Vor anmelder overgiver sig til fortælllingen og drivkraften i Kim Leines tredje roman – men brænder sig også på den. Der mangler sproglige ambitioner, og det bliver også lidt pinligt, når der hores igennem.

ANMELDELSE: I sin tredje roman, Tunu, sat i en grønlandsk bygd, fortæller Kim Leine solide og malende historier om mennesker, der udsættes for en dobbelt trussel mellem på den ene side havet og stormenes kræfter og på den anden side en sort kulturel fortabelse.

Romanen drejer sig om den danske sygeplejerske Jesper og hans møde med grønlænderne. Læseren får både noget at vide om grønlandske forhold og om livet generelt. Men rent æstetisk lugter tågen lidt for underligt derinde under dynerne mellem bekendelses- og kollektivromanen.

Måtte overgive sig
Tunu er sådan en rund fortælleagtig tingest man kalder en roman, fordi det er der så meget, der kan kaldes.

Som æstetisk objekt er den ikke meget at råbe hurra for, men jeg måtte – endda ret hurtigt, faktisk – overgive mig til dens nerve og projekt: at fortælle nogle (ret voldsomme) historier om livet i Grønland og det at komme til et fremmed sted og give sig i kast med store og delvist uforståelige krav.

På det plan fænger og drager Tunu sin læser ind i alle de små skæbner og store ulykker, og det er ikke altid lige let, som man siger, livet deroppe.

Fletværk af fortællinger
Uden dog overhovedet at miste alt håb, hvilket er en stor og skøn sejr ved romanen, danner Tunu et fletværk af personbundne fortællinger, der tilsammen udgør et billede af et liv, hvor dæmoner og skygger og druk og hor fint peger på en måde at lære at forholde sig til og klare vilkår, som mildest talt er benhårde og skærende.

Blandt nogle gode anekdotiske fortællinger virker især en slags Romeo og Julie-historie, samt den (heldigvis) lykkelige kærlighedshistorie mellem en underligt tavs dreng og en pige af dværgvækst gribende. Og der er mange flere gode historier i den. Som fortæller lykkes det til fulde Leine at bringe de mange store og små fortællinger hjem, og han har en god balance i tonen; handlingens forholdsvist grumme karakter taget i betragtning.

Der er en tilpas dosis af medfølelse, ikke for lidt, ikke for meget. Ro på. Hver ting til sin tid. Fortællingerne har et stærkt autentisk præg, der fører vidnesbyrd for nogle sociale forhold, man godt kunne ønske sig forbedrede. Sådan kan litteratur også være. Det er nærmest kritisk.

Hvor er de litterære ekkoer?
Det gode ved Tunu er, at den er uprætentiøs.

Vender man den mønt om, finder man imidlertid noget knapt så godt: det uambitiøse. For en sproglig betragtning er der ikke noget spændende eller bare lækkert ved Tunu.

Vi har selvsagt set langt skarpere beskrivelser af is og sne i den danske litteraturhistorie indtil nu, men det lader ikke til at Leine overhovedet prøver bare at hilse på dem. For en så dygtig historiefortæller som ham ville det nok ikke være skadeligt at udfordre sig selv lidt mere, rent stilistisk, som romanforfatter. Sne, is, bjerge, stormvejr. Johannes V. Jensen. Henrik Pontoppidan. Hvor er ekkoerne henne?

Som gedigen historiefortælling er det, der bærer Tunu plot, miljøkarakteristik og karaktertegning og det virker alt sammen meget fint, men det er jo ikke i og for sig decideret litterære kvaliteter.

Den problematiske autenticitet
Det, den taber på gulvet, er dels stilen, samt især den genremæssige afstemning mellem forfatteren Kim Leine og den hovedperson han biografisk set har så meget til fælles med, sygeplejersken Jesper – hvilket altså er de to steder, hvor Tunu ikke helt lykkes som roman: i kampen med stilen og med det biografiske indhold.

Dels er det fra sammenfaldet mellem Jesper og Kim at autenticiteten strømmer, og dels er det desværre også her, at den egentligt velfungerende kollektivroman begynder at ose.

Især henimod slutningen, hvor der virkeligt hores igennem, om man så må sige, bliver det flere gange lidt for pinligt at følge med i. Hver gang synsvinklen binder sig til denne Jesper, og man tænker på, at der i stedet for han, lige så snildt kunne have stået jeg, er det som om, at det almene drukner og slukkes i det private.

Erfaringsstoffets skillelinjer
Har du tænkt på, kære læser, hvor vigtigt det er ikke at tage fejl af afstandene her i livet, og på hvor vitalt, det er for litteraturens lyskraft, at der er nogle principper, for den måde man sætter skillelinjen mellem det erfaringsstof, der skal gå til første person, og det der skal flyttes over til tredje. Det har jeg. Vi har vel alle brug for gemmesteder.

Den kommer til at se ud som om den siger alt for meget om forfatteren, uden at jeg er helt sikker på, at forfatteren egentlig har lyst til at sige det. Hvis han ville have sagt alt det, han alligevel får sagt med så stor indirekte tydelighed, kunne han jo bare have sagt det direkte, i fx et essay eller en ren selvbiografi.

Brænder sig på drivkraften
Hvad er det han vil med denne roman?

Jeg anerkender drivkraften, men jeg brænder mig også på den. Denne måde at trække bukserne af sig selv på … det er nok mere noget for Poul Behrendt at kaste sig over (dobbeltkontrakten, genrekonvergens og alt det der).

Nå. Konklusionen må altså blive, at jeg er splittet i to omkring Tunu, hvilket jo faktisk er et prydsmærke for en roman: at den kan dele sindene.

Jeg kan altså godt anbefale den. På den ene side en velfungerende og endda gribende fortælling. Men på den anden side også en romantingest, der har glemt at tugte sin stil og derfor mangler en slags æstetisk retfærdiggørelse eller substans og ikke, som litterær oplevelse, har noget i sig der stikker hovedet halvtreds år op over horisonten.