Iselin C. Hermann har et glimt i øjet og en fin sans for barnets elastiske tid.

ANMELDELSE: Iselin C. Hermann inviterer med sin nye lille roman Træer sår sig selv sine læsere en tur på landet. I bogen skriver hun om en femårig pige med kælenavnet Sveske, som bliver passet af mormor og morfar på deres gård udenfor Helsingør en gang i løbet af 60'erne.

Bogen er set fra pigens synsvinkel og det er faktisk det der gør den interessant fra et litterært perspektiv. Bevares, i disse Krøniken-tider er interessen for et blik ind i fortiden jo større end aldrig før. Og det får vi da også lidt af. Livet på gården er et liv for overklassen. Mormor leder arbejdet for husholdersken og stuepigen. Morfar er på en gang kunstnerisk levemand og direktør på et kontor i København. Og i bedste danske tradition, så skal stuepigen naturligvis ligge i med gårdejerens hjemmeboende, voksne sønner.

Den elastiske tid
Men billedet af tiden er ikke det interessante. Nej, det er en anden slags tid. Den elastiske.

For små børn føles tiden anderledes, end for voksne. "En dag varer et liv" står der på bagsiden af bogen. Og det lykkes til overmåde for Iselin C. Hermann at strække tiden fra barnets perspektiv. På den måde snyder hun også sine voksne læsere til at lægge meget mere i fortællingen, end der faktisk er.

Bogen tager sin begyndelse, da pigen kommer ud til mormor og morfar, fordi forældrene er taget til Grækenland. Læserne får indtryk af, at noget forfærdeligt er sket. Vi hører små brudstykker om Grækenland og en flyvemaskine. Man bliver i tvivl. Er far og mor er døde i en flyveulykke? Skal pigen bo resten af sit liv hos mormor og morfar? Først til sidst går det op for en, at barnets synsvinkel har snydt os. Det er en katastrofe at blive forladt af far og mor, men måske er det hele ikke så slemt endda.

Denne synsvinkel-snyd er godt skruet sammen.

Bogstaveligt set
Et andet særkende ved bogen har åbenbart haft kortere tid på værkstedsbænken. Det er forsøget på at være humoristisk med noget, der efterhånden er blevet en hel selvstændig genre. Forleden udkom en bog, hvor små børn svarer på spørgsmål om kongehuset. Vi kender resultatet på forhånd. I mere eller mindre forrykte svar gør børnene prins Henrik til dronningens søn, stor og tyk og gråhåret, som han er. Eller også er det alene dronningens store kjole, der gør, at hun står selv.

Iselin C. Hermann kaster sig over så store mængder idiomer, at shippingafdelingen hos A.P. Møller ville blive stakåndede alene ved tanken. Hun vender dem med barnets forståelse til det rene nonsens. Kan man fx forstå vendingen 'røg i køkkenet' bogstaveligt? Det gør den lille pige og undrer sig, når der ikke er nogen røg at se.

Hvis man hører til den del af befolkningen, der synes at den slags sproglige klovnerier er sagen, så vil man på den konto få sig et par gode timer i selskab med Iselin C. Hermann.

Glimtet i øjet
Der er dog andre bedre kvaliteter ved Træer sår sig selv. Først og fremmest forstår Iselin C. Hermann at fortælle med et glimt i øjet, som når mormor må lægge sig på sofaen som en anden Maude Varnæs og når morfar har besøg af en nøgenmodel, der skal tegnes skitser af. Eller når pigens fantasi gør en udstoppet ugle, som hun har navngivet Borgen, til et ubehageligt uhyre, der vil kvase hendes hoved.

Iselin C. Hermann skriver hverken for Borgen eller Gyldendal, som i sin tid udgav uglebøgerne. Men hun skrev for Rosinante, der blev overtaget af Gyldendal for et par år siden. Siden dengang har hun været hos People'sPress – et moderne og markedsorienteret forlag. Det er nærliggende at se et opgør med den gamle hæderkronede forlagsbranche i det lille fantasibillede.

Om der er belæg for sådan en fortolkning, må nogen jo spørge Iselin C. Hermann om ved lejlighed.

Sproglig fornemmelse
Bogen viser imidlertid også dybfølt fornemmelse for sproget. To fortællere beretter på skift. Den lille pige og hendes voksne jeg. Hvor den lille pige fortæller, hvad hun laver i sin sommerferie, så er det hos det voksne jeg, at man finder de egentlige kommentarer til livet og slægten, som er bogens underliggende tema:

"Det må være, fordi vi er af samme æt … han og jeg … at han nogle gange svarer på spørgsmål, jeg ikke har stillet, og at vi tænker de samme ting."

Et smukt fortættet forsøg på at udtrykke oplevelsen af familiebånd. Det er der heldigvis også blevet plads til i Træer sår sig selv. Og trods den lille plads det levnes, er det sådan noget, der fylder, når man har lukket bogen. Dét og så det fine blik for at strække tiden.