Tavs, foruroligende, indirekte

Annemette Kure Andersen filer og slider på sprogets knoprede sten, så de bliver til smukt forarbejdede flader.

ANMELDELSE. Efter en enkelt afstikker til prosaen med novellesamlingen Små afvigelser fra 2003 er Annemette Kure Andersen med sin syvende digtsamling Vandskel tilbage på sædvanlig sikker grund.

Siden debuten i 1991 har Kure Andersen fundet sig til rette inden for et felt, hvor hun er suveræn: Det korte, sprogligt og metrisk fuldstændigt gennemarbejdede digt, der fremtryller en menneskelig indsigt i en konkret sansning af natur eller kunst. Når man bladrer i hendes bøger, tænker man ikke sjældent på begrebet epifanier [: den pludseligt opståede indsigt eller erkendelse] – som da også var titlen på hendes fjerde digtsamling.

Kedsomhed – eller positiv logik
På den led adskiller Vandskel sig ikke fra hendes øvrige bøger. Men bortset fra hendes stadigt mere imponerede beherskelse af de digteriske virkemidler, så sniger der sig i denne omgang langsomt en lumsk kedsomhed ind på selv den mest velvilligt indstillede læser. Det gælder i al fald for den læser, som med glæde har været med gennem flere – eller måske alle – Annemette Kure Andersens samlinger.

Det kan man så omvendt også anskue ud fra en positiv logik: at nye læsere lige så vel kan stå på med denne bog, såvel som ethvert andet sted i forfatterskabet.

Tænkt i suiter
Vandskel er – som flere af de forrige digtsamlinger – tænkt i tematisk sammenhængende suiter. Der er således fem afsnit, som hver består af 12 digte med følgende overskrifter: "aflejringer", "afsøgninger", "aftegninger", "afstøbninger" og "afslibninger".

Og titlerne røber de to vigtige spor i digtene. Først de fænomener, man kan iagttage i naturen, som ikke sjældent bliver en miniature over hele verden. Dernæst de menneskelige aktiviteter, som har med den kunstneriske proces at gøre. Hos Annemette Kure Andersen går de to ting ikke sjældent hånd i hånd med hinanden: Naturen får sjæl og kunsten mimer naturens fænomener.

Mindre sidespor er dels erindringer fra en ulykkelig og traumatisk barndom; dels den voksne kærlighed mellem en mand og en kvinde

Smukt bearbejdede flader
Annemette Kure Andersen er interesseret i både malerkunst og skulpturer. Det er sikkert ikke tilfældigt. Hendes digte kan nemlig med god ret sammenlignes med akvareller. Og samtidig filer og slider hun som en skulptør sprogets kantede og knoprede sten til glatte og smukt forarbejdede flader

Men det er også som om, digtene kredser for indirekte om det tavse, det foruroligende, det der ikke umiddelbart lader sig formulere i denne digteriske sammenhæng. Læseren sidder tilbage med utallige udsagn om dét, der er umuligt at sige, eller det som kunsten gerne vil udtrykke, men ender med at fordreje. Som fx i dette digt:

Vandskel rummer både gode og vellykkede digte, som det er klogt at læse mange gange, da de kun åbner sig, hvis man giver dem tid. Men det samlede indtryk er også blodfattigt.

Den personlige smerte og det foruroligende konfliktstof, der løber som en uformuleret understrøm i digtene, ville det være spændende at få løftet mere frem, i et adækvat sprog. Vi vil opleve – og ikke bare fornemme – at digteren sætter noget på spil.

To teksteksempler

1.

Hvis du stadig kan
Genkalde dig billedet
Af klintens fald mod havet
Er det endnu ikke tid til
At vende tilbage selvom
Lange regnvejrsdage
Fra barndommens
Aldrig nævnte savn
Har lagt sig som støv
På det tørrede
Hjertegræs

2.

Han spænder sin bue
violin eller dyr er
hun

Hun strækker kroppen til
en streng han kan
ramme