Besøg Dan Turèll-samlingens hjemmeside...

Dan Turèll in memoriam:
Fire onkler i én

Alle bøgerne i serien Onkel Danny fortæller er blevet genudgivet. Det maner både til glæde og melankoli.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Danmark har haft to forfattere, hvem det er lykkedes at banke sig vej gennem den til alle tider herskende øllebrødstykke åndelige træghed og gå ægte pop – uden at miste hverken værdighed eller substantiel pondus. Den ene af dem blev 200 sidste år, den anden ville være fyldt 60 i år.

Vi har selvfølgelig haft – og har – en masse andre forfattere, men tilsammen ER Hans Christian og Dan nok den allermest dynamiske duo nogensinde. Og hvorfor egentlig ikke? De solgte jo på en måde samme vare, de forstod hver for sig begge at kigge på det allermindste og se dets unikke potentiale, om det så var en étbenet tinsoldat eller en firedages druktur på dødsruten.

En orkanagtig energi
Dan Turèll var en eminent beskriver, han var sin egen rasende fokuserede springflod, og som det (endnu en gang) vil fremgå af Onkel Danny fortæller – det hele, så havde han også en næsten orkanagtig energi. Nærværende 728-sider store moppedreng samler den enorme mængde digte, causerier, artikler, noveller, rejsereportager og lynhurtige ind- og udfald, der flød fra hans pen, som pus fra en syfilitikers du-ved-nok-hvad. Fire bind samlet på én gang, fra årene 1976-82, OGSÅ nogle af hans mest produktive år, for lad os indse det: Han var produktiv, lige fra han begyndte at skrive, til den alt for tidlige død i 1993.

Bogen er udkommet samtidig med, at Onkel Danny har fået navngivet en plads efter sig – på Halmtorvet 13, på det Vesterbro, vi ved, han elskede. I den by, vi ved, han elskede. Virakken omkring det altsammen ville han sikkert også have elsket. Det er i hvert fald en næsten Warholsk præstation at score opmærksomhed og blive VED med det, så lang tid efter man er tjekket ud og har forladt bygningen. Men Dan Turèll kan det. Og han gør det. Hans myte gør i hvert fald. Og en masse af hans fans ville ikke have det anderledes.

Glæde og melankoli
Den nys udgivne mursten maner både til glæde og melankoli. Glæde, fordi man uundgåeligt VIL blive revet med af dens mange lækre menneske- og stedskildringer. Og melankoli, fordi… den tid, de mennesker, den stemning ikke mere ER, fordi Dan Turèll ikke mere er, og aldrig mere vil være. Lidt samme stemning som Gasolin-filmen [instrueret af Anders Østergaard, red.] i øjeblikket afføder. Men det er også melankolsk at indse, at vi i nutiden ikke har – og formodentlig aldrig mere vil få – en skribent med en så indædt rasende skrivelyst og evne til at komme ind i knolden på stor og lille, på tyk og tynd.

Dan Turèll, må Profeten være hans sjæl nådig, kunne alle de ting. Han kunne det dengang, og han kan det stadigvæk. Hvis du er født i sentresserne eller de tidlige halvfjerdsere, udgør hans skriverier en lige så nødvendig og ægte del af din bagage, som dine faktiske personlige minder gør. Fordi hans Danmark, det Danmark og den danske hverdag, HAN levede i (og skabte som han gik along) og uafladeligt beskrev, på så mange og på så betydningsfulde måder blev vores allesammens – lige fra måden, vi skriver på, til den måde vi iagttager på, og dét sprog vi bruger sammen til daglig.

Denne genudgivelse ER en ordentlig klump af en bog – til gengæld er den billig: koster kun cirka det samme som en stor burgermiddag med et par pils on the side. Helt sikkert mindre, end hvad den almindelige dansker efterhånden bruger på kokain hver weekend, nu om dage.