Dråbers udsagn

Ursula Andkjær Olsen er gået på skrump i sin nye, brillante digtsamling.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Ursula Andkjær Olsens Skønheden hænger på træerne er en fabelagtig gennemskrivning af flere fuldstændige umulige forhold.

Her er der essays på vers og vers på tværs af naturen. Bogens fysiske udseende er høj og ranglet til forskel fra de tidligere bøger, og tekststumperne er skrumpede. Olsen har inddampet sig et "jeg", men det er et tøjlesløst og polyfonisk "jeg", som man hverken helt kan begribe eller fange. Jeg, nu er det mig, der taler, er i skrivende stund stadig i tvivl om, hvor der tales fra, men jeg har på fornemmelsen, at jeget (i hvert fald ofte) er en dråbe. Men som en dråbe i havet drukner også denne stemme i stemmer.

Har forladt udspringet
Som teksterne falder ned på siden, ligner de til forveksling haikudigte, men det er de langtfra, bortset fra at Olsen muligvis lader sig inspirere af den kølige, næsten glasklare form, det neutraliserede jeg, inspirationen fra naturen m.m.

Ordene "glas klar" gentages fx som en slags mantra i den første del af bogen, og man fornemmer, at jeget polemiserer imod noget, der kunne minde om det centrallyriske jeg, dvs. at Olsens jeg nægter at være centrallyrisk og sammenhængende: "Jeg har/ muligvis forladt mit/ udspring jeg er/ muligvis kommet/ tilbage bare for at/ slippe for jer men det var en// fælde. Jeg er/ stadig ikke alene."

Jeget er således også en maske for alle de stemmer, der er på spil i disse tekster.

Kritik af merkantil jargon
Så jeget er langtfra alene. Det flyder derimod sammen med tingene, tilpasser sig: "Det eneste der redder mig// er min næsten skræmmende/ tilpasningsevne. Mit store/talent for at// omgå enhver form for/ hårdhed ethvert/ stikkende grundlag med en/ smidighed der næsten minder om// kapitalens".

Olsen ynder at punktere sætningerne med sådanne grimme ord som "kapitalens" eller fx ordet "kommunalt" i andre. Det udstiller de grimme ord i al deres hæslighed. Ja, det er en slags kritik af de ord, vi i dagligdagen omgiver os med, den måde som nutidens merkantile jargon har vundet indpas. Det er Olsens "handlingsplan" overfor de antipoetiske strømninger, sproget emmer af for tiden, og som invaderer nutidens intellektuelle miljø, fx på universitetet.

Samfundskritisk?
Men heri ligger den skarpeste kritik af samfundet nok ikke i Olsens bog, det er snarere den måde, som teksterne helt bevidst vender sig imod og dermed kritiserer enhver kritik: Bogens helt overdrevne eksklusivitet, og det at skønheden hænger på træerne.

Og jeg undrer mig egentlig over, at jeg, når jeg skal anmelde Andkjær Olsens bøger, altid kommer til at tænke på dem som samfundskritiske eller i det mindste polemiske. De rummer et eller andet, som går over min forstand, men som man i mangel af bedre kan kalde sprogkritisk, en kritik af enhver jargon, en kritik mod at forblive i én jargon. Dermed hæver de sig også op fra kvindekoret og virker mere ambitiøse end digte fra flere kollegerne (Hørslev, Moestrup m.fl.).

Ordet "troskyldighed" nævnes ofte i bogen, men troskyldige er digtene kun i en snæver forstand, for man fornemmer, at der er mere på spil. Der er tale om en helt ny og anden måde at tale på, eller det er i hvert fald denne anden(s) tale, som teksterne vil iscenesætte. Dråbeassociationerne gør, at man, når man læser teksterne, føler sig spændt til bristepunktet: Enten bryder det sammen, eller også bryder det hele ud i sang.

En anden begyndelse
Måske er det én af grundene til, at man bliver en smule irriteret over, at forlaget har placeret Tøger Seidenfadens kommentar til bogen på dens bagsideflap: Hvad kender han til revolutioner i det digteriske sprog? Omvendt forstår man jo godt forlaget, når nu en digtsamling for en gangs skyld nyder lidt succes.

Det er Andkjær Olsens 4. digtbog, men på sin vis hendes anden begyndelse, idet de tre første bøger på mange måder er en del af samme monstrøse projekt: At placere ordet i koret. Men nu sker der så noget nyt. Jeg havde nok forventet denne omorkestrering af stemmerne for en bogs tid siden, men det kan vente, når det er så brillant som dette. Nu vil vi blot læse flere, nye og mærkelige bøger fra denne Andkjær Olsen, lyden af poesi i det 21. århundrede.