ANMELDELSE: Det er en medrivende og næsten lydefri roman, debutanten Henrik Ventzel har fået skrevet.

Den historiske baggrund for bogen er sikker, selvom den er sparsomt dokumenteret. Det starter i året 1808, hvor det amerikanske skib The John strander ud for Skagen. Lykkeligvis bliver besætningen reddet og last og ejendele bjerget i land – først og fremmest ved mellemkomst af Skagens byfoged, Ole Christian Lund, (1770-1828).

Ni år senere modtager han som tak for sin indsats en negerslave, Jan Leton, som hurtigt avancerer til byfogedens private tjener.

Bogen har to stemmer
Denne Jan Leton er en af de to stemmer i Henrik Ventzels roman, som holder læseren underrettet om de begivenheder, der udspiller sig på stedet gennem de følgende 10-11 år.

Den anden stemme tilhører den unge, moderløse fiskerdatter Marie Haahr, hvis stedmoder, Anna, netop har valgt at tage sig af dage ved drukning, da bogen tager sin begyndelse.

Som selvmorder er Anna Haahr henvist til en begravelse uden for indviet jord, i Dødemandsbjerget, hvor skagboerne tillige anbringer ligene af de talrige anonyme strandvaskere.

Marie slider bravt for at tage sig af sin døvstumme halvbror, Thomas, og faderen, som efter Annas død synker mere og mere hen i apati og – må vi formode – tavse spekulationer over årsagerne til hustruens selvmord.

Tjener med grønne fingre
På byfogedgården liver fogeden med det mildt resignerede blik op, da han bliver klar over, at hans tjener John har grønne fingre og tilmed er grebet af tanken om at få læhegnet om gården til at trives.

Også for byfogeden bliver det nu en livsopgave at få hegnet til at vokse til en plantage, hvad der også lykkes. En plantage, der står i Skagen den dag i dag og har skiftet navn til Byfogedskoven.

John Leton er blevet tvunget til at efterlade kone og børn i Charleston, og læseren fornemmer, at Jans kærlige omsorg for træerne og hans ønske om at få noget til at gro trods de hårde vækstbetingelser, blot er omdirigeret kærlighed.

Også byfogedens næsten maniske optagethed af mod alle odds at sætte sig et mindesmærke i form af en plantage bunder, fornemmer vi, i et ønske om at kompensere for et eller andet kærlighedstab. (Vi erfarer senere i teksten, at byfogedens eget ægteskab ikke er så ukompliceret).

Bogens anden stemme, Marie Haahr, der har oplevet at miste både sin biologiske mor og sin stedmor og nu ser sin far ”drive for langt ud fra kysten” – for nu at citere et i bogens omgivelser passende amerikansk countrynummer – rammes nu også af den ulykke, at hendes lille halvbror forsvinder.

I forvejen er familien betragtet med mistro af fiskerne, der mener, at Haahrfamilien er ramt af en forbandelse. Ud fra en mistanke om, at byfogeden er impliceret i broderens forsvinden, lader hun sig efter faderens død fæste som tjenestepige for byfogedens venlige og forfinede, men altid sygdomsramte hustru.

Jan Letons beretning begynder i 1817, Marie Haahrs først i 1825 (med stedmoderens selvmord). Men i handlingens løb æder Letons fortælling sig ind på Maries som historien om dennes forudsætninger. Og de forudsætninger er meget menneskelige: begrædelige uden at være onde. Og historien ender i en slags acceptabel tristesse: Plantagen bliver en realitet og Marie bliver socialt sikret – men ingen af de implicerede når frem til virkelige, varme menneskelige bindinger.

Sanseligt sprog
Romanens stærke sider er dels dens præcist udtrykte indføling i tanker og emotioner hos så forskellige mennesker, som dem der bevæger sig omkring i Skagen 1817-1828, dels dens påpegning af nogle sociale og psykologiske skævheder: Trods fælles mål er byfogeden og Jan stadig herre og tjener (slave), skagensfiskerne foragter og mistror københavnere (Anna Haahr, Thomas og fru Lund), fiskerbørnene (og de voksne, såmænd) ser ned på invaliderne (Thomas).

Det meget ambitiøse, let gammelmodige sprog brydes nogle gange af anglicismer, som man godt kunne have undværet. Såsom at lade en fiskerpige fra 1800-tallets Skagen – i noget der må opfattes som en indre monolog 1800-tallets Skagen – spotte andre mennesker i betydningen ”få øje på dem”.

Men ellers har bogen et flot og sanseligt sprog, der får læseren til at høre sandets hvislen, bølgernes brølen og de spæde træers susen og til at lugte fisken i gryderne og tjæren på træ og tovværk. Man har sand på gulvtæppet efter endt læsning.