Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ANMELDELSE
It's all about Love
Danmark 2003
Instruktion: Thomas Vinterberg
Manuskript: Thomas Vinterberg og Mogens Rukov
Medvirkende: Joaquin Pheonix, Claire Danes, Sean Penn, Thomas Bo Larsen m.fl.
Spilletid: 104 min.
Producent: Nimbus Film International
Distribution: Nordisk Film
Premiere den 10.01.2003


Af
Ulf Joel Jensen

 



Plakat til filmen
Plakat til filmen

"Så er der selvfølgelig en historie (i filmen, red.). Altså et plot, en dramatisk række af begivenheder. Men det er egentlig mindre vigtigt. Plottet er vel tilstede for at oversætte vores tanker… Men alligevel… Der er et plot om det her par, som er ved at blive skilt. De finder ud af, at de ikke kan leve uden hinanden. Men for sent… Skæbnen har indhentet dem… De skulle være blevet sammen. (…) Måske er der også en genre. Mogens (Rukov, som er medforfatter til filmen, red.) har kaldt det "en drøm". Jeg ved, at en drøm ikke er en genre… men jo, du kan se denne film som en drøm… Jeg tror, It's All About Love er et eventyr… Et eventyr om verden, set gennem mine øjne."

Kilde: Thomas Vinterberg om It's all about Love (fra filmens pressemateriale)



"Det var meget smertefuldt at skrive historien. Vi famlede og søgte og kunne i peroder ikke finde ud af, hvad det var, vi ville fortælle, men det lå os så meget på sinde, der var noget så vigtigt for os, at vi gjorde det alligevel.

"På et tidspunkt ringede jeg til Bergman – ja, Ingmar, sgu! – for at spørge, om han ville hjælpe mig os. Han skreg af grin og sagde, at jeg måtte være sindssyg. Der var ikke noget, han havde mindre lyst til. Og så sagde han, at jeg var en idiot, at jeg ikke havde besluttet mig hurtigt til, hvad jeg skulle lave efter »Festen«, som han i øvrigt kaldte et mesterværk. Det var en meget fornøjelig samtale."

Citater: Thomas Vinterberg om It's all about Love (Interview i Berlingske Tidende 2003)

*

RELEVANTE LINKS:

Læs hele interviewet med Vinterberg fra Berlingske Tidende

Interview fra Politiken med Vinterberg lavet under optagelsen til It's all about Love

 

Verden er et dejligt sted

Thomas Vinterberg har brugt fem år på at lave sin kærlighedsfilm. Det kan mærkes – men på den ufede måde. Der er for meget kunst og ambition og for lidt ægthed i It's all about Love.

Tæt på fem år skulle der gå mellem Thomas Vinterbergs to seneste film. Så er det vel kun rimeligt, at man lader filmen synke lidt ind, inden man galper op for alverden, hvad man mener om den? Specielt når det nu er en film, der med instruktørens egne ord stiller krav til sin seer. En film, der er svær at forstå…

Så jeg har givet den én dag for hvert år – og fem dage efter biografturen priser jeg mig ovenud lykkelig for mine spontane notater, kradset ned i hast umiddelbart efter, jeg trådte ud af biffens mørke. For ligegyldigt hvor meget jeg roder rundt i kramkassen, så er den tom. Meget kan man sige om It's all about Love, men den efterlader mildest talt ikke noget stort indtryk.

Et frådende hav af ambitioner
Men hvorfor gør den så ikke det? Som udgangspunkt har den noget nær alle odds med sig: Stort budget, masser af hype, en helt igennem imponerende rollebesætning (Joaquin Phoenix, Claire Danes, Sean Penn for at nævne de tre mest prominente), et spektakulært filmsprog og en instruktør, som indtil nu næsten kun har overrasket positivt.

Tjah. Dens væsentligste problem er vel, at den aldrig rigtig får et liv. Historien og frem for alt karaktererne i den får lov til at stå tilbage som postulater. Som en-dimensionelle gengivelser af noget, der måske, måske ikke er levende. Plot, karakterer og identifikationsfaktorer lider skibbrud på et frådende hav af kunstneriske ambitioner.

I USA vil de uden tvivl kalde den for very European. Og alt efter temperament og filmsmag vil det enten blive hvisket med andægtighed eller vrænget ud med foragt. Da jeg forlod biografen hørte jeg i forbifarten ordet billeddigt – igen kan det siges henført eller, som her, snarere med sarkasme.

