Åbent kunstværk – lukket land

Tua Forsström har tidligere fået Nordisk Råds Litteraturpris. Men hendes Sange siger ærlig talt ikke vores anmelder særligt meget.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Hvis modernismens ABC kræver et åbent kunstværk, er Tua Forsströms Sange et eklatant eksempel på modernistisk digtning. Selv begriber jeg ingenting. Alle de veje, jeg forsøger at følge ind i og ud af digtene, viser sig at være vildspor, der lokker mig på afveje.

Jeg kan ikke sige mig fri for at sidde med en lusket anelse om, at forfatteren, i mangel på virkelig inspiration, har taget en række mislykkede tekster og brugt dem som materiale for en moderne cut-up teknik i et forsøg på at opnå den syrede nonsens-effekt, som også synes at være in blandt visse segmenter af yngre digtere i disse år.

Enkle billeder
Efter min mening er der en form for opgivelse over denne betydningstømte digtekunst, der lader teksterne – og deres forfattere – lige så nøgne tilbage som den stakkels tåbelige kejser i H.C. Andersens eventyr.

Derfor undrer det mig, at litteraturpriserne regner ned over Tua Forsstöm. Måske forholder det sig sådan, at man skal skrive uforståeligt for at blive hyldet af de finkulturelle på parnasset?

Dermed være ikke sagt, at samlingen ikke har kvaliteter. Teksterne er fyldt med enkle og gribende billeder, med disparate sammen- og modstillinger af kultur og natur, af liv og død, af almagt og afmagt. Og de gentagne symboler kæder – måske – digtene sammen i et mønster, som jeg imidlertid har opgivet at definere nærmere.

Fin oversættelse
Hører man til dem, som kan nyde et værk for dets rene væren kunst og for ordenes musik, uden at ville fravriste teksterne en mening, vil man glæde sig over Pia Tafdrups oversættelse.

Vi andre, som frygteligt gerne vil have, at et digt skal sige os noget, kan vælge at søge videre efter den dybere betydning. Eller bare acceptere at denne åbne samling er lukket land for betydningsbærere og sandhedssøgere.