Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

NOVELLE
Ikke tidligere trykt
[20.08.03]

[Novellen er venligst stillet til rådighed af forfatteren]

 

Af
Jacob Weinreich






*

RELEVANTE LINKS:

Læs portrættet af Wienreich hos Forfatternet.dk – hør bl.a. om inspirationer "John Fante, Benn Q. Holm, Hemingway..." og send ham en mail.

Læs en kronik af Weinreich om realisme fra Politiken foråret 2003, hvor han går i krig mod den traditionelle modsætning mellem realisme og modernisme

Læs Informations anmeldelse af Weinrechs debutroman Ringside – "Et charmerende kammerspil..."

Litteratursiden.dk's anbefaling af Jacob Weinreichs anden roman Anfield Road


 

Popsangerinden

Da Regitze Hvid fik at vide, at hun var fyret fra pladeselskabet, gjorde det ikke noget; hun var alt for optaget af at forestille sig hvordan den kvindelige producer overfor hende så ud uden tøj på.
Begrundelsen for fyringen var ikke til at fejl af: Regitzes seneste album, det jazz inspirerede Naked, havde solgt elendigt. Og som produceren overfor hende understregede, havde de ofret hundedyre tv-reklamer på den. De havde sågar fået den omtalt i Nyhederne på TV-2.

Regitze nikkede. For sig selv ridsede hun sit liv op:
Femogtredive år, gift med succesfuld forfatter, eks-sangerinde med syv album bag sig, fire succeser, et so-so, to deciderede flops, og mindst tyve års konsekvent fortrængning af sin egen homoseksualitet.
Så let kunne det siges. På en måde deprimerende.

Det var varmt på kontoret. Solen stod lige ind.
Produceren rettede sig i stolen. Det var ikke fordi hun var smuk. Men hun var heller ikke det modsatte. Hun var bare en gennemsnitlig kvinde omkring de tredive, og det var i sig selv nok til at Regitze havde lyst til at se hende uden tøj på.
Produceren så undersøgende på hende. Som om hun ledte efter en reaktion. Et eller andet i Regitzes ansigt der afslørede hvordan hun havde det. Men der var ikke noget.

For det gjorde ikke noget, det med den fyring. Regitze følte ikke noget.
Hun var ikke engang fornærmet over, at produceren brugte ordet "fyret" i stedet for det lidt mere høflige "afskediget", eller en lang frase om "opsigelse af samarbejdet til gavn for begge parter".
Der kom først en enkelt lille reaktion, da produceren henviste til artiklen.
Regitze fangede ikke i hvilken sammenhæng den blev nænt. Men hun var ikke i tvivl om hvilken artikel hun mente: En halvsides i et førende dagblad i sidste uge, hvor en for Regitze ukendt journalist havde afsagt en regulær dødsdom over hendes karriere under overskriften "udbrændt".

Det var Martin, hendes mand, der havde vist hende artiklen. Hun læste kun sjældent avis.
Martin havde været meget sød og forstående, og holdt om hende og kaldt journalisten for en evnesvag idiot. De lå i sengen og bredte sig. Han var selv på forsiden. Det var han tit. Martin var en kendt forfatter.
Da han viste hende artiklen, var det første hun så billedet af sig selv. Et fem år gammelt billede; hun så ikke værst ud. Hun undrede sig. Der blev ellers aldrig skrevet om hende mere. Sidste gang var i et dameblad for halvandet år siden, og da havde fokus været på Martin, noget om hvordan det var at være gift med en kendt person.
Hun læste artiklen. Den prellede af.

Men op ad dagen kom den alligevel krybende, den reaktion hun ikke havde kunnet finde i morges. Godt hjulpet på vej af et par trøstende telefonopkald fra først hendes mor, og siden hendes bror på Fyn.
Aftenen tilbragte hun i biografen med Martin og et vennepar hun ikke brød sig om. En lidt mislykket filmatisering af en af Martins ældre romaner, der ikke ville have kunnet fange hendes interesse, hvis ikke det havde været for den smukke skuespillerinde i hovedrollen.
Hjemme igen, efter en hurtig øl på en café, havde hun kedelig sex med Martin. Han sagde hende ingenting. Det havde han sådan set aldrig gjort. Det var ikke fordi det var forfærdeligt eller noget, det var bare heller ikke spændende, selvom han både var sød og ganske pæn.

