Stillestående charme i rundkørslen

Ursula Andkjær Olsens talent er stort, hendes bøger har masser af charme, men måske risikerer hendes sproglige fiksfakserier i længden at blokere for sig selv, mener vor anmelder.

TEKSTUDDRAG:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Forestil dig, du er fanget i en rundkørsel, hvor det pludselig viser sig, at alle frakørsler er lukkede. Nogenlunde sådan er det at læse Ursula Andkjær Olsens seneste digtsamling Ægteskabet mellem vejen og udvejen. For udveje er der ikke mange af på trods af titlen.

Det er umiddelbart en bastant samling på 232 sider, inddelt i en række uoverskuelige afsnit – hvilket er fint! – som afvikles over temaer, der meget sjældent er andet end sproglige fiksfakserier. Det bastante ydre forsvinder måske nok under selve gennemlæsningen, men erstattes af en vilter stemmeføring, hvor vilterheden ender med at føles en smule flad. Automatismer kunne landstræneren i fodbold, Morten Olsen, have kaldt det. Og de er ikke altid lige sjove, når de forekommer i sproget.

Naturligvis får de sædvanlige prygelknaber Anders Fogh og George Bush et par kritiske kommentarer med på vejen i nogle af de digte, der nærmer sig politiske forhold, men ellers kan man stort set sige, at disse digte ikke handler om noget som helst andet end sproget selv, på frihjul. Og som sådan er det også en bog, der er skrevet for et yderst marginalt publikum.

Netop dét, at stemmerne og bogens tone ikke længere føles ny og frisk, udhuler til en vis grad bogens kvaliteter. Den virker indspist og triviel – ja, som en sprogets rundkørsel – et billede bogen i øvrigt selv flittigt benytter. Fx i teksten, der hedder Rundfarelsen generelt, hvor der bl.a. står: "Velkommen til benløshedens triumf! Jeg mener, man behøver ingen ben for at køre i rundkørsel. Så derfor: Lad os overbringe en hyldest til den fortvivlede cirkelbevægelse. En skål for kontinuiteten i det vaklende."

Nye farver til trædemøllen
Momentvis er der jo fine indslag. Fx reklameteksterne der dukker op af og til – og som bryder den monotone kværnen i læserens hoved, som opstår på trods af, at bogens intention må være at opbygge det modsatte: nemlig det flerstemmige, digressive forløb.

Reklameteksterne bygger enten på reklamer, vi kender i forvejen – eller på velkendte sproglige vendinger: "Nye farver til trædemøllen!//Udstyr din trædemølle, så naboen bliver grøn af misundelse! Nu også med blinklygter." Havde Andkjær Olsen måske helt og holdent bygget sin bog på de halve genkendelser, reklameteksterne tilvejebringer, ville rundkørselsmetaforen have haft en både dybere og mere overfladisk mening på samme tid.

Bogens sidste afsnit om stemmens staldvarme er også udmærket, men egentlig mere som en teori om den lyriske stemmes muligheder, end som lyrik i sig selv. Det er et lille manifest eller en poetik, som forfatterinden måske nok opfylder med sin bog, men hvis potentiale hun alligevel ikke afsøger kreativt nok.

Rundkørslen er en kravlegård
Bogens største problem er, at rundkørslerne i sproget forbliver ufarlige. Naturligvis er den grundlæggende præmis, at sprog i dette univers er sang, spil, pjat, nonsens. Stemmerne i bogen udgør et kor, de fleste gange kakofonisk – andre gange harmonisk; men en litterær polyfoni er i sig selv jo ikke farlig, blot for at nævne et af hovedbegreberne fra den russiske litterat Mikhail Bakhtins teorier, der passer som fod i hose på Andkjær Olsens bøger. Men det er 50 år gamle teorier. Forestillede man sig derimod, at Andkjær Olsen forlod rundkørslen, der for hende måske snarere er en kravlegård, ville digtene først komme alvorligt på afveje.

Andkjær Olsens talent er utvivlsomt stort, men hvis hun ikke skal ende med at gentage sig selv i samme stil – bare stadigt længere og mere ensformigt, ja så kræver det, at hendes stemmer sættes i bevægelse af noget andet, end det der rører sig i den danske andedam. Ægteskabet mellem vejen og udvejen er et eksempel på, hvad der sker, når den umiddelbare charme, som præger megen dansk lyrik for tiden, hører op.

For mig at se skal der i længden mere til. Ellers saver den nye danske lyrik den spinkle gren over, som den selv sidder på. Og selvom Andkjær Olsen skriver, at "Fordelen ved rundkørslen er, at man ikke får parkeringsbøde, selv om man i princippet ikke kommer ud af stedet", så uddeler jeg alligevel en parkeringsbøde til hende, for ikke at komme ud af stedet og for at skrive den samme bog for tredje gang.