hilser på en morderske og ret beset også en morder, på støvsugeronanister, en splejs på 1.61 som så inderligt gerne ville være en anelse højere, forvirrede forældre, barndomstraumer, og en hund som dør, fordi ejerens søn gøder græsplænen lidt rigeligt i forsøget på at få den til at vokse, så han kan komme til at slå den, så han kan tjene lidt ekstra basseører og dermed få råd til at købe endnu en samling fodboldmærker, som måske indeholder det stærkt eftertragtede mærke med VM-topscoreren fra 1982, italienske Paolo Rossi…

Det er sjovt, det er velskrevet, og det snurrigt finurligt. Jeg morede mig hvert sekund, jeg befandt mig i bogens univers. Og det var ikke mange. Dette sidste skal ikke forstås som en egentlig kritik – bogen er bare så enkelt fortalt og så velturneret, at man simpelthen suger de 215 sider i sig i løbet af forbavsende få timer.

Men det bliver måske også til lidt for lidt på den kalorielette måde. Der er altså ikke mange grovfibre i Gammelgaards debut – og når han tilsyneladende har noget essentielt på hjerte, når han faktisk har som udtalt målsætning at få os til at bremse lidt i den fremfærd, vi kalder et liv, så kunne man måske også forlange, at man faktisk fik lidt at tænke over bagefter.

En sådan bog er Splejsen på Gl. Kongevej ikke. Den er læst og glemt på et par dage.