Dagen efter havde været slem. Martin var et eller andet sted henne. Hun var alene i det store hus, alene med artiklen og det fem år gamle billede. Hun læste den mange gange. De første par gange gjorde det ikke så meget. Men så gik det op for hende, at journalisten havde ret, og det gjorde det meget værre. For det var rigtigt det der stod. I uhyggelig grad endda. Det nye album lød som de foregående, bare lidt dårligere; hun var gået i stå.

Produceren var utålmodig nu. Regitze kunne se det på hendes rastløse blik.
Hvornår rejser hun sig og forlader kontoret? tænkte hun formentlig.
Men Regitze sad bare.
Og nød sin forestilling om produceren uden tøj på. Nød at forestille sig hvordan det mon ville være at kysse hende, eller være i seng med hende. Forestillingen blev afbrudt en telefon. Produceren tog den straks, sendte Regitze et farvel-smil og viftede hende ud af kontoret.
På vej ned af trappen var Regitze helt tom indeni. På vej over mod bilen på den solbeskinnede parkeringsplads var hun både rasende og fuldstændig ligeglad med alt. Det var en besynderlig følelse, hun ikke anede hvad hun skulle stille op med.

Hun kørte ikke lige hjem.
Hun kørte ud til stranden, tilbragte eftermiddagen med at kigge på solbadene kvinder og drikke lunken Martini. Hun drak ellers kun sjældent, et eller andet havde bare fået hende til at tage et par flasker med på vejen.
På vej hjem i bilen var hun halvfuld. Hun havde aldrig før kørt bil i den tilstand, men det morede hende. Det gav hende en god fornemmelse i kroppen, tanken om at hun turde gøre det, især da hun i et kryds holdt ved siden af en politibil.

Martin var selvfølgelig ikke hjemme. Det var han aldrig. Han arbejdede på et kontor inde i byen; han havde et liv derinde, som Regitze ikke var en del af, og en elskerinde eller to, men Regitze var ligeglad. Han kunne gøre som det passede ham.
Hun åbnede en ny flaske Martini, og lagde en seddel på bordet til Martin om at hun syntes, han skulle finde et andet sted at bo. Hun skrev også, at hun troede hun elskede ham mere end han regnede med. Hun så på den. En meningsløs seddel. Hun overvejede at krølle den sammen, men lod den ligge.
Så ringede hun til ham.
Han var på vej ud at spise med en kollega. Han sad i en taxa.
Du er en dejlig mand, men jeg har ikke lyst til at gå i seng med dig mere, sagde hun og fortrød det straks.
Han lød forbløffet og træt og forvirret da han sagde, at det kunne de snakke om i morgen.
Bagefter syntes hun det var et fjollet opkald. Det var også synd for Martin, sådan at gøre ham forlegen i selskab med en kollega.

Regitze så på billeder fra deres bryllup. De var der alle sammen: Forældrene, hans venner fra det litterære miljø, hendes venner fra musikbranchen. Et øjeblik overvejede hun at smide dem ud, men i stedet lod hun dem ligge og hældte en ny drink op.
Hun fandt telefonbogen og slog journalisten op. Bille Værum Saxgren. Han boede ikke så langt væk. Hun besluttede sig for at besøge ham. På vej ud af døren glædede hun sig til at sætte sig ind i bilen.

Da Regitze Hvid rullede ned af indkørslen, stod det klart for hende, at det var godt hun var blevet fyret. Det havde fået hende til at se tingene i et nyt perspektiv. Det gav hende paradoksalt nok en selvtillid, hun ikke havde oplevet før. Og det fik hende til at indse, hvor højt hun elskede Martin, hvor stor en idiot han var, og hvor uendelig lidt lyst hun havde til ham erotisk.
Det sidste var næsten komisk når man tænkte på, hvordan de fleste kvinder reagerede når hun fortalte, at hun var gift med den berømte Martin Ehlers.
Det måtte da være fantastisk! Han var bare så dejlig!
Deres øjne strålede mens de ihærdigt forsøgte at skjule deres misundelse. Hun kunne næsten høre dem tænke: Hvad har hun som jeg ikke selv har? Hvordan han hun gjort sig fortjent til Martin Ehlers?
Regitze så nu heller ikke værst ud. Så meget vidste hun da. Alligevel havde hun haft perioder hvor hun heller ikke forstod hvorfor Martin ville have noget med hende at gøre. Han kunne få hvem som helst. Han havde - og har - så mange andre. Især det sidste års tid havde Regitze bare været en fiaskoramt hæmsko om hans liv. Hende alle hviskede om når de trådte ind på en restaurant eller til et selskab. Som om tingene ikke blev sagt endnu højere når de blev hvisket: Hvad vil han med hende?

