Krimi på skovtur

For meget advokatsnak drukner en ellers god plotidé om selvtægt og minoriteter.

ANMELDELSE: Svea Lundström Duval er en stærk kvinde, der egentlig har det bedst i høje hæle og spadseredragt, men som gang på gang trækker i termo-kedeldragten og ensomt kærlighedssavnende kører ud i de mørke, svenske skove for at overnatte i en camper og opklare forbrydelser.

Hun har helliget sit liv til bekæmpelse af kriminalitet. Og da hun tilmed har et kompliceret følelsesliv og en manglende trang – eller evne – til at binde sig, stiller hun sig privat i et dilemma mellem den lyse og den mørke side – mellem en kedelig advokatkæreste med drøm om kirkebryllup og børn og en tiltrækkende politimand med motorcykel og sexappeal.

Svagt plot
Denne trekant bliver rammen for en umiddelbart original historie om selvtægt i de svenske skove – og en konflikt mellem lappernes kamp for at overleve som folk og erhvervene i de tyndt befolkede egne.

Men på trods af det umiddelbart sympatiske og fornyende plot, så forbliver det svagt, fordi det aldrig kommer videre end til dyrkelsen af hin fordums tid og den nostalgiske tanke herom. Historien kommer ikke for alvor i gang, og handlingens mest dramatiske scene udspiller sig uden hovedpersonens medvirken – højdepunktet består i at hovedskurken fortæller, hvad der er sket, som sad han i en retssal.

Rigelig advokatsnak
Det er tydeligt, at Tove Klackenberg er uddannet advokat, og derfor er placeringen af Svea Duval i felten også for utroværdig. Det virker ikke naturligt nok til at overbevise læseren. Desuden resulterer det i lovtekster og advokatsprog i alt for rigelige mængder.

Advokatsnakken svækker historien og drukner dramatikken, så pointen om menneskets griben til selvtægt ender som en klodset sidebemærkning. Det er synd, for så står kun hovedpersonens selvoptagethed og kærlighedsproblemer tilbage. Og historien ender som en række af de sædvanlige krimiklichéer, hvor den ellers havde potentiale til at skille sig ud.