Kærlighedens væsen

En roman i traditionen fra Peter Høeg. Debutanten Torben Guldberg har meget at fortælle, men efterlader et blandet indtryk hos vor anmelder.

ANMELDELSE: En tusind år gammel mand har siden renæssancen indsamlet historier om kærlighed i håbet om at finde svaret på spørgsmålet: Hvad er kærlighed?

Det er kort fortalt rammen i Torben Guldbergs debutroman Teser om eksistensen af kærlighed, hvori den gamle fortæller fremlægger fem historier om kærlighed fordelt over de sidste fem hundrede års europæisk historie.

Fortællerens egen historie berøres kun flygtigt. Han bor i en baggård i København, og ernærer sig som fortæller, men hvorledes han er blevet ældre end Metusalem, henstår i det uvisse; tilsyneladende kan han ikke dø, sålænge han ikke har noget at leve for, nemlig kærlighed.

Magisk realisme
Teser om eksistensen af kærlighed skriver sig ind i den genre, der går under betegnelsen magisk realisme, vel at mærke tættere på Peter Høeg (hvis nogen husker ham) end på de latinamerikanske forfædre og -mødre.

Her er ingen spøgelser, talende træer eller mytologiske revitaliseringer; Guldbergs realisme ligger i de historiske fakta, mens det magiske dels udgøres af fortællerens alder, dels af en række synkrone handlingsforløb hvor fx en munks partitur kommer til at afgøre Grevens Fejde, og et ungt pars kærlighed utilsigtet stikker en by i brand (1728!)

Historisk falkeblik
Romanens styrke er det historiske falkeblik, hvormed Guldberg tegner de store linier op med sans for de små illuminerende detaljer, gode pointer og humor, såsom omsmeltningen af kirkeklokker til kanoner under 30-års krigen, eller analogien mellem Descartes og en morder – de ledte begge efter en sjæl.

Desværre har fortælleren en ustyrlig trang til at blande sig med kommentarer, idet han gentagne gange henvender sig direkte til læseren, angiveligt for indlevelsens skyld – "for at vi kan være sammen om det her." Resultatet er det modsatte. En markant undtaglse er romanens fjerde historie, hvor fortællen forsvinder og i stedet præsenterer et efterladt manuskript fuld af vindskæv humor og burleske optrin, som tilmed formår at gøre Hegels filosofi appetitvækkende.

Meget at fortælle
Guldberg har meget at fortælle, så meget at det til tider indskrænker sig til det summariske, hvilket understreges af en stakåndet diktion og haltende syntaks: "Jeg kan blot tilføje, at da jeg spurgte ham, om han ikke, efter klosteret var blevet overtaget, og han ikke længere var munk, havde tænkt på at finde Amalie, holdt han en pause."

Stilen er i bedste fald tilstræbt mundtlig, i værste fald bare sjusket. Konsekvensen er, at de magiske handlingstråde trævles op, og værket bryder sammen. Bliver trættende i længden.

Bogens titel kan undre. En tese er et postulat eller præmis (kærlighedens eksistens), som fremføres og forsvares via argumentation (historierne). Med fortællerens egne ord: "Når man spørger, hvad kærlighed er, forudsætter man jo, at den findes." Men gyldigheden af dette præmis betvivles kun kortvarigt, det er blot et underordnet indfald i en roman, hvis altdominerende motiv er kærlighedens væsen.

Mere brod og slagkraft
Og hvad er så kærlighed? Pascal lod det ligge med sætningen: "Ce je ne sais quoi" – dette jeg ved ikke hvad – og nærmere kommer vi egentlig heller ikke i Teser om eksistensen af kærlighed.

Måske er det et spørgsmål om temperament, men det ville have været forfriskende med et eller flere bud, gerne med brod og slagkraft, især når fortælleren indledningsvist selv påpeger, at han vil "øse af visdommen brød".