![]() |
Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem |
M A G A S I N F O R L I T T E R A T U R O G L E V E N D E B I L L E D E R w w w . s e n t u r a . d k |
Publiceret d. 26.9.2005 [Opdateret d. 19.9.2006]
ANMELDELSE
Af
* RELEVANTE LINKS:
|
Stillestående charme i rundkørslen Ursula Andkjær Olsens talent er stort, hendes bøger har masser af charme, men måske risikerer hendes sproglige fiksfakserier i længden at blokere for sig selv, mener vor anmelder. TEKSTUDDRAG: ANMELDELSE: Forestil dig, du er fanget i en rundkørsel, hvor det pludselig viser sig, at alle frakørsler er lukkede. Nogenlunde sådan er det at læse Ursula Andkjær Olsens seneste digtsamling Ægteskabet mellem vejen og udvejen. For udveje er der ikke mange af på trods af titlen. Det er umiddelbart en bastant samling på 232 sider, inddelt i en række uoverskuelige afsnit hvilket er fint! som afvikles over temaer, der meget sjældent er andet end sproglige fiksfakserier. Det bastante ydre forsvinder måske nok under selve gennemlæsningen, men erstattes af en vilter stemmeføring, hvor vilterheden ender med at føles en smule flad. Automatismer kunne landstræneren i fodbold, Morten Olsen, have kaldt det. Og de er ikke altid lige sjove, når de forekommer i sproget. Naturligvis får de sædvanlige prygelknaber Anders Fogh og George Bush et par kritiske kommentarer med på vejen i nogle af de digte, der nærmer sig politiske forhold, men ellers kan man stort set sige, at disse digte ikke handler om noget som helst andet end sproget selv, på frihjul. Og som sådan er det også en bog, der er skrevet for et yderst marginalt publikum. En hyldest til cirkelbevægelsenAndkjær Olsen har tidligere høstet en del velfortjent ros, især for sin Lulus sange og taler fra 2000, som på det tidspunkt forekom og stadigvæk er charmerende pga. sin nye stil og tone. Stilen og tonen er måske nok den samme her i den nye samling, men på mange flere sider, op og ned med sproglig gejl, der momentvis kan være meget indtagende, men som i længden blokerer for enhver videretænkning af denne form for poesis muligheder. Netop dét, at stemmerne og bogens tone ikke længere føles ny og frisk, udhuler til en vis grad bogens kvaliteter. Den virker indspist og triviel ja, som en sprogets rundkørsel et billede bogen i øvrigt selv flittigt benytter. Fx i teksten, der hedder Rundfarelsen generelt, hvor der bl.a. står: "Velkommen til benløshedens triumf! Jeg mener, man behøver ingen ben for at køre i rundkørsel. Så derfor: Lad os overbringe en hyldest til den fortvivlede cirkelbevægelse. En skål for kontinuiteten i det vaklende." Jeg er helt med på, at rundkørslen er et symbol på sprogets evige gentagelse, dets cirkulation i samfundet med mere, men den intellektuelle distance, som præger gentagelsen i Andkjær Olsens bog, efterlader et misvisende indtryk: Dette er ikke et sprogligt karneval oplevet fra gulvet, men paradoksalt nok fra et elfenbenstårn. Stemmerne føles underligt uengagerede.Nye farver til trædemøllen Reklameteksterne bygger enten på reklamer, vi kender i forvejen eller på velkendte sproglige vendinger: "Nye farver til trædemøllen!//Udstyr din trædemølle, så naboen bliver grøn af misundelse! Nu også med blinklygter." Havde Andkjær Olsen måske helt og holdent bygget sin bog på de halve genkendelser, reklameteksterne tilvejebringer, ville rundkørselsmetaforen have haft en både dybere og mere overfladisk mening på samme tid. Bogens sidste afsnit om stemmens staldvarme er også udmærket, men egentlig mere som en teori om den lyriske stemmes muligheder, end som lyrik i sig selv. Det er et lille manifest eller en poetik, som forfatterinden måske nok opfylder med sin bog, men hvis potentiale hun alligevel ikke afsøger kreativt nok. Rundkørslen er en kravlegård Andkjær Olsens talent er utvivlsomt stort, men hvis hun ikke skal