Regitze parkerede lige udenfor journalistens hus.
Der var lys derinde, det var en dejlig sommeraften, stille og mild og lun. Solen var lige forsvundet, hun kunne tydeligt smage alkoholen i sin mund.
Da hun steg ud og gik op til huset, havde hun det som om hun skulle på sin første date. Hun havde også været i bad og sat sit hår, og taget en kort nederdel på og en blomstret skjorte. Hun var beruset. Hun havde det godt.
Regitze ringede på og ventede. Hun havde sommerfugle i maven.
Der stod Værum Saxgren på døren, den var god nok. Nogle børn spillede fodbold lidt oppe af vejen. Hun undrede sig, klokken var næsten elleve, de kunne da ikke se bolden. Det med det sene tidspunkt gjorde bare det hele endnu mere spændende. Bille Værum Saxgren måtte undre sig over at det ringede på døren så sent.
Der gik et minuts tid. Hun ringede igen. Denne gang to gange lige efter hinanden.
Paradoksalt nok virkede det beroligende på Regitze, at hun ikke havde nogen plan. Hun anede simpelt hen ikke hvad hun lavede her, sent om aftenen udenfor døren hos en journalist hun ikke kendte. Hun havde end ikke en vag idé om hvad hun ville sige eller gøre når døren blev åbnet.
Måske var det alkoholen. Måske var det alligevel den fyring.
Regitze Hvid var sådan er der altid planlagde tingene ned til mindste detalje. En eller anden havde engang fortalt hende, at grundig forberedelse var den sikreste vej til succes. I alle livets aspekter. Næsten alle. For tilsyneladende ikke det aspekt af livet der hed at opsøge fremmede mennesker uanmeldt, langt ud på aftenen. Her var det bedst at improvisere. Sådan havde hun det nu.
Endelig blev der tændt lys i entréen. Det havde ikke været til at bære, hvis der ikke havde været nogen hjemme.

Men det var ikke Bille Værum Saxgren der åbnede. Det var en kvinde, måske ti år ældre end Regitze. Hun sad i kørestol.
Regitze præsenterede sig så høfligt hun overhovedet kunne. Det var ikke nødvendigt. Kvinden vidste godt hvem Regitze var. Det gjorde de fleste jo.
Måtte Regitze få lov til at tale med Bille? Det var noget omkring et par anmeldelser, hun godt ville diskutere. Eller rettere rose ham for.
Kvinden rystede på hovedet. Hendes mand var først hjemme om en times tid. Han var ovre hos nogen. Regitze ærgrede sig. Men der var ikke noget at gøre ved det. Og netop som hun havde indstillet sig på at gå hjem med uforrettet sag, foreslog kvinden, at hun da kunne vente på ham her.
Regitze tøvede ikke et øjeblik. Tværtimod. Hun lød ivrig da hun takkede ja.

De havde det hyggeligt, Regitze og kvinden i kørestolen.
De delte en flaske vin, og fnisede som om de havde kendt hinanden længe. Kvinden havde sklerose og ville aldrig komme ud af kørestolen. Men hun mente, at hun efterhånden havde affundet sig med situationen.
Der stod et par af Martins bøger i reolen. Han var hendes mand, fortalte Regitze. Det vidste kvinden alt om. Hun havde læst det i bladene. Hun sagde det på en måde så det var tydeligt at se, at hun håbede at kunne lokke nogle hemmeligheder ud af Regitze om hvordan han var, den eftertragtede Martin Ehlers.
Regitze tænkte sig om et øjeblik. Så fortalte hun kvinden, at Martin slog hende engang i mellem, men at hun tilgav ham, fordi han var så fantastisk i sengen. Øjnene var ved at rulle ud af hovedet på kvinden, det var det mest interessante hun havde oplevet i umindelige tider, at der kom en semi-berømthed ind i hendes hjem, og fortalte slibrige detaljer fra sit ægteskab med Martin Ehlers.
Regitze anede ikke hvorfor hun sagde det. Men på den anden side: Hvis hun kunne give en stakkels, skleroseramt kvinde noget at tænke over, hvorfor så ikke gøre det?

