Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Offentliggjort d. 10.9.2003
[Opdateret d. 23.5.2010]

ANMELDELSE
Liza Marklund:
Røde ulv
Spændingsroman
[oversat fra svensk af Ina Nielsen]
341 sider
Kr. 268,-
Fremad
Udkommet september 2003

 

Af
Ulf Joel Jensen




Omslag til bogen

Mere guf for Marklund-fans:

På Liza Marklunds egen hjemmeside kan man læse slettede kapitler og afsnit fra bogen sammen med forfatterens forklaring på, hvorfor netop disse passager er blevet strøget. Desuden er der både interview med forfatteren og et rigt billedmateriale, som Marklund har brugt i sin research-fase til bogen. Et rigtigt lille scoop for Marklund-nørder... piratforlaget.se


*

RELEVANTE LINKS:

Læs Senturas interview med Liza Marklund fra 2002 – "når jeg skal skrive, er jeg nødt til at fokusere indad. Jeg er nødt til at trække telefonstikket ud"...

Besøg Liza Marklunds hjemmeside på piratforlaget.se – rummer ALT om forfatterinden...


 

Pigen der råbte "Ulv"

Hold nu fast, kære læser. Her følger et hæsblæsende referat…

Den ellers så succesfulde reporter Annika Bengtzon, AB, er ved at gå til i stress.

Hun slås med anorektiske tilbøjeligheder, svimmelhed, grådanfald og hører indre englestemmer, som kun kan tvinges til at stoppe deres sang, hvis hun slår sig selv hårdt i hovedet. På jobbet sættes hun pludselig under pres af sin chef, AS. AS har ellers "opfundet" AB: Han så det spirende reportertalent i den unge praktikant i tidernes morgen, støttede hende, når jaloux kolleger forsøgte at spænde ben, gav hende lov til at gå videre med historier, som selv chefens chefer talte imod – og opførte sig i det hele taget som en rendyrket kammerat. En good guy i tabloidpressens inferno af halve sandheder og journalistiske såvel som moralske kompromisser.

Men alt det er fortid.

Utroskab med otte meter til loftet
Nu meler han pludselig sin egen kage. Er blevet ambitiøs og ærgerrig, og tvinger AB bort fra en ellers helt exceptionelt perspektivrig historie: Kulturministeren har ikke alene tiltvunget sig sin position ved at afpresse statsministeren – hun har også en fortid i en maoistisk terrorcelle og har muligvis saboteret en militær installation og dræbt en ung mand undervejs. Indicierne er klare, men AS slår hælene i.

Derhjemme er AB's problemer såmænd ikke mindre. Hendes mand boller udenom med et æbleduftende, spinkelt og billedskønt overklasseløg i hendes enorme ejerlejlighed med otte meter til loftet. Familien går stille og roligt i opløsning, vel sagtens fordi de voksne medlemmer for sjældent får talt ud om deres indre dæmoner. AB's dæmoner er der såmænd ikke så meget at sige til, at hun slæber rundt på: De stammer fra en episode, hvor hun – i forsøget på at skrive en anden dybdeborende historie til sin avis – endte indespærret i en tunnel under det olympiske stadion. En anden terrorist, en anden forsmået kvinde, såmænd, havde lænket hende til en ordentlig omgang dynamit og forestillede sig at både AB og stadion kunne gå til himmels og derefter retur til helvede.

Hun blev dog reddet, AB, i sidste sekund, og selvom hun vakler rundt på randen af et sammenbrud er hun dog i live. Hvilket i sig selv er overraskende, når man tænker på, at hendes journalistiske karriere blev indledt med, at hun i selvforsvar slog sin daværende jaloux og voldelige kæreste ihjel, for derefter at blive involveret i optrevlingen af en jugoslavisk mafiaring, opklaringen af baltiske våbensmuglerier der også involverede regeringen, nærkamp med neonazister, har fået stegepander i baghovedet, modtaget utallige trusler på liv og førelighed, er blevet fanget og nær-dræbt i skuddueller og hele underverdnen skal komme efter dig. Det eneste hun sådan set mangler at komme op og slås med er rockermiljøet. Men mon ikke det kommer?

Mord i minus 32 graders kulde
For i live er hun stadigvæk. Sådan lige akkurat. Levende nok til at gå og kaste lidt op, når det hele bliver for slemt. Levende nok til at forsøge at hjælpe sin nærmeste veninde, som bliver forladt af sin kæreste, og midt i sit begyndende alkoholmisbrug og sin accelererende hypokondri må se AB's chef kæmpe for at lukke hendes arbejdsplads med allehånde lyssky metoder.

Rundt omkring det kalejdoskopiske vanvid af personlige elendigheder og moderne svigt spinder sig en historie med mord, mord, mord. På en fordrukken og overvurderet reporter på en lokalavis, en lille dreng, som så og genkendte morderen, en børnehavepædagog, en landmand og en lejemorder fra den baksiske terrororganisation ETA. Såmænd. AB er hele tiden tæt på mordene og morderen – men hendes perspektiv er en smule skævt, så helt frem til det klaustrofobiske klimaks nord for polarcirklen i minus 32 graders kulde aner ingen sådan set, hvad der foregår.

Lykkeligvis ender dæmonerne i AB's hoved med at trække sig tilbage, morderen bliver fanget, venindens job reddet, ministeren går af, AS vender om på en tallerken og gør det moralsk rigtige, husbonden genopdager det vidunderlige i sin hustru, dropper elskerinden, som også mister sit job og sin karriere. Kabalen går op – og heldigt nok falder AB også over en sæk med næsten 130 millioner kroner i. Som findeløn får hun lov at beholde de 10 procent – og det er jo også en helt pæn sum penge. Så kan hun købe ny lejlighed til den forladte veninde, et hus og en bil til manden, som drømmer om materialistiske værdier. Akke-ja.

Usandsynligt troværdigt
Lyder det usandsynligt? Langt ude? Idiotisk? Måske nok.

Men så læs da for pokker selv Liza Marklunds nyeste roman om Annika Bengtzon, Røde ulv. For selvom Marklunds plottegning i virkeligheden er ligeså langt ude i hampen som de mest kulørte krimidrenge, selvom hun har en veludviklet tendens til at trække pointerne vel skarpt op – som fx med Annikas stress-symptomer, som bare går helt agurk med blackouts, opkastninger osv., og selvom hun indimellem forfalder til nogle lidt lette løsninger – som at lade sin hovedperson snuble over en pose med penge, der lissom bare lige løser de fleste problemer, også dem der egentlig ikke var materialistiske, så skriver hun altså så fermt, så eminent godt, at det hele hænger sammen og er troværdigt. Usandsynligt troværdigt. For når man får refereret handlingen, så er det ærligt talt ikke let at få billedet til at stemme overens med en gennemsnitsskandinavisk virkelighed.

Så læs bogen, slug den i ét hug under den første vinterdepression, den første efterårsforkølelse eller hvad ved jeg.

Vær god ved dig selv.

[ t o p ]       [ h j e m ]