Fremragende fransk roman

Lang, men alt andet end langsommelig. Jean-Christophe Grangés tredje roman på dansk er en blodig og sort thriller af fornemste kaliber.

ANMELDELSE: Føj for satan!

For en måneds tid siden dumpede den svenske duo Anders Roslund og Börge Hellströms roman Udyret ind gennem brevsprækken. Og efter at have læst deres modbydelige og eksplicit frastødende beskrivelser af perversioner og vold troede jeg vel næppe, at det kunne blive meget mere ubehageligt.

Men det ku' det.

I hvert fald med det forbehold, at det trods alt er mere kvalmevækkende tæt på, når små piger bliver skændet (som i Roslund/Hellströms Udyret), end når illegale tyrkiske indvandrere bliver tortureret (som i Grangés Ulvenes rige). Men selve beskrivelsen af deres tortur er så detaljeret, så grum og så chokerende, at den faktisk er svær at læse uden pauser.

Kompleks og chokerende
Pludselig finder man sig selv med ansigtet gemt bag en pude, hvorfra man forsøger at holde op med at læse, hvordan kvinderne i Grangés roman får stukket barberblade op i skeden, hvordan deres læber bliver klippet af, deres bryster skåret bort... Men man kan ikke holde op. Man bliver holdt tryllebundet – dels af rædslerne og dels af mysteriet: Hvordan hænger den komplekse og forgrenede historie, Grangé folder ud for læserens øje, overhovedet sammen?

Handlingen i bogen er spændt ud over to hovedspor: Et, hvor man følger politikommissær Nerteaux' opklaring af en række, som antydet, bestialske mord på tyrkiske indvandrerkvinder i Paris og et andet, hvor man følger Anna Heymes – en kvinde med frygtelige mareridt og en stribe uforklarlige absencer; huller i hukommelsen, som hverken psykologer, neurologer eller hende selv kan finde forklaringer på.

Disse spor har tilsyneladende et eller andet med hinanden at gøre – men det er længe særdeles uklart, hvordan det hele hænger sammen. Ind imellem krydres sporene endda med en stribe korte skift i fortællerstemmen, indtil det hele kædes sammen til en chokerende finale…

Sort som blod
Hér handler det om ikke at sige for meget. Så jeg tror, jeg vil nøjes med at sige, at det er en imponerende bog. Imponerende iscenesat og orkestreret. Imponerende fortalt. Imponerende ond.

Grangé tager os med på en rejse ind i fiktionens forbryderverden, som går meget dybere end knaldromanens kontante good cop/bad cop-verden af sort/hvid retfærdighed. I starten har man stadig håbet om, at han skildrer et mere realistisk grånuanceret univers – men hurtigt bliver det klart af Grangés verden er et kaotisk ælte af sort i sort.

Chokeret bliver læseren dog først for alvor, når man erfarer, at det sorte i det sorte i romanen er sort som blod i månelys.

Gud forbyde, at den her bog overhovedet er tæt på realismen.