ende med at gentage sig selv i samme stil bare stadigt længere og mere ensformigt, ja så kræver det, at hendes stemmer sættes i bevægelse af noget andet, end det der rører sig i den danske andedam. Ægteskabet mellem vejen og udvejen er et eksempel på, hvad der sker, når den umiddelbare charme, som præger megen dansk lyrik for tiden, hører op. For mig at se skal der i længden mere til. Ellers saver den nye danske lyrik den spinkle gren over, som den selv sidder på. Og selvom Andkjær Olsen skriver, at "Fordelen ved rundkørslen er, at man ikke får parkeringsbøde, selv om man i princippet ikke kommer ud af stedet", så uddeler jeg alligevel en parkeringsbøde til hende, for ikke at komme ud af stedet og for at skrive den samme bog for tredje gang. * * *
[Til top] Rundfarelsen generelt Godnat mine damer og herrer. Godnat og velkommen! Ligesom dyreheden går også menneskeheden i ring. Den eneste udvikling er, at alting går hurtigere og hurtigere. Hep. Højere hastighed er godt mod kedsomhed, så er der større chance for at støde på nye mennesker. Den eneste forskel er, at flere og flere taber benene undervejs. Velkommen til benløshedens triumf! Jeg mener, man behøver ingen ben for at køre i rundkørsel. Så derfor: Lad os overbringe en hyldest til den fortvivlede cirkelbevægelse. En skål for kontinuiteten i det vaklende. Eller. Sagt på en anden måde. Man kan gå over grænsen. Eller man kan gå i ring. Eller bare. Mennesket er det, der vokser ind i himlen, hvorfra det så falder ned. Lidt senere. Desværre. Vi gentager så vidt Og så vidt Vi er altid parate til at Og så vidt Det er det man kan * Vi er i hvert fald på vej! * Kort om allierede svagheder. Nedbrydelig tale
Fjenden er en disciplin Hans grimhed Det er af afgørende betydning for fjendens overlevelse, nej, for menneskehedens overlevelse. At man festligholder sin fjende, som man festligholder sig selv. Bare modsat. I omvendt pomp og pragt. Fjenden er en installation i hjernen. Eller fjenden opstår der, hvor hjernens installationer finder deres grænser. Ja. Det er en relativt præcis beskrivelse. Det er glimrende. * Den nat rykkede jeg over Den enes grænse er den andens * Om rundfarelsens udbredelse Man elsker rundkørsler, for rundkørslen er et symbol på vort moderne samfund, Gud være med os, og menneskeheden kører rundt og rundt, og man har slet ikke lyst til at stoppe, og hvis man havde, var det alligevel ikke muligt, for man må ikke hæmme cirkulationen, man får en bøde for undertrædelse af fartgrænserne, og jeg kører i ring, mens jeg vinker til dem, jeg kender i forbifarten, det er hyggeligt der er ligesom at flyve, selv om der ryger et par pindsvin i svinget. og det gælder i hvert fald om ikke at falde til ro, for hvordan skulle man så komme i gang igen, og man ville føle sig præcis som en albatros, der ved er uheld var landet på en lille papkasse, hvorfra den ikke kunne kaste sig ud og komme på vingerne igen, og i øvrigt er det nødvendigt at blive ved med at svæve, eller i hvert fald at kaste sig ud igen og igen i jagten på det perfekte sted at lande, og hvis man spørger os på restauranten, om vi vil have lår eller vinge, så er vi ikke i tvivl. Så udbryder vi: Vinger til alle! Lånte vinger Frihedens vinger Om vi flyver på lånte vinger. På vanviddets vinger. På brugte vinger. På fælles vinger. På frihedens vinger. Vi skal nok ende med at falde ned. Vi skal nok ende med at blive hjemsendt til ris med ris. Vingen er kun et midlertidigt fænomen. * Faldet til gengæld er et øjeblikkeligt fænomen. Faldet er den største dødsårsag i hverdagen. Man falder ned fra kagedåsen, og slår hovedet imod. * Men. Rundkørslen er et symbol på * Reklamer: NYHED! (Frit fald eller pengene tilbage)! NB! Linjedelingen kan forekomme anderledes end i bogen. Teksteksemplet er fra s. 37-41, afsnittet Gengældelsens/benfældelsens veje. |