Det sårbare menneske

En sanselig og dejlig fortælling om at være menneske med al den smerte, det indebærer.

ANMELDELSE: Hvor er det dog en dejlig roman, Trisse Gejl har skrevet.

Skjul er en fortælling, som flyder over med lyde, lugte og billeder, der væves ind og ud mellem tråde af tid – og på nærmest magisk vis forvandler sig til en del af læserens egen erfaring.

Whisky og regnvejr
Men som udgangspunkt er fortællingen naturligvis gymnasielæreren Fannys. Fanny er blevet suspenderet fra sin stilling, efter det, der betragtes som et alvorligt brud på reglerne, og hun har nu trukket sig tilbage til barndommens sommerhus i Fjerritslev med den intention at arbejde på en lærebog.

Men whiskyflasken lokker, og regnens monotone silen over det øde landskab luller Fanny ind i en tidløshed, hvor fortid og nutid glider i ét. Og hvordan skal hun forholde sig til den ukendte mand, der gang på gang dukker op i sin landrover, til de kubistiske billeder på væggene, som springer ud af deres rammer, til den forsvundne søster – Arktis-elskeren Hope – og til de spøgelser, der pusler i laden?

Fanny må genopleve og genfortælle sin historie, før hun kan få greb om nutiden. Vendepunktet kommer med præpubertetssønnen, Bob, der pludselig står på hendes dørtrin med sin egen håbløse situation og kræver Fannys nærvær og engagement.

Menneskelig antiheltinde
Fanny er en lyslevende antiheltinde med et såre menneskeligt ansigt. Hendes livsfortælling er i lighed med de fleste moderne menneskers, brudt og fragmenteret.

Og den præsenteres da også for læseren i form af glimt og flashbacks, efterhånden som de dukker op, foranlediget snart af et gammelt tæppes mugne lugt og snart af en dørs mørke knirken: "Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har været her i årevis. Måske fordi erindring er ubærlig. Den kan sidde som glasskår alle mulige steder. Klæbet til små gule plasticskovle i sandkassen eller i støvede vindueskarme."

Eksistentiel smerte
Der er megen smerte i Trisse Gejls Skjul, men det er en eksistentiel smerte, og som sådan ikke en smerte, der nødvendigvis er knyttet til traumatiske begivenheder.

Smerten er i højere grad knyttet til selve det at være menneske – og dermed ufuldkommen – i en sublim verden, hvor det skønneste og det mest skræmmende til stadighed afløser og glider over i hinanden som lyset og mørket i de arktiske egne. En lille sammenfatning af hele fortællingens tankefundament får vi i følgende sentens, sagt af en af personerne: "Arktis er ikke sårbar [...] Naturens kraft er konstant. Smelter isen her, sætter naturen sig blot igennem et andet sted. Som stormflod, orkan eller tørke. Det er mennesket, der er sårbart."

Det er netop dér, længst inde bag alle masker, forskansninger og hinsides de sårbare områder, Trisse Gejl når hen med Fannys fortælling. Hun åbner døren til læserens indre islandskab.