På den lade side
Trine Andersens digte er skrevet med en stillestående ilterhed, som aldrig bliver rigtigt interessant. Dertil er indsatsen alt for lav.
BONUS-INFO:
 Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: Med På den anden side har vi at gøre med en digtsamling, der er ca. lige så interessant som et jævnt provokerende læserbrev.
Der kredses om uhyrligheder på forskellige niveauer, og jeg har svært ved at se det som andet end en frustreret persons rablen. Vi kommer omkring middelmådige Randers, Afrikanske bødler, intellektuel apati, Netto og Fakta, hyklerisk svensk neutralitet, offentlig transport, og der dissekeres meget energisk hele vejen rundt.
Let's fæces it
I et af digtene bliver "let's face it" til "let's fæces it", og det er ganske sigende for bogens retning. Der vrænges kraftigt af alt fra mobiltelefoner til "humaniorakoner", ja, af alt hvad man nu kan finde på at vrænge af. Langt henad vejen minder det om 80'er-digtning med hidsig punkattitude.
Digtene er skrevet med sådan en ungdommelig ilterhed, som ligner noget af det, man kan finde på digte.dk. Fx starter et digt med linjerne: "send poeterne på picnic/ved bispebjerg station vokser gamle folkekomedier/lige op af jorden/vi har det hele forfald". Ak ja.
Det er for nemt, og Trine Andersen tager aldrig rigtigt nogen chancer, det er, som om hun bare hælder alt det ud, hun har kunnet tænke sig til – som en forfatter, der bider tænderne sammen og strammer båndet om sin egen hjerne mere og mere uden egentlig af have noget nyt at byde på.
|
Læs mere om Trine Andersen på