Ungdomsroman for de midaldrende

Vinderen af Lindhardt og Ringhofs og Bogklubben 12 Bøgers samtids-romankonkurrence, debutanten Torben Munksgaards Retrograd, er fængende og glidende satire med fuld fart på.

ANMELDELSE: Konstruktionen er simpel og forholdsvist ligefrem. Vi møder en jeg-fortæller, der på sin 50-års fødselsdag beslutter sig for at tage en deroute, der forhåbentlig kan vise ham vejen ud af midtlivs- og middelklassehelvedet. Det fører ham bl.a. på druk og pigesjov, så hvis det er den slags, der kan holde læsningen kørende, er man kommet til det helt rigtige sted.

Hvis Retrograd var en film, var den American Beauty – i en rå og ucensureret version – og hvis den var skrevet for 40 år siden, var den nok blevet skrevet af Leif Panduro.

Tilgængelig sprogbrug
Retrograd lider ikke af overflødige dikkedarer – om end hele den samlende idé, at hovedpersonen bliver yngre og yngre, faktisk kan virke unødvendig, som den står i en noget uafklaret bogstavelighed og tramper rundt lige midt i den tekniske forgrund. Måske er den til tider også lidt hårdhændet i sit billedsprog og ikke helt hård nok i stilistikken.

På den anden side er sprogbrugen også stærk og tilgængelig; romanen kommer frem og stiller sig ikke i vejen for sig selv. Munksgaard er god til at skrive mellem sætninger for at opnå de bidende og sjove effekter, der holder læsningen flyvende i højt tempo. Endvidere har han et godt øje for at belyse de trivialiteter, vi åbenbart alle er indfangne af som fx at have et stykke æbleskræl siddende mellem to kindtænder, at gå på toilettet uden at skulle tisse alligevel og om fjernsynszapningens mange kunstarter. Ovenpå denne bund af jævn hverdag flammer absurditet og kritik i en underholdende blanding af spøg og alvor.

Skrappe morsomheder
Inde i plottets passager møder Retrograd en rådvildhed, som den ikke helt får forhandlet færdig med. Det hænder mere end én gang, at tonen får lidt svært ved at undgå små blå mærker på fingre og albuer i omgangen med sin egen coolness og skrappe morsomhed (nå ja, selv ordet fisse kan måske slides op...).

Udover tendensen til at forfalde til en slags litterær stand-up, ligger romanens eneste svaghed i den til tider lidt for konstruerede dialogs vilje til at udstille personerne og deres småborgerlighed. Forfatteren stoler ikke fuldt og fast på læserens intelligens og forfalder som regel til selv at hamre pointerne fast til læserpanden med en flittigt brugt sømpistol, der sjældent rammer ved siden af, og som har ammunition nok til alle knap 400 sider.

Troværdigt portræt
Selvfølgelig er det lovligt at mene, at den er for lang. Men den uundgåelige fornemmelse af, at forfatteren rent faktisk har noget at sige og mener det, han har skrevet, burde opveje enhver smålig anke overfor en velfungerende debut, der holder sigtekornet på manden i midten – og dermed får tegnet både et troværdigt portræt af en stodder og et satirisk signalement af vor tid.