Regitze havde opdaget en helt ny side af sig selv i dag: Hun havde et enormt behov for at plapre løs, simpelt hen lade munden løbe uden at tænke over det forinden. Og skulle det være en løgn der kom ud, gjorde det vel ingen skade.
Hun fortalte også, at hun lige havde underskrevet en ny kontrakt med pladeselskabet, og at hun i næste uge skulle være med til at indspille et hyldestalbum til Emmylou Harris sammen med en masse andre danske sangerinder.
Kvinden slugte det hele. Det var som om hun bare havde ventet på at få besøg af en der kunne fortælle hende noget. Lige meget hvad.
Regitze forstod hende godt, det måtte heller ikke være let at sidde her i sin kørestol dag ud og dag ind.

Selvom Regitze følte sig ret fuld, var hun ligeglad med om kvinden skulle lægge mærke til det. Det bekymrede hende heller ikke, da hun pludselig opdagede, at hun sad og fortalte hvorfor hun var kommet: På grund af artiklen.
Først havde den bare gjort hende nysgerrighed efter at møde den mand, der havde kaldt hende udbrændt foran trehundredetusind læsere. Bare for at kunne sætte et ansigt på ham. Men så var det blevet mere alvorligt. På vej i bilen havde der været flere minutter, hvor hun regnede med at hun ville forsøge at slå ham ihjel. Men det havde lagt sig igen, og nu anede hun ikke, hvordan hun ville reagere, når han trådte ind ad døren. Hvornår var det han kom?

For første gang så kvinden nervøs ud.
Hendes blik fangede telefonen ovre i hjørnet, men der ville hun aldrig kunne nå over før Regitze.
Regitze fortrød at hun havde gjort kvinden nervøs. Hun forsikrede hende om, at hun ikke var ude på at gøre hendes mand ondt. Hun ville bare se ham. Se på ham. Vide hvem han var.
Hun fulgte op med sit sødeste smil. Det smile hun havde benyttet på coveret til sit første album "Smile", hvor hun lå i en robåd midt ude i en skovsø, og lignede en der ikke ville have noget imod lidt uforpligtende sex.
Det hjalp. Kvinden blev igen afslappet. En ny flaske vin kom på bordet. Regitze fortalte nye historier, og kvinden sagde at Regitze måtte have et spændende liv.

Så fik Regitze den idé, at hun ville synge for kvinden. Simpelt hen fremføre et par numre fra det seneste album live her i stuen. Kvinden syntes det var en skør idé, men hun nikkede alligevel. Og selvom Regitze da godt kunne se det lidt underlige i at hun, en landskendt sangerinde, stod i en lille stue en sen aften og sang for en skleroseramt kvinde, hun ikke engang kendte navnet på, føltes det alligevel rigtigt. I hvert fald tog hun sig selv i at blive meget grebet af situationen og de beundrende blikke fra kvinden i kørestolen.
Regitze syntes slet ikke det var pinligt. Heller ikke selvom hun blev mere og mere udfordrende. Heller ikke da hun begyndte at vride sig på en måde så hendes flotte former kom til deres fulde ret.
For kvinden så bare på hende.
Regitze havde ingen idé om hvor længe koncerten varede. Hun havde heller ingen idé om hvad der fik hende til at sætte sig overskrævs på kvinden og presse sin tunge ind i hendes mund, eller hvad der fik hende til at stikke hånden op under kvindens trøje og beføle hendes tunge bryster, og forsøge at stikke den anden hånd ned i hendes bukser. Regitze var i sin helt egen verden. Det var også derfor hun ikke opdagede, at kvinden kæmpede voldsomt i mod og kaldte hende "sindssyge kælling". Det nåede simpelt hen ikke Regitzes ører.
Men så pludselig var det hele slut. Lyden af hoveddøren der blev åbnet fik Regitze til at rejse sig igen, se koldt på kvinden og skynde sig ud i entréen.

Her mødte hun ham så endelig. Bille Værum Saxgren. Han så forbløffet ud.
Regitze sagde at hans hustru var pervers og havde forsøgt at befamle hende. Og inden han kunne nå at sige noget fortalte hun, at hun var kommet for at rose ham for artiklen. Den havde virkelig fået hende til at se sandheden i øjnene. Den havde været med til at give hende et bedre liv.
Han nikkede bare forvirret. Vidste ikke hvad han skulle sige. Men da Regitze forsvandt ud af døren, råbte han efter hende, at det da var så lidt. Hun havde en mistanke om at det bare var noget han sagde.

[ t o p ]       [ h j e m ]