Tore Ørnsbos digte er ganske overbevisende sprogkunst. Men digtene kræver tålmodighed.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Immigrantens epilog er vist det, man kan kalde en vaskeægte digtsamling.

Den lægger fra land som et portræt af New York og skifter så retning og bliver til en fragmenteret og tåget historie om en mand og en kvinde.

Det er ganske overbevisende sprogkunst. Ørnsbo digter med ro og sikkerhed. Her får både syntaks og ordforråd vredet armene rundt om benene, men dog uden at det går så voldsomt for sig, at man hverken kan gå eller række ud efter hinanden.

Svær at få hold på
Man kan diskutere, hvor godt det virker, at digtsamlingen foretager en grundlæggende transponering af du og jeg i lyrisk nutid til et han og hende i en slags narrativ datid (hvis sondringen ellers kan give mening). Det er nok ikke den bedste af alle måder at undgå selvcentrering, men det er med til at skabe den plads og ro, der skal til for at udfolde det uforståelige i det velkendte.

Emnerne er svære at få hold på. Voldsom kærlighed ser ud til at være en gennemgående følelse. Der overskrides vist også et par tabuer i løbet af Immigrantens epilog. Det er svært helt at vide det.

Verden er svært genkendelig derinde. I erkendelsen af at perfekt balance er umulig, holder Ørnsbo sig hele tiden på den anden side af det lettilgængelige.

Til tålmodige
Hvis man ville bede digteren om at give mening, ville han nok svare, det har jeg da lige gjort, og så ville han træde to skridt tilbage, hvorfra han stod.

Immigrantens epilog kan kun anbefales folk med en vis tålmodighed. Man skal læse langsomt og igen, så dukker der små oplevelser og fortællinger frem omme bagved den umiddelbart indadvendte og uigennemtrængelige overflade i de fine digte.

 
Teksteksempel