|
|
|
Skibet skal sejle i nat Med udnævnelsen af en ny direktør på TV 2 skulle der atter være ro på stationen, men problemerne er ikke overstået. Ingen i direktionen har forstand på programplanlægning, og fraværet af den nye direktør i medieforhandlinger kan blive kostbar.
|
|
|
Af Allan Helleskov Kleiner |
Titanic var som bekendt et skib, der ikke kunne synke. Sådan sagde man også om TV 2. Indtil for nylig. TV 2 er ude i et stormvejr, der overrasker mange. Til at redde sig ud af stormen har man valgt en ny kaptajn, men Cristina Lage Hansen tiltræder først næste år, og det kan blive en hård kamp at holde skuden flydende så længe. Penge er for økonomer Problemet på TV 2 er, at ingen i direktionen har forstand på programplanlægning. I direktionen kommer til at sidde reklamedirektør Henrik Dyring, økonomidirektør, og indtil Cristina Lage Hansens tiltrædelse, konstitueret direktør, Peter Parbo og fra 1. januar 2000 administrerende direktør Cristina Lage Hansen. Der mangler en med forstand på programmer, og indtil en sådan bliver udpeget, vil stationen ikke gøre sig fortjent til annoncørernes tillid. Om det vil ske, inden den nye direktør tiltræder, er der intet der tyder på, men det må stå øverst på hendes liste, da det er vigtigt, at direktionen kommer på plads, inden man begynder en relancering. Orkanstyrke De to stationer vil ikke bare tage andele af TV 2's annonceindtægter, men er også garanteret større indtægter end TV 2 i det nye årtusinde som følge af tv-afstemningen tidligere i år. Et vågent øje med pengekassen er påkrævet, hvis ikke flere ansatte skal gå planken ud. Medieforhandlinger Med udnævnelsen af Cristina Lage Hansen kommer TV 2 ikke nødvendigvis til at stå meget stærkere, da den nyudnævnte direktør først tiltræder 1. januar 2000, og der kan forhandlingerne meget vel være forsvundet ud i horisonten. Forhandlingerne begynder her i efteråret, og indtil Cristina Lage Hansen tiltræder vil der uundgåeligt være et vakuum. Jørgen Flindt Pedersen prøvede at forhindre det med sin fratræden i september måned, men resultatløst viser det sig nu. Det kan dog alligevel være, at TV 2 klarer sig igennem medieforhandlingernes skær, da kulturministeriet for anden gang har udsat forhandlingerne, de skal ifølge ministeriet nu finde sted i slutning af november eller begyndelsen af december, og så er der kun en måned til at Cristina Lage Hansen går ombord. Uden medieerfaring Om Cristina Lage Hansen kan sælge stationen, reklamer og sig selv, kommer danskerne til at vente lang tid på at finde ud af. TV 2 har kraftigt brug for at øge omsætningen, den er nødt til at få flere varer om bord, som kan sælges. På det punkt skal Cristina Lage Hansen på hårdt arbejde, da stationens goodwill hos deres vigtigste kunder, reklamebureauerne, som står for firs procent af kanalens finansieringen, ikke er i top. På den anden side har hun intet ansvar for tidligere dispositioner og er derfor ikke belastet af tidligere tiders arrogance og forsømmelse af annoncørernes krav om mere målrettede udsendelser. Indtil den 1. januar venter seere, medarbejdere og annoncører i spænding for at finde ud af, om TV 2 vil kaste anker, undvige skærene eller fortsætte i fuld kraft frem mod isbjerget for derefter at sætte redningsbådene ud. Læs portræt af Cristina Lage Hansen |