Som i Arnaldur Indridasons øvrige bøger ligger kvaliteten i personskildringerne og beskrivelserne af det islandske samfund – og vejr.

ANMELDELSE: Man glæder sig, hver gang der kommer en ny bog af Arnaldur Indridason.

Ikke fordi indholdet plejer at være særlig opbyggeligt, men fordi man ved, at man så kommer til at tilbringe en række timer med en forfatter, der tager tilværelsen og sit arbejde alvorligt.

Arnaldur Indridason er sober, forbrydelserne i hans bøger er – desværre – sandsynlige, opklaringsarbejdet selvfølgeligt spændende, men uden forsiringer, vilde biljagter og splatter, og såvel lovovertrædere som politifolk er tegnet i naturlig størrelse.

Uden store armbevægelser
Der kan, uden sammenligning i øvrigt, være noget næsten tjekhovsk over Arnaldur Indridasons skildringer af virkelighedens tragik, over hans sociale medfølelse og hans evne til uden de store armbevægelser at tegne et medrivende portræt.

Forfatteren har efterhånden skrevet en række bøger, hvoraf de fem nu er oversat til dansk, og der er derfor efterhånden blevet bygget det "private univers", som Karsten Wind Meyhoff anser som et vigtigt element i sin nyligt udkomne krimiguide, op omkring den centrale skikkelse, politikommissæren Erlendur Sveinsson og – til dels – hans medarbejdere Elinborg og Sigurdur Óli. Det gør, at man møder personerne i hvert nyt bind i serien med fortrolighed.

Kommunikationsløs afstand
Erlendur er en tavs, i grunden ganske trist skikkelse, som føjer sig fint ind i traditionen for ensomme, fraskilte, introverte og/eller fordrukne detektiver.

Det er påfaldende så tit, det er koldt i Arnaldurs romaner, en kulde der ikke blot har noget at gøre med Islands geografiske placering, men hovedpersonen har slæbt med fra barndommen, da hans otteårige lillebror forsvandt i en hylende snestorm under en vandring i fjeldet sammen med Erlendur.

Den voksne Erlendur har svært ved at tilgive sig selv, at han dengang ikke passede bedre på sin to år yngre bror, og han bryder stadig sin hjerne med, hvor hans lig kan være og samler på bøger med beretninger om mennesker, der er blevet borte i den islandske natur.

Måske er det en ubevidst frygt for igen ikke at kunne leve op til sit ansvar, der har affødt en knugende, næsten kommunikationsløs afstand til hans egne voksne børn, som også – næsten – forsvinder i deres private snefog af stofmisbrug, prostitution og kriminalitet. Det gør ikke hans skyldbevidsthed mindre.

Natlige telefonopringninger
Og så falder det i hans lod at skulle opklare de sørgelige omstændigheder omkring drabet på en halvt thailandsk, halvt islandsk dreng, Elias, på så temmelig præcis den alder, Erlendurs lillebror, Bergur, havde, da han døde.

Den dræbte dreng er søn af en thailandsk mor, Sunee, og en islandsk far, der imidlertid er skilt fra moderen. Til familien hører også en lidt ældre, rent thailandsk søn af Sunee, Niran, og Sunees bror.

Samtidig kommer Erlendur ud for en række natlige opringninger fra en efter alt at dømme fortvivlet kvinde, og han overvejer, om de skulle være foretaget af en kvinde, der en 14 dage før er forsvundet, og som rygterne vil lade være dræbt af hendes mand.

Drabet på Elias opklares naturligvis i al sin realistiske meningsløshed, vi får en forklaring på de natlige telefonopringninger, og mysteriet om den forsvundne kvinde bliver løst.

Varm anbefaling
Heller ikke denne bog i Erlendurserien glimrer ved et festfyrværkeri af action.

Som de øvrige bøger i serien ligger dens store kvaliteter i personskildringen og i skildringen af det islandske samfund – og vejr.

Og helt udsigtsløst trist ender bogen trods alt ikke: Der er lagt op til et nyt ægteskab mellem Sunee og en solid islandsk mand. Og Erlendurs on-and-off veninde gør anstalter til at rive båndene til sin mand over og knytte sig tættere til Erlendur, hvis børn oven i købet ser ud til at ville forsone sig med ham på deres egen mutte, islandske måde.

Vinterbyen, såvel som de øvrige bind i serien om Erlendur Sveinsson, anbefales på det varmeste.