Jesper Elving
Bor i Silkeborg og har tidligere i år udsendt samlingen Jeg arbejder i Danmark, hvor digtene var klæbet fast på gummistykker.
Tidligere redaktør af tidsskriftet Hus, hvor en af idéerne var at bringe teksterne uden forfatternavn.
Vel nok landets største sportsdigter hvad angår oplag. Skriver et digt til kampavisen, der udkommer i 40.000 ex. til alle Silkeborg IF's hjemmekampe.
Om Vulkanudbrud
"Bogen" kommer i en gul plastbeholder med 44 ispinde, hvor digtene alle på én linje er klæbet op på både for- og bagside.
Man kommer til at tænke på en avanceret ordleg for voksne. En slags hybrid mellem bog, mikadospil og den slags "hovedbrudslegetøj" af træ, man kan købe i billigbutikker.
Vibrationer og stræk mellem ordene
lyninterview med Jesper Elving
Hvorfor på ispinde?
Det er sjovt at udfordre sig selv fra forskellige sider, fx med et nyt materiale. Jeg er interesseret i hele tiden at genopfinde mig selv som aktør. Jeg indstiller mig selv med en ny idé, og så går jeg igang og arbejder indtil jeg er færdig. I dette tilfælde var reglen jo ikke kun "digte på én linje", men "digte på én linje til ispinde i gul plastbeholder".
Hvorfor titlen Vulkanudbrud?
Jeg kan godt lide de tre u'er og det store V. Da jeg var yngre, var Hulk min yndlings-superhelt, så måske er der også en fascination af forløbet "ulk", det indestængte og eksplosiviteten. Men det ser jeg først nu.
Beskriv kort din arbejdsmetode...
Der er et hav af muligheder i ord, og de idéer, jeg får, har næsten altid noget med ord at gøre. Man kan finde nye stræk og vibrationer mellem ord, og jeg synes, det er smukt.
Vulkanudbrud er skrevet i løbet af juli, med mellem nul og 5 linjer pr. dag. Det hele foregik om formiddagen. Det er meget med at sidde og holde udkig, og se om der er nogle vibrationer, jeg kan bruge. Juli er en god måned, fordi der falder ro på det hele.
/jhm
NB! Jesper Elving anmelder på sentura.dk