Grænseløs kedelig bog (GKB)

Ok – måske en stramning. Meen den er altså ikke god til at holde søvnen stangen, Troels Ørtings debut om terrorisme og narkokriminalitet i København.

ANMELDELSE: Alfa 1 til Delta 3, skifter.
Kom ind Delta 3.
Delta 3 her.
Er Lima 1 på linjen? Skifter.
Lima 1 til Alfa 1. Hvordan med Operation Gamma? Skifter…

…Der er godt med radiokommunikation i Troels Ørtings debutkrimi Operation Gamma. Det forlener romanen med en vis aura af autenticitet, når de forskellige indsatshold snakker sig gennem kapitlerne, mens de først overvåger og siden skrider ind over bogens skurke. Og omvendt – at skurkene chatter, sms'er og taler i koder og kryptering. Men som det muligvis fremgår af ovenstående, er den slags ikke umiddelbart det mest interessante eller det mest overskuelige at læse sig mæt i.

Teknisk dialog
Det er ét problem med Operation Gamma. Ikke så meget de mange radio- og telefonsamtaler, som man vel trods alt kan kapere, trods stedvise overdoser. Men mere den sådan generelt uinspirerede, teknisk betonede og skriftssprogsdøde dialog og tone i romanen.

For trods et indviklet og dybest set spændende plot, trods store ambitioner om at ville skildre både helte og skurke som hele personer med familier og historie og samvittighed, trods masser af hæsblæsende action, så er Operation Gamma til syvende og sidst hamrende kedelig. Desværre.

For mange detaljer
I bogen følger vi indsatsleder Kristian, der er på nippet til at trevle en af de helt store, københavnske narkobagmænds netværk op. Hassan hedder bagmanden, og han mangler lige det sidste berømte kup, før han kan trække sig tilbage til Mellemøsten og leve resten af sine dage som en meget velhavende og respekteret mand.

Derfor henter han ikke mindre end otte tons hash og 100 kg heroin til landet. Dette smuglerjob og ikke mindst opklaringen af det følges intenst i bogen. Og i et parallelt spor løber der endda en flok fundamentalister rundt på Møn og i København med skumle planer om at sprænge det meste af Tivoli i luften.

Ambitioner mangler Ørting med andre ord ikke. Han vil – forklarer bogens bagside – demonstrere, at når man rykker ud for at fange et uhyre, ender man ofte med at arrestere et menneske. Han vil uden tvivl også tegne et realistisk – og sikkert lidt forskønnet – billede af politiets efterretningsarbejde. Og det lykkes.

Det lykkes bare ikke at gøre det fængende eller interessant. Der er masser – alt for mange – detaljer i bogen. Der er masser – alt for mange – tekniske forkortelser, og masser – alt for mange – forklaringer på de tekniske forkortelser.

KST, AKS, SOK...
Det fører ind imellem til nogle helt groteske replikker, hvor romanens personer pludselig taler i forklarende parenteser, fx:

"Kan jeg ikke blive hentet af en helikopter og fløjet op til Frederikshavn, så jeg kan komme med ud på den sidste Standard Flex, hvor vi opretter kommandostade (KST), og hvor AKS og frøerne skal afgå fra? spurgte Kristian AKS-lederen, som styrede KST i København."

I linjerne før denne replik var det AKS, der fik sig en forklarende parentes – og i næste replik er det så Søværnets Operative Kommando, der skal have introduceret sin forkortelse, SOK, i nok en parentes. Det nærmer sig det surrealistiske – og er i hvert fald mildest talt ikke særligt elegant løst.

Jeg ville faktisk ønske, at det ikke var sådan, men jeg kedede mig næsten grænseløst, da jeg læste Ørtings bog om grænseoverskridende kriminalitet og international terrorisme.