Netto / New York / Vietnam / Rom

Vi er for lidt hjemme i privaten hos Martin Glaz Serup. Det er både godt og skidt.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Det er svært ikke at holde af den nye bog af Martin Glaz Serup. Det er en udmærket, lille ting med en række aktuelle problemstillinger, som passer ind i mange af nutidens mønstre, både mere lokalt, dvs. i forhold til hvad der ellers udkommer af digte i Danmark – og i forhold til en globaliseret kontekst. Hvad det sidste angår, møder vi jeget i digtene i henholdsvis New York, Rom, Netto, Beijing og Vietnam. Lokaliteterne glider sammen i digtet, hvilket svarer til beskrivelsen af bogens idé om synkronicitet, som den vedlagte pressemeddelelse bl.a. skriver om.

Men det gælder ikke kun på et rumligt plan. Helt umærkeligt glider beskrivelserne af Vietnam 1968 sammen med en – formentlig – backpack-agtig-beskrivelse af Vietnam i 1990'erne. Tid og rum blandes således i en uvirkelig trafik, kunne man sige. Det sære er, at denne trafik ikke føles specielt uvirkelig. Man føler sig snarere hjemme i denne globaliserede kontekst, hvilket er tankevækkende nok i sig selv.

Fine tekster – for lidt snask
Når alt dette er sagt, vil jeg dog lægge en smule låg på min begejstring, for det er ikke ligefrem en bog, der viser tænder. Således også min lidt forbeholdne begejstring i denne anmeldelses indledning.

Javist, det hele er ok: Forfatteren er sympatisk, teksterne er fine, og vi kender Glaz Serup som en hårdtarbejdende og dygtig blogger på nettet, en litteratur-ildsjæl uden lige, men der er ikke meget på spil i disse tekster. Lokummet brænder ikke, som salig Per Højholt ville have sagt det. Naturligvis kan man diskutere, om det brændende lokum kan anvendes som kriterium for en anmeldelse, for det går jo på alle mulige og umulige subjektive og vurderingsmæssigt svært målbare ting.

Men jeg kunne fx godt tænke mig, man havde hørt mere om den ulykkelighed, som jeget i digtene oplever og ikke mindst om den fare, som denne udgør for de gifte kvinder. Ikke fordi der ikke er nok af snask at vælte sig i, i det litterære Danmark lige nu, men Glaz Serups tekster ville nyde godt af mindre distance til sit stof. I stedet bliver teksterne sådan lidt essayistiske, småfilosofiske, men uden bid. Det havde været bedre, tror jeg, hvis man som læser rent faktisk sad med gebisset tilbage efter endt læsning.

Trafikken er normal
Jeg kan vældigt godt lide idéen med at lade teksterne brede sig på langs, at man læser bogen ved at dreje den 90 grader mod højre. Derimod kan man diskutere, om der ikke er tale om et postulat, når digtsamlingen siger om sig selv, at den er ét digt. Temaer fra en globaliseret verden og rum og tid breder sig nydeligt på tværs, men teksterne virker alligevel afmålte, som enkeltdigte, hver gang man bladrer.

Derudover benytter Glaz Serup sig af en blanding mellem almindelige, poetiske linjeknæk og den mere upoetiske skråstreg, som fx ofte benyttes, når man citerer digte i anmeldelser og andre litteraturkritiske tekster. Skråstregen er med til at punktere det højhelligt digteriske ved teksterne, ja gøre dem mere prosaiske, også det er vellykket.

Den mere formmæssige side af bogen er således fremragende, mens indholdet måske er lidt tyndt hist og her. Det svæver bevidst mellem det personligt private og det globale, en uvirkelig trafik som det hedder, men som jeg altså vil vove at påstå er fuldstændig normal for mange mennesker.

Livet er et arbejde
Som en art diktum for bogen benytter Glaz Serup sig af et citat fra den amerikanske digter Lyn Hejinian, der især er kendt for bogen My Life. Citatet lyder "This part of life is work" og er på flere måder rammende for bogen. Digteren er på arbejde hele bogen igennem, men vi er aldrig med hjemme i privaten. Det er her, bogen både har sin styrke og sin svaghed.

Det hele føles gennemarbejdet og vældig præsentabelt, hvilket vidner om høj arbejdsmoral, men hvis det skal blive til et gennembrud for Glaz Serup, må han finde noget stof, som trods alt giver formen mere modstand.