For lidt af det rigtige
Alligevel kan jeg ikke se for mig, at It's all about Love kommer til at dele hverken kritikere eller publikum i to. Jeg forudser, at der vil være meget få, som kommer til at holde af denne film. På trods af at den er meget flot, og som første danske film nogensinde er med i hovedkonkurrencen på Sundance Filmfestival. Den er simpelthen for rodet, for kunstlet, for villet, for lidt af det rigtige og for meget ambition.

Desværre. For dens budskab, it's all about love – det handler om kærlighed; verden fryser til is, dør uden kærlighed, er fint, smukt og midt i al sin banalitet både rigtigt og vigtigt. I virkeligheden er det jo skønt, at der er nogen, der som Vinterberg har mod på at sige det banale. Råbe det ud. Bare han så kunne have sagt det på en lidt enklere måde.

Historier uden sammenhæng
Der er for mange løse ender, for mange idéer og handlingstråde, som introduceres men aldrig afsluttes – og for meget, der ikke hænger sammen: På ét plan møder vi polakken John (Joaquin Phoenix), som er på vej til USA for at afslutte sin skilsmisse med hustruen den feterede skøjteprinsesse Elena (Claire Danes). Ved ankomsten til New York møder John den første spontant døde ud af mange. Der er for lidt kærlighed i verden, og folk falder om på gaden, ramt af hjertestop. Verden er på vej ind i en ny istid, og overalt dør folk af kulde og mangel på kontakt.

Parallelt med dette hører vi om, hvordan tyngdekraften ind imellem bare forsvinder – men kun i Uganda. Stakkels, uskyldige negerbasser svæver spontant til vejrs, indtil de – formodentlig – eksploderer højt oppe på grund af det lave tryk.

Og ved siden af dette får vi også lige historien om, hvordan holdet bag Elena, bestående af hendes livvagter, manager, sekretær, lillebror, påklædere og andre tjenestefolk, forsøger at udnytte hendes talent på det groveste. De forsøger at finde en serie replikaer, som kan erstatte hende på isen, så forretningen kan gå videre, trods Elenas ønske om at trække sig tilbage. Hun gider nemlig ikke skøjte på isen, på den kolde overflade mere – hun vil fordybe sig i den pulserende, varme kærlighed. Hun vil elske. Men der er nogen, der vil det anderledes… Hvad der skal ske med Elena, når replikaerne har overstået deres uddannelse, er ikke fra begyndelsen helt klart – men holdet bag hende meler i hvert fald først og fremmest deres egen kage.

Og – nåh ja – vi får også lige en lille historie om, hvordan der hvert år på samme dato indtræder et underligt, meteorologisk fænomen: Al ferskvand i hele verden fryser til is i to minutter. Det gælder om at hælde kølevæske i toilettet og kravle ud af pølen. For på splitsekunder vil al ferskvand – om det så er et glas vand i en sauna – angiveligt fryse til is for at smelte igen to minutter senere.

Og oven over alting svæver… Johns bror (Sean Penn). I virkeligheden lider han af flyskræk, men han er blevet kureret – og endda lidt til. Nu tør han ikke længere være på jorden – måske skulle han tage til Uganda? Nå, men ombord på diverse fly er han i gang med at skrive en rapport om jordens tilstand – og selvom det ikke ser for godt ud med den gamle klode, så er han optimistisk i sine lange enetaler i mobiltelefonen til broderen. Life is a beautiful thing, siger han til slut, da det går op for ham, at det handler om at elske: Bare man elsker, så gør det i virkeligheden ikke så meget, at alting går ad helvede til…

Sving kniven!
Det er jo alt sammen meget godt. Filmen veksler mellem disse fine eller i hvert fald finurlige små historier, men problemet er, at de ikke rigtigt bliver afsluttet, og at de ikke hænger sammen.

Det er altså en hulens bunke sidehistorier og omveje og bortforklaringer Vinterberg bruger til at tegne et billede af en fastfrosset verden. En distanceret verden uden medmenneskelighed og kærlighed. Og fordi han bruger så utroligt mange tilløb, postulater og store armbevægelser undervejs, så kommer den spinkle og i ordets bedste forstand fine pointe til at stå som trøstesløs og rodet banalitet.

Kill your darlings, Thomas!

 

[ t o p ]       [ h j e m ]