Et sted på Sydlangeland, mellem Hesselbjerg og Nyby, 10 grader, 39 min. øst f. Greenwich, findes en besynderlig helleristning eller billedsten, som har sin egen historie.

Gæt, hvor 'billedstenen' står, og vind en bog. Se nederst på siden.

Postnummeret er 5932 Humble, men stedet betegnes normalt Ristinge, efter den nærliggende strand og havn. Da man, i henhold til en vandmiljøplan, nedlagde rensningsanlægget for at tilslutte kloakken det ny ovre ved Brandsby, på Østersøkysten, gravede de på den anden side af landevejen en tilpas stor sten op, som jeg godt kunne tænke mig at få fat i.

Fra tanke til handling: Jeg holdt ind ved siden og entrede pløjemarken: Om de ikke lige kunne vippe den sten hen til min grund på Hybenvej, så ville der stå en kasse øl bag huset. Det var da helt i orden, men – og her grinede de lidt i skægget, måtte ligefrem tage piben ud af munden – ville jeg ikke hellere have den, som lå derhenne? Og så pegede de på den. Den altså. Stenen! Dengang anede jeg ikke, det var en billedsten, men den var enormt stor – og selvfølgelig ville jeg gerne det! Jeg fik tørret deres svedne grin af ved at tilføje, at jeg nødvendigvis måtte konferere med konen først, den slags har mænd respekt for. Og senere samme aften tog fruen og jeg så på aftentur, en lystvandring på pløjemarken, i det opkørte mudder.

Det var selvfølgelig ikke så nemt som så. Stenen vejede anslået 15 tons, gravkoen havde været ved at gå på næsen ved at få den op, og en flytning 100 meter hen ad vejen kunne kun ske med en blokvogn. Den blev rekvireret ved en nærliggende bondemands hjælp og kostede den fyrstelige sum af 1500,- kr. Men husk lige: Stenen var gratis! Det var kun transporten, som kostede. At hele den nyanlagte plæne blev pløjet op af larvefødder og at stenen faldt tungt, hvor den faldt, går vi let hen over: Her lå den, direkte fra istiden, og med skurefladen øverst. Og det var først på det tidspunkt, man ved hjælp af sol og skygge kunne se aftegningen af helleristningen, som på billedet er trukket op med blå farve: Den må ifølge sagens natur være ældgammel.

Billedet lader sig tolke på to måder: Enten som en tidlig afbildning af Adam og Evas udskrivelse fra Edens have – og i så fald en af de første af sin art – eller som to svømmedykkere, en mand og en kvinde, som er under opstigning til overfladen, som er markeret ved en slags strømhvirvel over deres hoved; den samme blå plet, som i første tolkning ville være en evigt hængende tordensky.

Nevermind! Den nært stående orange figur, optrukket med sort, er et af de først kendte billeder af Boffel, den senere så berømte ophavsmand til både Boffel Band og diverse sange og historier, jfr. komplet bibliografi i Hvedekorn nr. 3, 2002, s. 44-47. Til trods for årlige opmalinger, der ikke lader Nationalmuseets konservatorer noget efter, har farven dog ændret sig lidt gennem årene, hvilket dog ikke anfægter det grundlæggende faktum: Stenen har, som billedsten betragtet, stået uændret i mere end 15 år og vil fremdeles gøre det, så længe (hvordan er det nu, han siger det, Oehlenschläger?) så længe solen spejler sit skær på stenen skrå! Sit skær på stene skrå!

Eller med en anden nationalsangers ord: Her har jeg rod, herfra min verden går!

[De første 100 af Senturas læsere, som kan meddele redaktionen, på hvilken adresse stenen står, vil modtage et gratis eksemplar af Rune Høirup Madsens bog om Boffel: Nedenunder vandet!
Send et postkort eller en mail med svaret. Tilbuddet gælder kun indeværende år.]

Votre humble serviteur!

NB! Har du brug for et hint? Find adressen i teksten. Dernæst tilføjer du vejnummeret, der tilfældigvis er det samme som Viggo Madsens vejnummer i Odense...