Mumlemuld

Laugesen har skrevet en bog mere. Den er også god.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: I den presseskrivelse, der følger med Peter Laugesens seneste digtsamling Vejrudsigter, står der, at digtene i bogen er lige så uforudsigelige som vejret. Jeg vil hellere vende det om og sige, at Laugesens digte generelt er lige så forudsigelige som vejret, og Vejrudsigter er ingen undtagelse.

Men vejret er som bekendt kun forudsigeligt på den måde, at man aldrig helt kan regne med at få det sådan, som man forventede. Man kan måske nok sige noget sandsynligt om de næste par dage; de berømte fem døgns prognoser. Men når folk begynder at spå om godt vejr hele sommeren, hedebølge, eller en kommende isvinter, så er der stort set kun tale om galimatias.

Forfatterskabet i bagagen
Sådanne former for galimatias arbejder Laugesen ikke med i sin digtning. Han arbejder lokalt, stedvist, ja med korte prognoser for sin egen digtning. Godt nok med erfaringerne fra resten af forfatterskabet i bagagen, men alligevel.

I denne digtsamling arbejdes der videre med et citat fra hans allerførste bog: "poesien er usynlig/af natur". Det skal forstås på mindst to måder, tror jeg. Dels i sin helhed, at poesien af natur er usynlig, dels som om, at der er et usagt "og" imellem "usynlig" og "af natur". Poesien er både usynlig og af natur, og de to egenskaber tilsammen gør, at man må arbejde på en bestemt måde. Man må tage hensyn til, at poesien ligesom skal arbejdes frem, netop fordi den er usynlig, men også tage hensyn til, at den er natur og dvs. tilfældig, knopskydende, periodisk, uforudsigelig.

Man kan jo præcis tænke citatet som et frø, som Laugesen plantede med sin første digtsamling, og den seneste bog er så blot en blomst på værket, bestående af de vækster som det frø er blevet til i dag.

Mesterværk og makværk
I det hele taget giver det god mening at tænke Laugesens digte ud fra en sådan metaforisk tankegang, men det ville være forkert ikke også sommetider at kigge med under jorden, sådan som det også sker i digtene. Det er ikke kun blomsterne og bladene, som er interessante i forfatterskabet, men også dets arbejde i dybden, dvs. dets rodnet. Måske kan man sige, at nogle af Laugesens digtsamlinger er mest præget af det, der sker over jorden, som den nye her og fx 29 digte fra 1991, mens andre mere går under jorden, ja fræser den på ny, fx Når engle bøvser jazz fra 1998.

Jeg skal ikke lægge skjul på, jeg holder mest af den sidste metode (også selvom 29 digte er tæt på at være et mesterværk i klassisk forstand) og generelt har det sådan, at jo mere Laugesen skriver, jo bedre er han. Jeg er mere til en kultivator end til en kultivering. Det betyder ikke, at man eller jeg bør afskrive den nye digtsamling her, slet ikke.

Enten er man for eller imod Laugesens værk, og er man for som jeg, giver det måske slet ikke mening at skille det ad, for derved at udpege bestemte værker som mesterværker og pege fingre ad andre som makværk.

Præget af haiku
Jeg vil hellere tale om forskellige bevægelser, og selvom denne digtsamling så at sige er én af dem, der foregår over jorden, har Laugesen lokalt set stadigvæk brug for at dykke ned i sprogets mumlemuld, fx når han skriver:

Læg mærke til, at de to første vers faktisk har 17 stavelser, som mange af de haikudigte, der præger digtsamlingen. Men det sidste vers giver ligesom rum, mening ja dybde til udsagnet, hvor man som læser ser kanariefuglen for sig, skrattende på den blinde pony: PIP PIP. Som bekendt kan kanariefugle kun sige noget ved at gentage andre, men sender man dem alligevel på den blinde pony ned i sprogets minegange, kan det være, de kommer tilbage med guld i munden. Det er der Laugesens digte for mig at se har én af deres største forcer. De er en sådan udgravning af guld, og de nye digte generelt er ingen undtagelse.

Laugesen har skrevet en bog mere, og den er også god. Punktum. Slut.